Den israelske Netflix-serie ’Fauda’ blev et overraskende hit: »Vi troede, at den israelske højrefløj ville hade os«

Den israelske thrillerserie ’Fauda’ fik et stort internationalt liv, da Netflix købte og distribuerede den. For nylig havde streamingtjenesten premiere på anden sæson af serien, som beskriver kampen mellem israelske efterretningsagenter og palæstinensiske terrorister og fik en positiv modtagelse på begge sider af konflikten, hvilket overraskede alle, inklusive duoen bag, der til september besøger Danmark. »Højrefløjen tror, at det er en højrefløjsserie, og venstrefløjen tror, at det er en venstrefløjsserie«, siger seriens ene skaber og hovedrolleindehaver, Lior Raz.
Den israelske Netflix-serie ’Fauda’ blev et overraskende hit: »Vi troede, at den israelske højrefløj ville hade os«
Lior Raz spiller hovedrollen i Netflix-serien 'Fauda', som han har skabt sammen med barndomsvennen Avi Issacharoff.

De så den slet ikke komme.

For fem år siden havde skuespiller Lior Raz og journalist Avi Issacharoff ualmindeligt svært ved at sælge deres pitch til de nationale tv-stationer i Israel. Thrillerserien ’Fauda’, der skulle skildre kampen mellem en israelsk specialenhed og palæstinensiske terrorister, blev mødt med det ene afslag efter det andet.

»Jeg forstår dem godt«, fortæller Lior Raz via en telefonforbindelse fra Israel. »To fyre, som aldrig før i deres liv havde skrevet en serie, havde idéen til en skør historie om arabere og jøder. 60 procent af dialogen er på arabisk, mens det israelske publikum taler hebraisk. Det var meget svært at få folk i branchen til at acceptere det«.

Men til sidst investerede satellitkanalen Yes i projektet, der skulle vise sig at blive en overvældende succes, også uden for de nationale grænser. Knap et år efter første sæsons israelske tv-premiere købte Netflix serien og smed penge efter sæson 2, der allerede var under udarbejdelse. Pludselig fik ’Fauda’s skabere stor international opmærksom.

»Det er helt vildt. I de seneste par år har vores liv virkelig ændret sig markant på grund af seriens succes over hele verden. Vi er blevet en del af Hollywood-industrien nu og ikke bare den israelske filmindustri«, siger den 46-årige skuespiller, der til september har en stor rolle i ’Operation Finale’ over for Oscar Isaac og Ben Kingsley.

‘Fauda’.

»Jeg synes, Netflix er det bedste, der er sket for tv. For nu kan folk lige pludselig se serier fra andre dele af verden. Jeg ser danske, spanske og tyske serier, og nu snakker en dansk journalist med mig om ’Fauda’. Det er kun på grund af Netflix«.

Den palæstinensiske synsvinkel

Så global succes har Lior Raz og Avi Issacharoff fået, at de til september kommer til Danmark, hvor de giver en talk til kreativitetskonferencen og kulturfestivalen this. i Aarhus.

Men længe før ’Fauda’ var en realitet, voksede duoen op i Jerusalem, hvor de allerede som 15-årige lærte hinanden at kende. Sidenhen gjorde de begge tjeneste i det israelske militær, og Raz tilsluttede sig det israelske forsvars Duvdevan-specialenhed, der tager sig af risikable og hemmeligholdte undercover-operationer i palæstinensiske områder.

År senere begyndte Issacharoff at dække de krigsramte og politisk splittede arabiske områder som journalist, mens Raz uddannede sig som skuespiller. Deres forskellige erfaringer er resulteret i et frugtbart samarbejde:

»Vi komplimenterer hinanden godt. Fordi vi er gode venner og har kendt hinanden i 30 år, ved vi, hvordan vi skal håndtere hinanden. Vi forstår hinanden og lytter til den andens synspunkt«, fortæller Lior Raz over telefonen.

»Vi arbejder som et hold, ikke som to adskilte mennesker. Vi har mange diskussioner, for en god diskussion gør idéerne bedre, og vi er begge glade for, at den anden stiller svære spørgsmål«.

‘Fauda’-skaberne Avi Issacharoff og Lior Raz. (Foto: Vivien Killilea/Getty Images)

Svære spørgsmål er der nok af i ’Fauda’, som beskriver en dybt betændt konflikt fra begge sider. Lior Raz ses i hovedrollen som Doron Kabilio, der efter endt tjeneste vender tilbage til den israelske specialenhed, da Hamas-terroristen Abu Ahmed, som han troede, han havde likvideret, giver lyd fra sig. Doron og holdet, der alle kan flydende arabisk, må gå undercover for at sætte terrorlederen ud af spillet.

Som fortællingens helt er Doron dog mindst lige så fejlbehæftet, som terroristerne er menneskelige. Begge sider forblændes af egne skarpskårne værdisæt og hævnmotiver, og de gensidige angreb medfører store tab.

»Vi ville gerne skrive noget om den pris, som folk betaler for at bo og agere i en krigszone – den mentale og fysiske pris, familien og vennerne. Alle betaler prisen. Det er lige meget, om du er palæstinenser eller israeler«, fortæller Lior Raz, som i fællesskab med Avi Issacharoff ville portrættere palæstinenserne på en ligeværdig måde.

»Vi ville vise den palæstinensiske synsvinkel, og hvad der foregår på Vestbredden, for folk i Israel snakker ikke særligt meget om det«, forklarer han.

»På kulturscenen ser man ikke, hvad der sker derovre, på en ægte måde. Vi ville gerne åbne et vindue for det israelske publikum, så de også kan forstå, hvad der foregår på den anden side – hvordan de lever, og hvilke negative konsekvenser vores soldaters indsats derovre har for dem«.

Kæreste død i terrorangreb

’Fauda’ er fiktion, men indeholder flere elementer fra skabernes egne liv. »Som skaber skal man bringe noget af sig selv ned på papiret«, som Lior Raz udtrykker det.

»I skriveprocessen havde vi så mange historier fra vores liv, at vi nærmest sad og brækkede dem op. I anden sæson er Dorons far for eksempel skrevet efter min egen far. Han snakker arabisk, taler og lever på samme måde og ligner ham«, forklarer Raz, der også bidrog med en mere smertefuld oplevelse fra det virkelige liv:

»Der er en historie i første sæson, hvor en kvinde, der er kæreste med en af soldaterne, dør i et terrorangreb. I mit eget liv havde jeg en kæreste, der blev stukket ned og dræbt i et terrorangreb i Jerusalem, mens jeg var i undercover-enheden. I serien reagerer han ret meget på samme måde, som jeg gjorde dengang«.

»Andre ting er fiktive, fordi vi ville lave en dramatisk historie. Jeg kender for eksempel ikke nogen undercover-soldat, som har en kærlighedsaffære med en palæstinensisk læge. Det er for fortællingens skyld«, forklarer Raz, hvis hverv som hovedrolleindehaver ikke var givet fra start:

Laëtitia Eïdo og Lior Raz i ‘Fauda’.

»Da vi skrev fortællingen, begyndte jeg at forelske mig i Doron«, siger han. »Det var ikke let at overbevise tv-broadcastere om, at jeg skulle spille hovedrollen, og jeg blev nødt til at gå til audition på rollen. Jeg kan godt forstå dem, for ingen kendte mig inden serien. Jeg var skuespiller, men slet ikke så kendt som jeg er nu. For dem var det et sats«.

Det starter med sproget

Tv-stationens satsning blev til en af de største israelske tv-succeser i nyere tid. Vigtigst af alt har ’Fauda’ skabt sig et stort publikum på begge sider af konflikten.

»Vi troede, at den israelske højrefløj ville hade os, fordi vi menneskeliggør terroristerne, og at venstrefløjen ville hade os, fordi vi viser soldater og terrorister, som gør umoralske og forfærdelige ting. Men i sidste ende skete der noget helt andet. Højrefløjen tror, at det er en højrefløjsserie, og venstrefløjen tror, at det er en venstrefløjsserie«, siger Lior Raz og griner.

»For bare en uge siden var der en artikel i The Atlantic, hvor en palæstinensisk kvinde skrev, hvorfor hun ville se ’Fauda’ under ramadanen. Jeg får e-mails fra hele verden, hvor folk fortæller, at de elsker serien, og at den får dem til at tænke og føle helt andre ting om israelere og palæstinensere. Og jeg tror, at alle, der ser serien, knytter sig til forskellige fortællinger i historien«.

Ikke alle reaktionerne har dog været positive:

»Hver gang, man laver kunst, vil der være folk, som ikke kan lide det. Vi læser en masse palæstinenseres meninger om serien. Nogle af dem er rigtigt glade, mens andre, for eksempel Hamas, ikke kan lide den«, siger Raz og uddyber:

‘Fauda’.

»Vi får kritik fra nogle grupper, men jeg tror nærmere, de kritiserer Israel gennem vores serie. Det er sjovt, for kritikere siger, at vi ikke viser besættelsen, men alle fortællingerne handler om besættelsen og foregår bag muren. ’Du ser ikke murene’, siger folk, men man ser hele tiden dronerne passere murene. En person sagde, at en kontrolpost lignede grænsen mellem Belgien og Frankrig, men vi optog det faktisk på en rigtig israelsk militærkontrolpost. Noget af det er svært at tage alvorligt«.

De mange reaktioner har i hvert fald bekræftet Raz og Issacharoff om, at serien fortæller en vigtig historie, som dog ikke nødvendigvis kommer med en tydelig løsning på konflikten.

»Det er en svær situation, og netop derfor bør vi skrive om den, snakke om den og bringe emnet frem i verdens bevidsthed« siger Raz. »Men vi kan ikke give nogen løsninger, for vi er ikke politikere. Vi laver en tv-serie. Vi kan vise, hvor hårdt det er at være i krig, og håbe, at folk, som ser serien, vil forstå det«.

Som et lille skridt på vejen har ’Fauda’ indtil videre bidraget til en positiv tendens blandt sit israelske publikum:

»Tusindvis af israelere er begyndt at lære arabisk, bare på grund af serien. Det er fantastisk, for når du kender den anden sides sprog, er det begyndelsen til dialog. Avi og jeg håber virkelig, at vi en dag får fred mellem Israel og Palæstina«.

Konferencen og kulturfestivalen this. løber af stablen 13.-14. september med Avi Isssacharoff og Lior Raz som speakere. Læs mere her.

Læs også: Overset, rasende spændende Netflix-serie har gjort det umulige

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af