KOMMENTAR. Netflix kalder deres nye populære serie ‘Beckham’ for en dokumentar.
Og den slags ’dokumentarer’ kommer der mange af i disse år. Du kender dem – serierne lavet for de store streamingtjenester, der giver afslørende indblik i de rige og berømtes ’rigtige’ liv. Alle fra Pamela Anderson til Arnold Schwarzenegger har grebet chancen og fortalt »deres historie« i en håndfuld afsnit, og der er mange flere på vej. Hurra …
Men lige siden prinsen og hans California-kone slikkede deres sår rene for Netflix’ rullende kameraer i ’dokumentar’-serien ‘Harry & Meghan’, har jeg haft et anstrengt forhold til denne trend.
Ikke fordi jeg har svært ved at acceptere den. Streamingfabrikkerne må helt selv om, hvilke content-pølser de vil kværne ud, og publikum vælger helt selv, hvad de vil indtage af tomme kalorier. Til gengæld begynder jeg at få et problem med den måde, vi behandler og omtaler disse serier på.
Berømtheder som David Beckham, Sylvester Stallone og Beyoncé bruger disse serier eller film til at sætte sig selv og deres navn helt og holdent i fokus, og de vil have os til at tro, at vi får et ærligt og ægte indblik i deres liv og historie.
Streamingtjenesterne bryster sig af »hidtil uset adgang« til deres emner og hæfter lokkende tags som »intim« og »bag scenerne« på deres titler, hvor der i virkeligheden burde stå »spin« og »scripted«.
Det er da muligt, at de er netop så ærlige, kærlige, retfærdige, charmerende, hårdtarbejdende, fejlbarlige og sårbare, som de præsenterer sig selv som, men glem aldrig, at de har 100 procent kontrol med, hvad du ser. Jeg ser ganske vist David Beckham snakke om fodbold og livet, men på intet tidspunkt mister jeg fornemmelsen af, at jeg egentlig har trykket play på en episode af ‘The Kardashians’ klædt ud som en seriøs dokumentar.
Jeg ser stadig imponerende scoringer – de fleste af dem er bare på egentlige fodboldmål.
Ræven passer hønsehuset
Og så igen … Læg mærke til, hvor hurtigt David Beckham dribler forbi de meget hårdføre og veldokumenterede historier om hans udenomsægteskabelige affærer?
Ja, sladderfaktoren er høj, når snakken falder på utroskab, men personligt formoder jeg også, at det må repræsentere en af de største personlige kriser i mandens liv. Hvis hans formål vitterligt havde været at fortælle »sin historie«, burde han da uden omsvøb prøve at forklare, hvordan en børnefamilie fanget i pressens sydende, globale søgelys formår at navigere gennem sådan en gigantisk ægteskabelig krise (umiddelbart) med skindet på næsen.
Netop her kunne han tage ejerskab og kontrol over affære-historierne, men det gør han ikke, og fred være med det.
Min pointe er, at serier som ‘Beckham’ viger uden om enhver reel kritik af hovedpersonen, med mindre denne kritik er blevet forberedt og godkendt af stjernen selv. Det handler først og fremmest om opretholdelse af brandværdi.
Det er ikke, fordi alle dokumentarer skal være nøgterne, sandhedssøgende ransagelser, men glem ikke, at når Beckham-serien spoler forbi affærerne, så er det, fordi ræven passer hønsehuset. Kigger du efter i rulleteksterne, vil du opdage, at ‘Beckham’ er produceret af Studio 99, David Beckhams helt eget produktionsselskab, der også producerer indhold til David Beckhams profiler på sociale medier med et samlet publikum på 150 millioner mennesker.
Stram op!
Netop derfor er jeg ved at være træt af at høre serier som ‘Beckham’ omtalt som »dokumentarer« både af publikum, medier og kritikere. Det er ikke dokumentarisme. Det er glorificeret content fra en selvpromoverende influencer. Et pr-bureaus våde drøm realiseret ved hjælp af høj produktionsværdi og en villig distributør.
Netflix stiller velvilligt op, for der er nærmest garanti for seere og opmærksomhed i tilgangen, selvom de dermed langsomt udvander sig selv til YouTube for überkendisser.
Streamingtjenesterne har sjældent kvaler med at kyle journalistisk moral og etik ud ad vinduet i deres formidling af ægte tragiske menneskeskæbner, når diverse true crime-produktioner gør mord til underholdning, så hvorfor skulle de have det, når Pamela, Arnie, Sly og alle de andre banker på og gerne vil bruge dem som deres personlige YouTube-kanal?
Det er da heller ikke deres opgave at være på vagt. Siden de sunde grænser mellem produktion og distribution blev opløst med streamingtjenesternes fremkomst, har det været vores egen opgave, og det virker til, at vi skal stramme lidt op.
Lad nu ikke hjernecellerne døse helt hen, når den næste V.I.P. får lokket dig til at æde endnu en omgang poleret persondyrkelse. Se det! Nyd det! Men glem ikke: Det er velsmurt kendispropaganda forklædt som dokumentar.