Streaming: Musical-mockumentaryen man ikke vidste, man manglede
Hvis du spørger mig, er den filmiske audition-montage et alt for underkendt kunstgreb. Hvis man til gengæld skal tro populariteten af alt fra ‘High School Musical’ til den ‘Total Eclipse of the Heart’-sekvens fra børnefilmen ‘Diary of A Wimpy Kid’, der for nylig blev et viralt meme på TikTok, er jeg ikke ene om at synes det.
Der er masser af halvdårlige film med fantastiske audition-sekvenser, men ‘Theater Camp’ bryder forbandelsen. En sjældent god indiekomedie om en musicalcamp for børn, ledet af nogle dybt excentriske voksne, der tager fantastisk pis på excentriske performance-nørder i alle aldre. Disney Channel-klassikeren ‘Camp Rock’, men frivilligt komisk.
I instruktørstolen og en af hovedrollerne finder man ‘The Bear’-skuepiller Molly Gordon, der får selskab af seriekollegaen Ayo Edebiri, Ben Platt (‘Pitch Perfect’) og virkelig mange, virkelig dygtige børn.
Filmen er lavet som en mockumentary, der har sat sig for at følge de to aldrende ildsjæle Rita og Joan, der leder teaterlejren. Men da Joan ender i koma, må hendes åndssvage finance-influencer-søn Troy træde til for at redde den fra at gå fallit.
Imens planlægger foretagendets to unge stjerneinstruktører en æresforestilling om den komaramte Joan med børn i samtlige roller, hvilket er præcist lige så højspændt latterligt, som det lyder. Du har ikke levet, før du har set poder klædt i diskotøj bruge en hvid fjerboa til en dans om cokesnifning. /mjk
‘Theater Camp’ kan ses på Disney+.
Biograf: Bradley Coopers musik, kærlighed og næse
Protesenæsen har været lidt i vejen for promoveringen af Bradley Coopers anden film som instruktør efter gennembruddet ’A Star Is Born’.
Men det bør ikke forhindre nogen i at opleve hans nye både storladne og intime film om mesterkomponisten og -dirigenten Leonard Bernstein og hans ægtefælle Felicia, med hvem han indgik i et kompliceret forhold med.
Der er knald på strygerne i de virtuose musikopførsler, mens der er ro og nærvær i den fintfølende kærlighedshistorie over årtier, der trækker filmen i en mindre klassisk biopicy retning, end man kunne have frygtet. Og Bradley Cooper – falsk næse eller ej – og især Carey Mulligan i hovedrollerne overbeviser hele vejen til Oscar-nomineringer.
’Maestro’ kan ses i biografen og lander på Netflix 20. december.
Streaming: Obamas stjernespækkede dommedagfilm
I december for to år siden blev Adam McKays dommedagskomedie ‘Don’t Look Up’ et gigantisk hit på Netflix.
Nu er det endnu engang blevet tid til jordens undergang på streamingtjenesten med ‘Leave the World Behind’, hvor Julia Roberts, Ethan Hawke, Mahershala Ali og det unge ‘Industry’-talent My’hala Herold bliver roomates på ufrivillig vis, da et cyberangreb skaber komplet kaos.
Filmen har Barack og Michelle Obamas produktionsselskab Higher Ground Productions i ryggen og ‘Mr. Robot’-skaber Sam Esmail i instruktørstolen. Og dets scenarier er ganske urovækkende ikke nødvendigvis specielt urealistiske ifølge den tidligere amerikanske præsident. Glædelig jul!
De internationale medier har især fattet interesse for Julia Roberts præstation, som Rolling Stone kalder »Apocalypse-Karen« i fuld »may-I-speak-to-the-manager mode«. Hvilket uanset filmens generelle kvalitet virker som noget, man bør opleve.
‘Leave the World Behind’ kan ses på Netflix.
Set det hele? Tjek vores weekend-anbefalinger fra sidste uge.