‘Wall of Eyes’: Der er ingen slinger i valsen, uanset hvilken taktart The Smile spiller
Jeg skal med det samme slå fast, at jeg ikke er den store Radiohead-fan. Jeg har selvfølgelig hørt alle pladerne, og jeg synes bestemt ikke, det er et dårligt band. Men det er ikke et band, jeg for alvor har dyrket. Jeg ved, det hører til på øverste hylde, men det er ikke mit yndlingsband.
Der er ikke en tid i mit liv, jeg kan se tilbage på som min Radiohead-æra, og derfor er jeg måske bedre stillet til at anmelde sideprojektet The Smiles andet album, ‘Wall of Eyes’, end så mange andre? Måske værre?
Lad os komme til sagen.
Der er ingen knas i Thom Yorkes efterhånden 55-årige stemme. Tom Skinner, trommeslager i nu hedengange Sons of Kemet, en enormt londonsk jazzgruppe anført af den moderne saxofon-legende Shabaka Hutchings, spiller perlende dugfriskt og let over de tunge synths og skurrende guitarer, og Jonny Greenwoods visionære guitar-idéer har fundet sit leje mellem det klokkeklingende og det mørkt vibrerende.
Strygerarrangementerne på pladen vidner om, at Jonny Greenwood har skrevet scores til mange film efterhånden, blandt andet til Paul Thomas Andersons mesterværk ‘The Master’ fra 2012, hvor Skinner også medvirker.
Disse strygerarrangementer, som er ført ud i livet af London Contemporary Orchestra, er helt i top og fuldender de komplekse sangstrukturer, selv når de sovser dem til. Lyt blot med halvvejs igennem ‘Bending Hectic’, hvor det skrøbelige udgangspunkt bliver knækket over på midten af en vanvittig syndflod af strygere, der er Penderecki værdig, og som lader det flyde med stadionrock på pladens nok mest larmende passage.
Det er corny og for meget. Men smukt er det altså. Det kan vi ikke komme udenom.
The Smile spiller, måske ikke overraskende, ikke verdens lettest tilgængelige form for musik, men de semi-udfordrende taktarter og guitarfigurer luller med stor rutine lytteren ind i en tryghedsdøs. På titelnummeret, der går i 5/4, gør Thom Yorke os endda den tjeneste at tælle taktarten for at holde os fast fra start af. For at det ikke skal være løgn har Paul Thomas Anderson instrueret musikvideoen til nummeret.
Man skal have tålmodighed nok til at lade numrene udfolde sig. For det resulterer næsten hver gang i en musikalsk godbid. Som i anden halvdel af den jangly ‘Under Our Pillows’, hvor bandet pludselig bryder ud i atmosfærisk krautrock, inden nummeret opløses af synthesizere og strygere.
Den efterfølgende stilhed bliver erstattet af et utroligt velklingende parløb mellem bas og vokal på det musikalsk opløftende og lyrisk nedslående centerpiece ‘Friend of a Friend’. Det er det eneste af pladens numre, der er kortere end fem minutter. Det er vel samtidig det eneste nummer, man for alvor kan beskylde for at lyde som noget andet end The Smile eller, ja, Radiohead.
I stedet er der et klart lag af især The Beatles over Skinners hullede ‘Let It Be’-agtige trommespil, de ‘A Day In the Life’-melodiske kadencer i Yorkes sangmelodier og det ‘Golden Slumbers’-gyldne klaverspil. Det lyder lidt som verdens bedste nummer. Dermed ikke sagt, at det er mit yndlingsnummer, men så afgjort det bedste. Jeg ved ikke, hvordan jeg ellers skal forklare det. Bær over med mig.
Vi kan være glade for, at der findes et band som The Smile, der kan udfordre niveauet blandt indierockbands i det grånende segment. For der er absolut ingen slinger i valsen, uanset hvilken taktart de spiller.
Kort sagt:
The Smile formår endnu en gang at udfordre og forkæle lytteren på deres andet studiealbum, der cementerer deres plads på toppen af den modne eksperimenterede rocks tinder.