Siden Justin Timberlake gjorde comeback med singlen ‘Selfish’, har Britney Spears-fans drillet ham ved at få en 13 gammel Spears-sang, der også hedder ‘Selfish’, til at toppe den amerikanske iTunes-hitliste.
Fanaktionen mod Timberlake skyldes efter alt at dømme, at Britney Spears’ selvbiografi ‘Min egen stemme’ sidste år kom med nogle temmelig usympatiske afsløringer om Timberlake, fra da de to popstjerner dannede par i 00’erne.
Timberlake fik hende blandt andet overtalt til at få foretaget en abort, mens de var sammen. Desuden blev hun »knust« over Timberlakes ‘Cry Me a River’-single, som udkom efter parrets brud. I øvrigt skulle han have været hende utro flere gange.
Spears virker dog ikke til at bære lige så meget nag som sine dedikerede fans.
»Hvis jeg har såret nogen af de mennesker, jeg oprigtigt holder af, undskylder jeg dybt«, skriver Britney Spears i et nyt Instagram-opslag ifølge Page Six. Herefter retter hun opmærksomheden mod Justin Timberlake.
»Jeg ville også gerne sige, at jeg elsker Justin Timberlakes ny sang, ‘Selfish’. Den er så god«, skriver Spears, hvorefter hun refererer til Timberlakes seneste sketch-indslag med Jimmy Fallon. »Og hvordan kan det være, at hver gang jeg ser Justin og Jimmy sammen, griner jeg så meget?«.
»P.S., ‘Sanctified’ er også ‘wow’«, skriver Britney Spears til slut om den anden nye sang, Justin Timberlake spillede som musikalsk gæst i den forgangne weekends udgave af ‘Saturday Night Live’.
Dén optræden kan du se i videoen herunder.