Sammen med Oasis har Noel Gallagher prøvet det meste, men efter bruddet med brormand Liam og bandet er han nu solodebuterende. Og de store stadioner er byttet ud med mere beskedne spillesteder.
»Det var ham, der startede det!«
Så urklassisk og en anelse komisk – hans 44 år taget i betragtning – starter Noel Gallagher, når man spørger ind til den evindelige konflikt med lillebror Liam. En konflikt der har fyldt alt for meget i karrieren for de to famøse Manchester-brødre. Siden Liam symbolsk smadrede Noels guitar før en koncert i Paris for to år siden, og Oasis endegyldigt kollapsede, har tonen mellem de to været hårdere end nogensinde før. Da Noel på et pressemøde i starten af juli fortalte om sit længeventede soloalbum, reagerede Liam eksempelvis med det modne tweet: »SHITBAG«. Og med Noels album på vej er den nyeste front i krigen, hvem af de to der får mest succes: Noel Gallagher’’s High Flying Birds eller Liam og Beady Eye.
»Det synes jeg er virkelig irriterende, og det skyldes jo udelukkende, at han de sidste par år har kæftet op om, hvor meget bedre Beady Eye er end noget, jeg har rørt ved. Men det er der ingen grund til at tude over, jeg kan ikke ændre det. Det er helt sikkert, at der er ingen af de andre i bandet, der har interesse i den ordkrig, han fører«.
Anmeldernes dom har Noel tilsyneladende også kun skuldetræk over for, og han mener, at de har mistet deres relevans.
»Med internettet er alle blevet kritikere, så hvad betyder det, om jeg udgiver en plade, og Mojo siger, den er fed, Q at den er dårlig, og NME at den er ok?«, siger Noel, der heller ikke mener, at radio-airplay har noget at sige længere. Hans fokus er – fornuftigt nok kan man sige – på at tilfredsstille de meget loyale fans frem for de smagsdommere, der alligevel alle mener, at han toppede cirka et sted mellem 1994 og 1996.
De loyale fans er typisk fra den engelske arbejderklasse, som brødrene Gallagher selv er skabt af, og som Noel bliver ved med at identificere sig med, uanset hvor paradoksalt det kan virke med tanke på hans bankkonto.
Intet at bevise
Det er interessant, at Noel Gallagher hele tiden veksler mellem sin sædvanlige, cocky selvtillid og så en vis usikkerhed omkring, hvordan karrieren som soloartist egentligt kommer til at forløbe. Rollen som lead-guitarist på stadionscenerne har han brugt små 20 år på at udvikle til perfektion, men dagligdagen er en anden nu.
»I studiet var det en befrielse at have fuld kontrol, men på scenen kommer jeg i den grad til at savne resten af bandet«, forklarer Noel, der gentager, at han ikke er nogen frontfigur og egentlig ikke aner, hvordan det kommer til at gå på den kommende efterårsturné. En turné hvor han åbenlyst ærgrer sig ved udsigten til at skulle spille mere intime koncerter.
»Jeg ville langt hellere spille på Wembley end fucking Hammersmith Odeon, men sådan er det. Der er bare intet fedt ved små spillesteder«.
Som altid med Oasis er det historien, der gentager sig, for også midt i 90’erne førte et drabeligt skænderi til, at Noel pludselig fandt sig selv alene på scenen til en række koncerter på en USA-turné og sågar til en MTV Unplugged-koncert. Han gennemførte, men i dag husker han det som en forfærdelig oplevelse, som bestemt ikke gav ham blod på tanden til en solokarriere. Det er i det hele taget svært at indkredse, hvad der egentlig driver Noel Gallagher til at forsøge sig med solokarrieren.
»Jeg gør ikke det her for at bevise, at jeg er en dygtig sangskriver, eller at jeg kan klare mig uden resten af bandet. Jeg gør det, fordi jeg stadig kan lide at skrive sange og ikke har noget bedre at give mig til. Hvis jeg havde, gjorde jeg det, tro mig!«, fortæller Gallagher, der også understreger, at han – kontroverser og mediestorm til trods – aldrig har mistet glæden ved at lave musik. Sammenligninger med 90’ernes triumfer rører ham ikke.
»Jeg sidder jo ikke og lytter til ‘Definitely Maybe’, inden jeg skriver en sang – hvis jeg gjorde, ville det være en byrde at skulle leve op til det«.
Der er blevet sagt for meget
Er den 44-årige sangskriver ikke indbegrebet af en selvsikker frontfigur, så fejler selvtilliden absolut intet, når det kommer til solopladens musikalske kvaliteter. Lyden er, som på singlen ‘The Death of You and Me’, klassisk moden guitar-Noel som på Oasis-pladerne fra efter årtusindeskiftet med en enkelt interessant undtagelse i form af det piano-drevne Madchester-anthem ‘AKA What a Life’. Et interessant throwback til de glade dage, hvor 80’erne blev til 90’erne, og Englands ‘Second Summer of Love’ buldrede derudaf med ecstacy, grydehår og psykedelisk vanvid. Noel var dengang roadie for Manchester-bandet Inspiral Carpets.
»Personligt er jeg da nostalgisk omkring de dage, fordi jeg var midt i det hele, og det var en fantastisk tid at være ung, men musikalsk siger det mig ikke så meget i dag. Jeg kan godt lide både The Stone Roses og Happy Mondays, men det får mig ikke ligefrem til at tage baggy bukser på og hoppe rundt i køkkenet med maracas«, understreger han med reference til Happy Mondays’ legendariske danser Bez.
Noel Gallagher er da også et helt andet sted i livet end dengang, da han som en 21-årig hooligan-inkarnation af John Lennon pludselig gav arbejderklassens ungdom noget at tro på, og med kokain og penge på lommen – på hvad der virkede som et splitsekund – pludselig var den rockstjerne, han havde fantaseret om at blive.
Nu er han far til to, tilfreds Manchester City-fan og ikke mindst en medie- og selvbevidst citatmaskine, der altid trækker overskrifter med sine oneliners om alt, hvad der rører sig i det britiske kongerige. Eksempelvis den lettere forudsigelige affejning af næsten al ny britisk musik.
»Jeg kan ikke lide det. Det meste er form over indhold. Kasabian, Arctic Monkeys, Paul Wellers nye, og ja, vel også Beady Eye, er det eneste, jeg kan lide«.
De fleste overskrifter handler naturligvis primært om Liams gøren og laden. Også under vores snak svarer han beredvilligt men uden varme i stemmen på spørgsmål om deres indbyrdes forhold og forklarer, at han ikke kan forestille sig, hverken at Oasis nogensinde bliver gendannet, eller at de finder sammen på et mere personligt plan.
»Det sker ikke, der er simpelthen blevet sagt for meget«.
Fremtiden står altså på solokarriere for den fodbold- og Beatles-forgudende ‘manc’, der trods lidt turnénerver er positiv.
»Der har været perioder, hvor det har været langt værre at være Noel Gallagher. Tro mig!«