‘Everything I Thought I Was’: Justin Timberlake lyder mere ligegyldig end nogensinde
»I’m just a man, I’m gonna mess up again«.
Denne linje fra det afsluttende nummer, ’Conditions’, siger alt om teksterne på Justin Timberlakes stort anlagte comeback-album.
For på trods af at have proklameret, at han har taget sig tid til at reflektere over sit liv, synes Timberlake ikke at være kommet frem til den samme konklusion som omverdenen.
Efter #MeToo-bølgen har medier og fans kastet nye øjne på popstjernen fra Memphis, Tennessee og hans ageren særligt i 00’erne. Her står både Timberlakes (tavse) håndtering af Janet Jacksons nipplegate-skandale og hans rolle i forholdet til Britney Spears som symboler på en giftig og misogyn tid i underholdningsbranchen.
Timberlake har siden undskyldt til Jackson og Spears – i sidste måned sagde han omvendt, at han vil »undskylde til ingen som fucking helst«. På ’Everything I Thought I Was’ er han gået med sidstnævnte tilgang.
»If I lose myself and I go missing / Make a couple hundred bad decisions / Do some shit I know won’t be forgiven / Could you love me under those conditions?«, synger Timberlake i omkvædet på førnævnte albumlukker – rettet mod en romantisk relation samt alverdens lyttere.
Det fremstår næsten lige så tonedøvt, som hvis han havde undskyldt med »boys will be boys«.
Ud over ’Conditions’ ignorerer ’Everything I Thought I Was’ stort set elefanten i rummet. Langt de fleste sange handler om det sædvanlige: kærlighed og sex.
Timberlake har ganske vist aldrig været en stor lyriker, men på sit sjette album lyder hans kærlighedsmetaforer mere ligegyldige og uinspirerede end nogensinde. På ’What Lovers Do’ er han løbet tør for ting at sammenligne kærlighed med. I stedet synger han i omkvædet: »Let’s do what lovers do«.
Timberlake præsenterer sine sangtekster i en oftest festlig indpakning, der, forståeligt nok, bevæger sig væk fra det forvirrende americana-hiphop-udtryk på det seks år gamle ’Man of the Woods’.
Det nye album lyder mere som en blanding af ’The 20/20 Experience’ fra 2013 og 2016-kæmpehittet ’Can’t Stop the Feeling’ – med en overvægt af groovy bas og discorytmer.
Nogle få steder fungerer Timberlakes enkle popskæringer. Fireboy DML-gæstede ’Liar’ er et fint take på afrobeat-genren med en medrivende trommerytme, man ikke kan lade være med at rokke til. Og ’Flame’ mikser et catchy stemmesample med et storladent, strygerbåret omkvæd, der klinger lidt af ’Mirrors’.
Alt for mange af de nye sange – herunder ’Fuckin up the Disco’, ’No Angels’, ’Drown’, ’Technicolor’, ’Infinity Sex’, ’Favorite Drug’ og *NSYNC-genforeningen ’Paradise’ – lyder dog bare som metervarepop, der mimer fordum tids storhed.
Netop fortidens hits vil formentlig fylde godt på sætlisten, når Justin Timberlake senere i år drager på en stort anlagt verdensturné med to danske koncerter. Det håber jeg i hvert fald for de fremmødte fans.
For skulle man fjerne alt det ligegyldige fyld fra 18 numre lange ’Everything I Thought I Was’, ville man til sidst kun stå tilbage med en ep.
Kort sagt:
Efter seks års albumpause er Justin Timberlake tilbage med en samling uoriginale popsange – med stedvis direkte tonedøve tekster.