‘Rød himmel’: Mesterinstruktørs anti-feriefilm er en født nyklassiker
Sjældent har jeg identificeret mig så meget med så drønirriterende en karakter, som jeg gjorde, da jeg så Christian Petzolds fremragende Berlin-vinder ’Rød himmel’.
Thomas Schubert er eminent i rollen som den snobbede forfatter Leon, der tager med sin fotograf-ven Felix i sommerhus ved den nordtyske kyst for at færdiggøre sin anden roman med den latterlige titel ’Club-Sandwich’ – indbegrebet af den svære toer.
Han prøver så indædt på at udleve myten om den lidende kunstner, at han fuldkommen afskærmer sig fra sine omgivelser. Han er typen, der tager på stranden fuldt påklædt, som afbryder middagsselskaber for at kritisere sine venner og har hovedet så langt oppe i sig selv, at han ikke ser dagslys.
Det er ikke overraskende, at Leon bliver stærkt utilpas, da han finder ud af, at Nadja (altid seværdige Paula Beer) også har til huse i det lille sommerhus, hvor hendes natlige aktiviteter med en lokal elsker holder ham vågen. Leon er dog typen, der hellere vil lade sig opsluge af indestængt vrede end at konfrontere hende. Man skal ikke have mødt mange introverte cinefile, før man kan genkende en ting eller to.
Frustrationerne hober sig op, og Leon er hurtig til at isolere sig fra selskabet i opposition mod den dasende feriestemning. Han bruger sin tid på at betragte sine omgivelser fra afstand, men han er så optaget af sig selv, at han aldrig for alvor ser dem.
Det er komisk guld, da Leon erfarer, at vennen Felix faktisk er til mænd, eller da han fåret finder ud af, at Nadja ikke bare er en lokal issælger, men faktisk har en ph.d. i litteraturvidenskab, efter at have sået tvivl om hendes kritiske kompetencer.
En central tematik i filmen er skellet mellem kunstnerisk og manuelt arbejde – hvad er egentlig meningsfuldt? Filmen tilbyder i den tråd et nostalgisk tilbageblik på simplere, førindustrialiserede tider og stiller subtilt spørgsmålstegn ved måden, vi organiserer vores individualiserede liv.
Den tyske mesterinstruktør Christian Petzold har med film som ’Phoenix’, ’Barbara’ og ’Transit’ optrevlet Tysklands dunkle fortid med et virtuost filmsprog, hvor fortid og nutid flyder sammen, og hvor man altid mærker instruktørens umiskendelige kærlighed til filmhistorien gennem de formfuldendte referencer.
Denne gang er det Eric Rohmérs brillante ferie-situationskomedier, der er det tydelige forbillede, men Petzold har samtidig lavet en film, som helt og holdent er af nutiden, selvom filmens referenceramme går helt tilbage til Pompeji.
Leons selvcentrerede narcissisme er ikke bare et generationsportræt. Det udvikler sig gennem filmen til et syleskarpt øjebliksbillede på menneskets isolerede forhold til verden. Selv omsluttet af mystiske, klimaskabte skovbrande, der cirkler i periferien af fortællingen, kan Leon dårligt få snuden væk fra sit manuskript.
Alligevel siger det meget om Petzold som en af europæisk films største romantikere, at han elsker sin hovedkarakter nok til at tilgive ham alle hans åbenlyse fejl og tilbyde ham en udvej fra sit selvskabte eksil.
’Rød himmel’ er en film, der bogstavelig talt bruser over af kærlighed. Kærlighed til filmhistorien, kærlighed til mennesket, kærlighed til jorden, kærlighed til livet – fortalt med en dragende, mytisk elegance.
Kort sagt:
Den tyske mesterinstruktør Christian Petzold har lavet endnu en nyklassiker – en elegant kærlighedserklæring til filmmediet, til naturen, til mennesket og alt indimellem.