KOMMENTAR. Da jeg var på vogntur i gymnasiet, havde vi printet billeder af trollface, som vi hængte på vognen. Jeg ved godt, hvad du tænker, »ej hvor cringe«, men det var en anden tid!
Engang var memes noget med katte, der taler dårligt engelsk, og grimme rage comics om, at dine lærere er nedern og den slags.
Men efterhånden som tiden er gået, og memes har udviklet sig, har de også fået et andet aspekt. Memes revser nu politikere, institutioner og andre magthavere – ved hjælp af satire, selvsagt.
Det gælder ikke mindst på memestagram, som er det ikke særligt gådefulde navn for økosystemet af store og små danske memesider på Instagram.
Her kan man eksempelvis finde reels om den vitterligt farceagtige sag om minkfarmerne, hvor det kom frem i sidste uge, at dem, der skal afgøre, hvor meget erstatning minkfarmerne skal have, er minkfarmerne selv. Sindssyg deal.
For nyligt har statsminister Mette Frederiksen også fået ørerne i mememaskinen for at brokke sig over, at hun blev overdøvet af demonstranter under sin tale på Kvindernes internationale kampdag 8. marts. Det må være hårdt for hende, at hun må nøjes med at kunne udtale sig i samtlige medier i landet eller via sin egen Instagram-profil med 381.000 følgere.
Her er det kraenkelseskulturellememes, der i øvrigt beskriver sig selv som »et feministisk ekkokammer«.
Det er imidlertid ikke alle, der synes, at memeriet er sjovt.
Nogle har kritiseret memesiderne for deres satire, fordi de er anonyme. Argumentet er, at det er for let og risikofrit at kritisere uden at stå frem med sin identitet.
Men forskellen er, at politikere og offentlige personer får løn for at deltage i den offentlige debat og udøve magt. Det er deres arbejde. Almindelige menneskers deltagelse i demokratiet består mestendels i at stemme hvert fjerde år – og det gør de i øvrigt anonymt.
Den kritiske satire, for eksempel i form af memes, er en folkelig måde at påpege hykleri, magtmisbrug og dobbeltmoral.
Når Lars Løkke snyder med bilagene, Mette Frederiksen blokerer sine kritikere på sine egne profiler eller diverse mandlige politikere ikke kan holde pikken i bukserne, så er det et sundhedstegn, at det mødes af (grov) satire – også fra anonyme borgere. Det er en lillebitte, underholdende måde at vise sine holdninger på.
Hvis man sammenligner en memeprofil med eksempelvis 10.000 følgere på instagram med en folketingspolitiker, så er forskellen på den magt, de to besidder, astronomisk. Derfor vil jeg argumentere for, at det egentlig er meget fair, at Vanvittige Memes eller en tilfældig navngiven person begge har lov at sige deres mening – og lave sjov.
I hvert fald så længe de sparker opad.
To af hinanden uafhængige café latte-regler
Det har ikke skortet på eksempler de seneste år, og det er ikke kun politikerne, det går ud over.
Cand.Merc.Memes laver efter eget udsagn memes til »LinkedIn Premium-segmentet«, men jeg synes også de er sjove, og jeg er næsten aldrig på LinkedIn (medmindre jeg er arbejdsløs).
For et par uger siden postede profilen et opslag, som påpegede nogle slående ligheder mellem Gyldendals nyudgivne aktionær-selvhjælpsbog ‘Caffe latte-reglen’ og den amerikanske ‘The Latte Factor’ fra 2019. For den uindviede ligner det to bøger om, hvordan man bliver rig.
Ikke mindst ligner forsiderne i høj grad hinanden.
Opslaget har sågar en kommentar fra den amerikanske forfatter, som skriver »WOW« og finder det »dybt chokerende« og ikke køber, at der ikke er tale om plagiat.
Gyldendal tog beskyldningen dårligt – mildest talt – og udtalte til Berlingske, at der var tale om »karaktermord«.
En rigtig interessant ting, der kom frem i den anledning, var, at Gyldendal kritiserede Cand.Merc.Memes for at være en »anonym social medieprofil uden presseetisk ansvar«.
Det er første gang, jeg har hørt nogen problematisere, at memeprofiler ikke er tilmeldt Pressenævnet. Det kan godt være Gyldendal får lidt svært ved at oparbejde en folkestemning, som kan tvinge Fantastiske Forældre til at melde sig til nævnet for ansvarlig presse.
Man kan lige se det for sig: »Memekontoen Anders Hemmingsen påbydes af pressenævnet at lægge et opslag op, hvor de vedkender sig ikke at have søgt genmæle fra Mette Frederiksen for beskyldninger om, at Statsministeren spiser makrelmadder til hvert eneste måltid.«
Apropos højtstående politikere. Eller, i hvert fald politikere.
Politikere der burde beholde bukserne på I
Da det kom frem, at daværende medlem af folketinget for Moderaterne (nu løsgænger), Mike Fonseca, havde en kæreste på 15, gik det ikke ubemærket hen. Mildest talt.
Den noget specielle relation faldt ikke i god jord hos hverken Moderaternes ledelse, som prompte smed Mike Fonseca på porten, eller på Memestagram, hvor et væld af memes med det samme dukkede op.
Generelt er sager af den karakter (jeg ved ikke, om man skal kalde dem penible, uheldige eller måske bare rigtig, rigtig dårlige), ikke særligt populære, hverken i den brede befolkning eller hos memesmedene. Tidligere udenrigsminister for Socialdemokraterne, Jeppe Kofod, hørte også en del for den såkaldte DSU-sag, hvor han havde sex med en 15-årig.
Visse lighedstræk mellem de to sager gik heller ikke folk over hovedet.
Hvis noget først er kommet frem, er det i øvrigt rigtig svært at slippe for at høre om det på det satiriske internet.
Politikere der burde beholde bukserne på II
Folketingsmedlem, dengang for Nye Borgerlige, Lars Boje Mathiesen lavede en interessant sammenligning af menstruation og, om forladelse, lort under en debat om gratis adgang til menstruationsprodukter i Folketinget i 2021.
»Skal der også være underbukser på offentlige toiletter? Hvis jeg går en tur og spontant skider i mine bukser?«
Der var en del, som ikke helt købte den sammenligning.
Fantastiske Forældre, der ellers mest deler memes, der gør grin af folk, hvis identitet det er at gå på festival eller drikke rigtig meget pepsi max, fandt en anledning til at genoptage joken, da Mathiesen blev smidt ud af Nye Borgerlige efter en konflikt om løn og kampagnemidler:
Det er praktisk talt umuligt at skrive Lars Boje Mathiesen på memestagram uden at nogen nævner at skide spontant i bukserne. Nådesløst.
Ytringsfriheden inkluderer også retten til at gøre nar. Og det er jo sigende, når de magtfulde ikke kan holde til det.
Så når Mette Frederiksen blokerer en memekonto, hun ikke bryder sig om eller Gyldendal bliver sure over relativt legitime spørgsmål om, hvorvidt man nu alligevel kan tillade sig at have en overraskende ens titel og forside med en anden bog, så må det siges at være en sejr for demokratiet, som både irriterer og går i rette med samfundets spidser.
Tak til mememagerne for det.
Fortsæt endelig med at være både sjove og nådesløse.