Lower – mudret aggression mistede pusten

Lower har på kort tid skabt fokus på den i forvejen anerkendte københavnske undergrund med musik, som fremstår aggressiv og rå, men er fundamenteret på dybere budskaber end den gængse fuck-systemet punkrock. På Pavilion Junior demonstrerede bandet, hvor kompromisløst og modigt det er. Faktisk så kompromisløst, at publikum flere gange ikke kunne følge med.

Forsanger Adrian Toubro var fra start overlegen. Kombinationen af et hooligan-look, krampeagtige, næsten spastiske bevægelser, og en brølende, galskabspåvirket vokal virkede hypnotiserende. At resten af bandet nærmest stod som stenstøtter øgede bare fikseringen på den dominerende frontfigur.

Læs anmeldelse: Lower ‘Walk on Heads’

De dybere buskaber forsvandt i guitarstøj og trommetæsk, og måske kunne bandet derfor ikke holde festivalgængernes opmærksomhed under hele koncerten. For Lowers musik er ikke enormt lyttervenlig, og derfor er det sværere at vinde og bibeholde publikums fokus.

De forvrængede riffs, de nådesløse trommer og den blytunge bas steg i voldsomhed, mens Lower leverede det ene hårdtpumpede nummer efter det andet. Desværre var det svært at finde holdepunkter, da lyden ofte fremstod mudret. Melodierne smeltede sammen, og vokalen blev næsten umulig at skelne fra støjen, så bandet mistede den gennemtænkte side af deres musikalske repertoire.

Læs også: Roskilde-anbefalinger: Punk, kaos og energi

Heldigvis rev koncertens afslutning publikum ud af deres hypnose. Med det nye nummer ’Burning Hand’ og gæsteoptræden fra Cæcilie Trier på cello og Iceages Johan Surrballe genvandt gruppen energien og en moshpit kunne sågar opstå foran scenen. Lige indtil den blev stoppet af vagterne, selvfølgelig.