Timothée Chalamet beviste allerede med sidste års ’Wonka’, at han er en ganske habil sanger.
Derfor giver det måske også mening, at det er hans egen sangstemme, publikum kan glæde sig til at høre, når han indtræder i rollen som Bob Dylan i den kommende biopic ’A Complete Unknown’.
På X har Indiewire lagt et klip op af Chalamet og medskuespiller Monica Barbaro, der synger og spiller sig igennem Bob Dylan-klassikeren ’Girl from the North Country’. Barbaro spiller rollen som Joan Baez, en af Dylans tidlige kærlighedsinteresser og samarbejdspartnere.
Filmen, der instrueres af James Mangold, kommer til at følge en 19-årig Dylans rejse fra omstrejfende singer-songwriter i New York til verdensberømt rocksensation på blot få år.
Det er ikke noget nyt greb, at Mangold får sine hovedroller til selv at synge. Det gjorde Joaquin Phoenix også i rollen som Johnny Cash i instruktørens film ’Walk The Line’ fra 2005.
’A Complete Unknown’ har foreløbigt ingen premieredato, men forventes at få premiere i løbet af 2025.