BOGUDDRAG. Den 24. november 2019 modtog Taylor Swift den prestigefyldte pris ‘Artist of the Decade’ ved American Music Awards. Prisen hyldede hendes arbejde og enorme indvirkning på amerikansk musik gennem et årti, og som en del af prisoverrækkelsen optrådte hun med et medley af sange fra hele sin karriere.
I de første 30 sekunder af sin performance var hun iklædt en helt særlig hvid skjorte med titlerne på hendes seks første album: ‘Taylor Swift’, ‘Fearless’, ‘Speak Now’, ‘Red’, ‘1989’ og ‘Reputation’.
Skjorten var mere end bare et spørgsmål om styling – den var et statement rettet mod Taylor Swifts tidligere pladeselskab, Big Machine Records, mod manageren Scooter Braun og resten af musikindustrien.
Forud for AMA-showet havde forretningsmanden og artist-manageren Scooter Braun nemlig opkøbt Big Machine Records og derved også købt sig til ejerskabet af Taylor Swifts masters – de oprindelige indspilninger af hendes første seks album. Det opkøb blev startskuddet til en lang og betydningsfuld konflikt, der ultimativt resulterede i, at Taylor Swift i 2020 begyndte at genindspille de selvsamme seks album.
I musikbranchen findes der to typer rettigheder: Publishing-rettigheder, som er rettighederne til en sangs komposition, dvs. til tekst, melodi og akkorder. Master-rettigheder, som altså er rettighederne til den oprindelige indspilning af en sang.
Taylor Swifts kontrakt med Big Machine indebar, at pladeselskabet ejede rettighederne til hendes masters. Det er ganske normalt, at det pladeselskab, der udgiver musikken, ejer masterrettighederne. Det gør de, fordi de oftest finansierer udgivelsen og er dem, der arbejder på at markedsføre og distribuere musikken. Men det indebærer blandt andet også, at de bestemmer, hvad indspilningerne må bruges til, ligesom en stor del af indtægterne går til dem. Taylor Swift var interesseret i at købe sine masterrettigheder tilbage, så hun kunne have fuld kontrol over sine egne sange – og ikke mindst modtage den fulde indtjening selv.
Men i 2019 opkøbte businessmogulen Scooter Braun altså Big Machine og overtog dermed rettighederne til Swifts masters. Om salget skrev Taylor Swift den 30. juni på sin Tumblr-profil:
»I årevis tiggede og bad jeg om en chance for at eje mine værker. I stedet for fik jeg muligheden for at signe med Big Machine Records igen og »tjene« et album tilbage hvert nyt album, jeg udgav. Jeg afslog, fordi jeg vidste, at så snart jeg skrev under, ville Scott Borchetta (daværende direktør for Big Machine) sælge pladeselskabet og dermed sælge mig og min fremtid. Jeg var nødt til at træffe et utroligt svært valg om at efterlade min fortid«.
Taylor Swift, Tumblr, 30. juni 2019
Hendes udtalelse gjorde det klart for omverdenen, at salget havde knust hende. Ikke nok med at det var foregået uden hendes viden, Scooter Braun var også kendt som manager for Kanye West, som Swift flere gange havde været i konflikt med. Derfor føltes salget endnu mere som det værst tænkelige scenarie for hende.
Sagen udviklede sig yderligere fire måneder senere, da Taylor Swift igen greb til tasterne og forklarede, at Scott Borchetta og Scooter Braun havde nægtet hende at optræde med sange, de ejede masterrettighederne til. Det blev et problem i forbindelse med hendes optræden til American Music Awards.
»Jeg har planlagt at optræde med et medley af mine hits fra det sidste årti. Scoot Borchetta og Scooter Braun har nu sagt, at jeg ikke har tilladelse til at optræde med mine gamle sange på tv, fordi de mener, det vil svare til at genindspille min musik, før jeg må, næste år«.
Taylor Swift, Tumblr, 14. november 2019
I de fleste pladekontrakter står der netop, at kunstneren ikke må indspille »sound-a-likes« af sange i en bestemt periode. Og på det her tidspunkt ventede Swift netop på, at den periode skulle udløbe. Få dage inden showet endte Scooter Braun og Scott Borchetta dog med at give tilladelse til brugen af sangene, og Swift kunne således optræde med et medley af ‘Love Story’, ‘I Knew You Were Trouble’, ‘Blank Space’, ‘Shake It Off’ og ‘Lover’.
Genindspilningerne
Ovenpå nyheden om, at Scooter Braun havde købt rettighederne til Swifts masters, tweetede musikeren Kelly Clarkson, at Taylor Swift burde genindspille alle de sange, hun ikke ejede masterne til, med nyt artwork. Det ville give fansene et incitament til ikke længere at købe de gamle versioner. Det lyttede Swift til, og i 2020 blev det endelig juridisk muligt for hende at begynde at genindspille sine første seks album. Det første, ‘Fearless’, udkom den 9. april 2021, og hver gang en genindspilning er blevet udgivet, har Swift sendt Kelly Clarkson blomster.
‘Fearless’ var oprindelig Taylors andet studiealbum, men altså det første til at blive genindspillet. Det indeholder hits som ‘Love Story’ og ‘You Belong With Me’, og mange gisnede om, hvordan den nu 32-årige Taylor ville lykkes med at efterligne sit 19-årige jeg. Men de nye genindspilninger, der alle bærer undertitlen ‘Taylor’s Version’, blev taget godt imod af fansene, der hurtigt begyndte at støtte Taylor ved at lytte til dem frem for de gamle indspilninger.
Det amerikanske musikmedie Pitchfork skrev, at »i stedet for at cosplaye en karikatur af sit 18-årige jeg får vi nutids-Taylor i samtale med fortids-Taylor med en stærk intimitet«. Mediet har ligeledes anmeldt hver af hendes genindspilninger som album i deres egen ret, og albummet ‘Red’, som indeholder fan-favoritten ‘All Too Well (10 Minute Version)’, fik den høje score 8,5 ud af 10.
At Swift ovenikøbet introducerede konceptet med sange ‘From the Vault’ – altså sange fra gemmerne, som ikke var med på det oprindelige album – gjorde kun opmærksomheden på genindspilningerne endnu større. Pludselig kunne man få lov til at høre ikke-udgivne sange fra Swifts forskellige æraer. Som at høre et spøgelse af Taylor Swifts yngre jeger!
‘Fearless (Taylor’s Version)’ indeholdt seks ekstra ‘From the Vault’-sange, ‘Red (Taylor’s Version)’ havde hele ni vault-tracks, ‘Speak Now (Taylor’s Version)’ havde seks, mens ‘1989 (Taylor’s Version)’ klarede sig med fem.
Vault-sangen ‘Is It Over Now’ fra ‘1989 (Taylor’s Version)’ gik nummer 1 i både USA, Storbritannien, Canada, Australien og New Zealand, og på den måde har genindspilningerne vist sig ikke kun at være en principsag, men også et musikalsk projekt.
Succeshistorie eller tragedie?
Taylor Swifts genindspilninger har været et af de seneste års bedste PR-stunts. Det startede som en kamp om retfærdighed, autonomi og selvbestemmelse og endte med også at blive en kæmpe kommerciel succes. Men selvom historien om Taylor Swifts generobring af sine masters umiddelbart er en succeshistorie, er det også en historie om vrede og skuffelse.
Mange fans kalder de oprindelige udgaver af Taylors album for »stolen versions«, altså versioner, der blev stjålet fra Taylor. Det er en formulering, der nok ikke helt holder i retten. De gamle masters var finansieret og ejet af Big Machine Records, der også var i sin gode ret til at sælge dem videre. Men på trods af det er der ikke noget at sige til, at det har været hårdt for Swift at blive fuldstændig overset i salget af sange, som hun har skabt.
»I didn’t have it in myself to go with grace«, synger Taylor på sangen ‘My Tears Ricochet’ fra 2020. En sang, der ved første øjekast ligner en klassisk kærlighedssang om et svært brud. Den amerikanske journalist Taffy Brodesser-Akner fortæller – i et afsnit af podcasten The Daily – at sangen fik et ekstra lag for hende, da hun satte teksten i relation til salget af Taylor Swifts masters. For hende lød ‘My Tears Ricochet’ som en fortælling om, hvordan Swift følte sig forrådt af sit pladeselskab, som hun havde kendt og stolet på, siden hun udgav sit første album som 15-årig. En sorgfuld sang til de mennesker, der plejede at opfordre hende til at sætte grænser og stå op for sig selv, men som nu havde handlet imod hendes vilje. I C-stykket synger Swift om »stjålne vuggeviser«, hvilket Brodesser-Akner så som endnu en reference til de oprindelige indspilninger.
I sin tale til Billboard’s Women In Music Awards i 2019, hvor Swift blev kåret til ‘Woman of the Decade’, talte hun igen om konflikten, og hvordan den havde såret hende. Hun beskrev dog også, hvordan hun havde været ekstremt rørt over, hvordan hendes kvindelige kollegaer havde støttet og hjulpet hende i den svære periode. Til sidst kom hun med en opfordring til at skabe en bedre musikbranche for fremtidens unge talenter:
»Om 10 år håber jeg at kunne se fremskridt i vores industri og i vores opmærksomhed, når det kommer til inklusion, vores evne til at bekæmpe uretfærdighed og dårlig opførsel«.
Taylors håb om en lysere fremtid i musikbranchen fra 2019 er endnu ubesvaret. Mange store pladeselskaber har siden genindspilningerne indskrevet klausuler i deres kontrakter, der gør det sværere for kunstnere at få lov til at lave genindspilninger af deres sange.
Men under alle omstændigheder har Taylors genindspilninger haft enorm betydning for hendes karriere, og hvordan omverdenen har set på hende. Det, der startede som en hård og uretfærdig situation, endte Taylor med at vende til sin fordel. Genindspilningerne viste, at hun var handlekraftig, modig og en utrolig dygtig forretningskvinde med en stærk retfærdighedssans. Hun var tro mod sig selv og valgte at genskrive sin historie til sin egen version. Taylors version.
Bogen ‘Taylor Swift: Mastermind’ er ude nu.