‘Lives Outgrown’: Beth Gibbons’ distinkt dirrende stemme går lige i hjertet på første soloalbum
Hendes tynde, men udtryksfulde røst, som en sydengelsk Billie Holiday, blev for mange selve triphoppens blåtonede stemme, allerede da hun i 1994 debuterede som del af trioen Portishead.
30 år senere udkommer Beth Gibbons’ første egentlige soloalbum. Den kritikerroste ’Out of Season’ fra 2002 var lavet i tandem med Rustin Man, der også spillede bas i legendariske Talk Talk. Udtrykket på ’Lives Outgrown’ virker dog på mange måder som en opfølger til albummet fra 2002: Igen er udtrykket højstemt, pastoralt og akustisk. Fans af den frysetørrede, elektroniske triphop-lyd, som de fleste forbinder med Portishead, skal også denne gang kigge i andre retninger.
Portishead lavede musik, der enten foregik i storbyens neon-mørke eller i det knivskarpe dagslys, der følger efter en nat med dårlig nattesøvn. På ’Lives Outgrown’ er der dagslys og højt til loftet som i en katedral. Grundtonen er sorgfuld, men virker gennemstrømmet af sol, vind og luft. Albummets 10 sange er indspillet over 10 år, så det er næsten en slags musikalsk krønike over hendes liv som kvinde, der har taget fat på livets senere faser: moderskab, overgangsalder, dødelighed og afskeder.
Førstesinglen ’Floating on a Moment’ har en vægtløs baslinje, som om det jordiske livs trængsler tynger mindre end normalt. Her er et fromt børnekor, der på smukkeste vis får sangen op at svæve. »It just reminds us that all we have is here and now«, synger Beth Gibbons. Det er ikke just et revolutionerende budskab. Men når børnekoret uskyldsrent kvitterer med linjen »all going to nowhere«, bliver nummeret alligevel en spændende servering, lige dele opbyggelig ’grib dagen’ og kriblende dødsangst.
Sangen er et af højdepunkterne på et album, hvis anden halvdel kæmper lidt med at matche stjernestunder i bagkataloget som eksempelvis ’Sour Times’ og ’Tom the Dancer’. Den akut smukke ’Lost Changes’ er dog tæt på at være med helt deroppe. »Love changes, things change, is what changes things«, synger hun i en ballade svøbt i mol. Den går lige i hjertet.
Beth Gibbons’ røst er ikke kæmpestor. Den er ikke desto mindre et udtryksfuldt instrument, der med sin sagte dirren kan fremmane emotion, så det næsten bliver ubærligt. Og hendes appel er bred: Hun er med på Kendrick Lamars seneste album, på den konfessionelle ’Mother I Sober’, og hun har sunget vokalpartierne i den klassiske komponist Henryk Góreckis berømte ’Symphony of Sorrowful Songs’. På trods af den fantastiske stemme er der dog flere passager på ’Lives Outgrown’, hvor jeg keder mig lidt.
’Reaching Out’ lyder som Kate Bush i sin mest eksperimenterende fase omkring albummet ’The Dreaming’. Her er patosfyldte violiner med orientalsk bismag, åndemaner-vokaler og højstemt drama, alligevel venter jeg på et klimaks, der aldrig rigtig kommer. Også ’For Sale’ myldrer med violiner, der fremkalder eksotiske basarer på nethinden. ’Rewind’ har albummets tungeste riff, det er en tornet sag, som vil skræmme lyttere væk, der håber på rar easy listening.
Udsynet er kæmpestort, og det bliver aldrig dårligt som sådan, men der er passager på ’Lives Outgrown’, hvor melodierne ikke står lige så stærkt som de personlige tekster og de påhitsomme arrangementer.
Heldigvis afrundes ’Lives Outgrown’ på smukkeste vis. Den delikate ’Whispering Love’ er vidunderligt instrumenteret med vederkvægende akustisk guitarspil og noget, der lyder som en tværfløjte. »Leaves of our tree of life, where the summer sun always shines through«, synger Beth Gibbons. Det er som at kigge på kirsebærtræerne, når de lige er sprunget ud.
Kort sagt:
Beth Gibbons’ distinkt dirrende stemme gør, at den tidligere Portishead-sangerinde aldrig bliver kedeligt selskab. Heller ikke på et personlig album, der har både emotionelle højdepunkter og flade passager.