’Wicked Little Letters’: Jessie Buckley og Olivia Colman trækker hjertevarm komedie op
Modbydelige hadbeskeder hører ikke udelukkende den moderne tilværelse til. Nok har internetforbindelser og Facebook-profiler gjort bashing og trolling umådeligt nemt, men skriftlig nedgørende provokation fandtes, længe før selv Fanden og Mark Zuckerberg fik sko på.
Det fastslår Thea Sharrock med ‘Wicked Little Letters’, der – udover at være baseret på en sand historie fra 1920’ernes England – er en britisk feelgood-film om sladderfuld kalligrafi og kreative skældsordssammensætninger.
Både sladder og skældsord tynger de væmmelige breve, som indbyggerne i Littlehampton er begyndt at modtage, og som i særdeleshed lander i dueslaget hos den konservative og tilknappede Edith (Oliva Colman).
En verdenskrig har derfor kun lige nået sin afslutning, før en nabostrid begynder.
For trods en anonym afsender er flere politifolk og Ediths frygteligt dominerende far – hvem hun btw stadig bor og samsover med – skråsikre på, at den kulørte post kommer fra den viltre alenemor Rose (Jessie Buckley), der for nyligt er flyttet ind ved siden af.
Jovist, Roses sprogbrug matcher brevenes grove ordlyd, og som (seksuelt) frigjort kvinde med hedonistiske vaner og brødkrummer på gulvet er hun efter sigende den oplagte besudler (læs: syndebuk). Hun nægter sig dog skyldig. Først med fnys, dernæst med nervøsitet. For pludselig truer tiltagende anklager hendes frihed og – endnu værre – forældreret over datteren Nancy.
Grundet sidstnævnte – og en sund begejstring for retsind i al almindelighed – indleder den kvindelige betjent Gladys (ja, hendes ’afvigende’ køn skal åbenbart altid highlightes og hånes) et detektivarbejde for at finde den egentlig brevsender, og i følgeskab med flere af byens autonome damer stiller hun spørgsmålet: Banker lovens knytnæve på den rette nabodør?
Med dette who-done-and-wrote-it-motiv som hovedfokus tages vi igennem en hjertevarm og lortebrun komedie fuld af oneliners og elskværdige karakterer. Og Jessie Buckley er i sandhed både herlig og utroligt elskværdig som den hæmningsløse Rose. Med munden fuld af smøg og irsk accent underholder hun ikke blot, men beretter ligeledes om fordommes fatale konsekvenser og latterligheder – og når lejligheden byder sig, flasher hun en fuckfinger eller en bar røv.
Det er af flere årsager ganske seværdigt. Dog kæmper man med at fjerne øjnene fra hendes begrænsede og bibelversreciterende modstykke Edith. Med en insisterende Madonna- og martyrenergi kræver pebermøen opmærksomhed og sympati fra venner og publikum, og med komisk tæft og en underliggende ulmen leverer Olivia Colman endnu en fornøjelig præstation, der både morer og skræmmer.
Et lignende kontrastspil ses i ’Wicked Little Letters’ gennemgribende kønspolitiske beskæftigelse. For som moderne periodedramaer har fået for vane, er det med lige dele humor og dyb alvorstagen, at smertelige (fortidige som igangværende) ligestillingsmæssige problemstillinger berøres.
Således klukker vi os igennem stereotypiske fremstillinger af maskulint mindreværd og Gladys’ ulidelige kamp for ikke at stå i skyggen af sine uduelige testosteronspækkede kollegaer, men vrider vores hænder under klaustrofobiske scener mellem Edith og hendes far (en veloplagt Timothy Spall), hvor ærekærhed og ødelæggende misogyni på ubehagelig vis fremmales.
Sidstnævnte får dog sparsom plads til at udfolde sig, for filmen vil overordnet set gerne have os til at grine. Desværre er ’Wicked Little Letters’ tilbagevendende joke at lade forfinede britiske tunger slå voldsomme og vulgære knuder, når de skal forsøge at oplæse de mange tilsvininger.
Ja, det har da sine underholdende momenter, men det er begrænset, hvor mange gange man kan more sig over sætninger som »asshole cunt fuckedy fuck« – særligt fordi de ingenlunde har samme provokerende slagkraft nu, som de havde for over 100 år siden, hvor de første gang blev skrevet og sagt.
Det er brandærgerligt – hvilket også kan siges om den knap så overraskende slutning og uoriginale afsløring af brevenes egentlige afsender.
Der er altså ikke tale om stor kunst, men har man allerede skam- og genset hele ’Bridgerton’, og mangler man lignende let fordøjelig feministisk underholdning til sommerferien, er en tur til Littlehamton klart at anbefale.
Kort sagt:
’Wicked Little Letters’ bliver aldrig lige så sjov, grov eller mystisk, som filmen selv ønsker. Til gengæld har den britisk hjertevarme og en yderst velspillende Oliva Colman.