Veloplagte og vitale Metallica gjorde alle til en del af familien i Parken
Hvordan udfordrer man sig selv og samtidig tilgodeser publikum, når man er blandt verdens største bands med en dybt loyal fanskare, som troligt tropper op, når der blæses til koncertafgang?
Når man er Metallica, udtænker man en turné, hvor man spiller to koncerter i den samme by, men hvor hver af disse er unik. Ingen gengangere på sætlisten. Den igangværende turné, der promoverer bandets seneste album, ’72 Seasons’ fra 2023, går under mottoet ‘No Repeat Weekend’.
De sange, vi fik serveret fredag aften i Parken, kan man således ikke forvente at høre til søndagens seance på nationalstadionet.
Det er smart tænkt og har givetvis også krævet en del forberedelse. For som verdens største heavyband opererer Metallica inden for nogle rammer, der dikterer, at deres koncerter også er large scale productions. Dette var selvfølgelig også tilfældet i København med en langsomt roterende scene placeret midt i Parken, så bandet og publikum i løbet af den to timer lange seance havde udsyn til hinanden fra forskellige vinkler.
Fra startskuddet gik med ‘Creeping Death’ besad Metallica et myndigt fokus, der blev dikteret af James Hetfields taktfaste opråb til øjeblikkeligt fælleskoordinerede knytnæver under den overbevisende levering af klassikeren fra bandets tidlige år.
Publikum var i dén grad med legenderne, og den særdeles veloplagte frontmand pointerede da også, at det var ligegyldigt, om dette var ens første eller 100. koncert med bandet. Denne aften var man en del af »the Metallica family«, og eftersom vi var på Lars Ulrichs hjemmebane, skulle vi have det ekstra sjovt.
Også selvom langt de fleste højst sandsynligvis ikke havde gået i skole med den danske verdensmand bag trommesættet, som Hetfield muntert forkyndte.
Det mentale overskud og den evidente harmoni musikerne imellem banede vejen for et gavmildt sæt, der fornemt viste den effektive kombination af fængende riffs og intrikate arrangementer, som Metallica excellerer i.
‘The Day That Never Comes’ og ‘Nothing Else Matters’ tegnede sig for aftenens store balladestunder, og særligt førstnævnte var en showcase i, at selvom Metallica er mere end 40 år inde i karrieren, har de ingenlunde mistet grebet om et upåklageligt samspil i selv mere krævende og komplekse kompositioner.
Et andet funklende højdepunkt i den afdeling var det instrumentale deepcut ‘Orion’ fra mesterværket ‘Master of Puppets’, der fik afskedssalutten »We miss you, Cliff« med på vejen. Som en kærlig hilsen til Metallicas første bassist, Cliff Burton, der havde en stor aktie i det nummer.
Selvom koncerten nærmest havde momentum hele vejen igennem, og publikums taknemlighed gjaldede uafbrudt, blev der alligevel skruet ekstra op mod finalen, hvor ‘Sad but True’, ‘Blackened’, ‘Fuel’, ‘Seek & Destroy’ og ‘Master of Puppets’ tegnede sig for et kontinuerligt triumftog.
Det kunne hverken en overflødig jam mellem Rob Trujillo og Kirk Hammett eller et kiks under ‘Seek & Destroy’ ændre på.
Når et vitalt band møder et veloplagt publikum, skal der meget til, for at tingene ikke fungerer upåklageligt.
Kort sagt:
Veloplagte og vitale Metallica leverede et gavmildt sæt, der bød på nærmest kontinuerligt momentum, og som tilgodeså både deepcuts og hits. Publikum var lige så engagerede, og der var en vis sandhed i James Hetfields ord om, at »once you’re in the Metallica family, you can never leave«.