Efter længere tids forhandling har Queen nu solgt rettighederne til deres musik, skriver NME.
Køberen af det legendariske engelske bands bagkatalog er Sony Music, som foruden musikrettighederne også vil eje Queen-merchandise og »andre forretningsmuligheder«.
Handlen indbefatter ikke indtjening fra koncerter. For selvom forsanger Freddie Mercury som bekendt gik bort i 1991, har Queen stadig kunnet turnere, senest med Adam Lambert som forsanger.
Opkøbet af Queens musikrettigheder har kostet omkring en millard dollar, svarende til knap syv milliarder kroner. Det er ifølge NME den største af sin slags nogensinde.
Tidligere har andre musiklegender som Bruce Springsteen og Bob Dylan solgt deres bagkatalog. Også yngre artister som Justin Bieber og Tame Impalas Kevin Parker har gjort dem kunsten efter.