Dos Santos druknede i sit eget brasilianske karneval på Roskilde Festival

Dos Santos lægger ikke skjul på, at han er halvt brasilianer.

Hans koncert startede med billeder fra Brasiliens storhedstid som fodboldnation, og han indtog scenen iklædt en grøn og gul sweater. Mange af hans sange – især dem fra debut-ep’en ‘Samba’ – blander brasilianske samba-elementer med en mere poppet, klubbet lyd.

Men egentlig er det ikke det mest interessante ved Dos Santos. Det mest interessante ved Dos Santos er, at han skriver nogle virkelig stærke og smukke sange, der blander en underspillet klublyd med ekstremt velskrevne popmelodier.

Det er sange, man hører de dage, hvor man beslutter ikke at tage på klub og i stedet danse derhjemme, mens man ser solen gå ned fra altanen. Sange til længselsfuldheden, til den lille melankoli.

Den første del af hans koncert på Eos viste netop det. ‘Under vand’ og ‘Alene i nat’ var to tidlige sange, der virkede ved at være rimelig afmålte i deres levering, hvor de brasilianske elementer, de dunkende klubtrommer og de stærke melodier spillede sammen.

Helt smukt blev det på ‘Sommeren kommer nu’, hvor klubbeatet blev skiftet ud med noget mere r’n’b’et, inden det blev nærmest stadionrocket med støjende guitar og pumpende trommer. »Bare du elsker mig, du elsker mig, du elsker mig« gentog Dos Santos messende over det intense, sitrende klimaks i slutningen af sangen.

Men ellers var det lidt, som om Dos Santos ikke helt ramte balancen mellem det inderlige og det klubbede, det følsomme og det energiske. Halvvejs inde i koncerten indtraf øjeblikket, hvor Dos Santos for alvor ville fyre den af. Vi skulle til Brasilien.

Det kom vi med et slags cover af den brasilianske klassiker ‘Mas Que Nada’ serveret med noget, der lød som en dansk tekst. Men ærligt talt var det svært at finde Dos Santos vokal i rodet af lyd og indtryk, også fordi Dos Santos desværre ikke fremstod som en særlig stærk sanger. ‘Samba da Janeiro’ bagefter var nogenlunde samme historie – for meget gøgl, for lidt substans.

Respekt for at ville holde en fest – det vil vi jo alle sammen. Men lige så inderligt, som det var i de bedste momenter i koncertens start, lige så rodet var det, da der gik brasiliansk karneval i den.

‘Dopamin’, ellers endnu en af Dos Santos’ virkelig vellavede, underspillede klubsange, kunne heller ikke rigtig bære den energi, Dos Santos forsøgte at pumpe ind i den. Dos Santos har helt klart en mere festlig side, som sikkert sagtens kan fungere. På den nærmest Medina-klingende ‘Folder mine hænder’ hen mod slutningen af koncerten lykkedes det nogenlunde.

Men åh, hvor ville man gerne bare høre Dos Santos folde sine sange ud uden for mange dikkedarer.