Tidligere på ugen skød Lily Allen et temmelig overraskende sideprojekt i gang: En OnlyFans-profil, hvor man som abonnent kan modtage fotos og videoer af den britiske musiker og podcastværts fødder.
Allen har tidligere fortalt, at hun fik idéen til OnlyFans-profilen af en kvinde, der laver hendes negle. Nu forklarer hun, at også hendes ægtemand, ‘Stranger Things’-stjernen David Harbour, har været med på råd om den nye karrierevej. Det skriver NME.
I sin podcast ‘Miss Me?’ fortæller Allen således, at Harbour har givet hende »meget strikse retningslinjer« for projektet uden dog at specificere regelsættet.
»Han synes det er strålende«, siger Allen, da medværten Miquita Oliver spørger, om Harbour er »alright« med projektet.
»Til at begynde med var han ikke tændt, men han var sådan: ‘Er det her en kink for dig?’ Og jeg sagde: ‘Nej, det er slet ikke en kink‘, men måske er der noget i magtelementet ved det. Det er lidt kinky for mig«.
Lily Allens seneste album er ‘No Shame’ fra 2018. Hun har for nyligt forklaret, at det »ødelagde min karriere« at få børn.