’The Man with 1000 Kids’: Problemet er større end magtsyg sæddonor i Netflix-dokumentar

’The Man with 1000 Kids’: Problemet er større end magtsyg sæddonor i Netflix-dokumentar
'The Man with 1000 Kids'. (Foto: Netflix)

Tænk, hvis dit barn både var frugten af dit livs største ønske og traume.

Det er tilfældet for en række mødre i den nye Netflix-dokumentar ’The Man with 1000 Kids’. For i mødet med en hel specifik sæddonor blev de nemlig ikke kun gravide, men også brikker i et globalt puslespil. Et puslespil, der, med et uoverskueligt antal brikker verden over, højst sandsynligt aldrig bliver løst.

Historien starter dog i Holland, hvor flere kvinder fortæller om deres jagt på den helt rigtige sæddonor. Af vidt forskellige årsager må de satse på fremmede mænds godhed og gener til at give dem deres drømmebørn. Fælles for dem alle er, at de kaster deres tillid på Jonathan Jacob Meijer – en charmerende, blond krøltop, der er veltalende og velmenende. Et par både kunstige og indimellem naturlige forsøg på undfangelse senere er kvinderne gravide.

Jonathan er en sær snegl. En skolelærer, der samtidig rejser verden rundt som YouTuber og laver videoer om alt fra kryptovaluta og hedonistisk livsstil til, hvordan man laver kaloriefattige pandekager. Men hans mission om at hjælpe barnløse tiltaler kvinderne. Og han har sagt til dem, at han maks vil hjælpe fem familier.

‘The Man with 1000 Kids’. (Foto: Netflix)

Men som en anden ’semen swindler’ viser det sig, at Jonathans hjerte langt fra er på det rette sted, når han bogstaveligt talt spreder sin sæd udover hele verden. Sædbanker, hjemmesider, naturlig omgang, you name it – Jonathan donerer sæd, som var det et fuldtidsarbejde.

Fortællinger om kærlighedssvindel har fået mere plads på både streaming, nyhedsmedier og sågar oplysningskampagner, nu hvor kærlighedstyvene er blevet farligere, mere grådige og ikke mindst organiserede. ’The Man with 1000 Kids’ fortæller historien om en ny form for svindel, de fleste af os nok ikke havde fantasi til at forestille os foregik – eller forstå alvoren af.

De tre afsnit udfolder nemlig en fascinerede og forargende fortælling om sæddonation som det uregulerede vilde vesten. Her spiller også danske Cryos International en signifikant rolle, eftersom den internationale sædbank har været svært glad for Jonathans månedlige rejser til København for at donere sæd.

Jonathan og hans tusind børn skriger til himlen på reguleret sæddonation. Særligt i en verden, hvor sædkvaliteten daler, og udfordringerne med at få børn naturligt vokser sig større. Men ‘The Man with 1000 Kids’ illustrerer også alvoren i, at tusindevis verden over måske misforstår en søskendeforbindelse som kærlighed – fra den første barndomsforelskelse i nabolaget til romantiske møder på sabbatårsrejsen.

Problematikken bliver levende gennem en helt naturlig fremdrift af spænding og undren: Hvorfor gør Jonathan det her? Er han narcissist? Pengegrisk? Eller besat af at sætte sit aftryk på jordkloden?

‘The Man with 1000 Kids’. (Foto: Netflix)

Ved første møde med dokumentaren vil det måske være nemt at afskrive Jonathans gerninger som blot uetiske. Men det er kun indtil, man forstår problemets omfang og ikke mindst den smerte, det har påført mødrene. Vi hører fra flere af dem serien igennem, og deres vidnesbyrd virkeliggør ikke bare det tillidssvigt, de har oplevet, men også hvordan Jonathans ugerninger har pålagt dem en endnu større beskytterrolle for deres børn.

Særligt rørende er kvinden Nicolettes historie. Hun har flere gange ageret tragediens nyhedsbærer for andre mødre til Jonathans børn, og hun har også selv oplevet, hvordan hendes datter udviklede følelser for en halvbror.

Mod slutningen sætter serien trumf på sin fortælling med et helt nyt sideplot, som det er ærgerligt, at den ikke udforsker mere. For selvom man ville ønske, at Jonathan er en enlig svale, så kan man snildt forestille sig, hvordan ekstremistiske og/eller kvindehadske miljøer kan udnytte et hullet system til at udbrede deres dagsordener.

Forhåbentlig fører ’The Man with 1000 Kids’ andet end omtale med sig. For den understreger, hvordan bare én mands ufølsomme power trip kan få globale menneskelige konsekvenser.


Kort fortalt:
’The Man with 1000 Kids’ skriver med undren og sympati som drivkraft historien om en sæddonors onde gerninger, men efterlader os kun med snerten af et større problem.

’The Man with 1000 Kids’. Dokumentarserie. Instruktør: Josh Allot. Spilletid: 3 afsnit á ca. 45 minutter. Premiere: Kan ses på Netflix.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af