‘Den røde ø’: Længe ventet opfølger til aids-mesterværk er frustrerende flyvsk

Otteårige Thomas (debutanten Charlie Vauselle) ser mere end de fleste. Bag en dørs tykke glasmosaik observerer han sine expat-forældre, der danser beruset og ulykkeligt med de andre franskmænd på den madagaskiske militærbase, hvor de opholder sig.

I konturerne af familiens agorabord forestiller han sig det smukke, mørkerøde ølandskab, som faren (Quim Guitérrez) smider regeringens faldskærmstropper over for at nedkæmpe studenteroprør og rebelske bønder.

Alt ånder umiddelbart fred og idyl på den indesluttede base, men det kloge barn kan mærke, at noget er grueligt galt helt ind i knoglerne.

»Vi burde aldrig være kommet her«, græder han sagte til sin hengivne mor Colette (Nadia Tereszkiewicz), da faren med et fygende Napoleon-kompleks vil forevige deres tvungne familieidyl med et portræt.

Den lille dreng er baseret på instruktør Robin Campillos egne minder fra sin tid i start-70’erne på det afrikanske øparadis Madagaskar i Frankrigs skumringstid som kolonimagt. Og ligesom Thomas har Campillo et fintfølende øje for den voldsmagt, der kommer til udtryk i det skjulte for at opretholde status quo.

I sin mesterlige gennembrudsfilm ’120 slag i minuttet’ fra 2017 satte instruktøren en skarp lup over den parisiske aids-organisation Act Up, der op igennem 80’erne og 90’erne kæmpede mod den franske medicinalindustri, som sov på livsreddende medicin til de dødeligt syge, marginaliserede grupper. 

I ’Den røde ø’ – instruktørens første film i syv år – konfronterer han endnu en gang den franske nation med sit eget beskidte undertøj, der er gemt væk bagerst i skabet. Historien om en selvstændig afrikansk stat, der trynes af et europæisk land gennem en brutal marionetregering, er så bestemt værd at fortælle.

… så hvorfor fortæller Campillo den ikke?

Det meste af spilletiden i ’Den røde ø’ er dedikeret til Thomas’ families kedsommelige, klichéfyldte dynamikker. Faren er en jaloux mandsling, og moren en sød, men bidsk helgenfigur. De to vrisser af hinanden og deres børn, alt imens de skjuler dårligdommen bag endeløse glas vin og slet skjulte grimasser.

Ligesom børnene bliver de lokale også gemt væk fra deres åsyn, og da en ung rekrut slæber sin madagaskiske kæreste med på militærbasen, hvisler den hyggeracistiske nabokone (Sophie Guillemin) straks under vinånden, at hun er en heks og en luder.

Det er alt sammen smukt filmet af den tilbagevendende stjernefotograf Jeanne Lapoire, som fanger hvert et sandkorn og utilfreds mine med knivskarp flair og præcision. Men smukke billeder kan ikke gøre op for et narrativ, hvor pointerne skæres ud i pap.

Den samme kritik kan rettes mod de fantasifulde forestillinger, som Thomas bruger til at flygte fra den latente apartheidstats grusomme virkelighed.

I selskab med den ligesindede sydøstasiatiske pige Suzanne læser drengen pulpnoveller om barnehelten Fantomette, der kækt banker kriminelle og finder en større konspiration blandt de voksne.

Disse sekvenser er kreativt udført med underfundig diorama-scenografi, hvor samtlige statister er iklædt filtansigter, som var det en liveaction-version af ‘Tintin’.

Der gemmer sig en større pointe om Thomas’ vordende seksualitet, når han om natten klæder sig ud som sin heltinde i morens gamacher for at gå på opdagelse imellem de tykke bambusgrene, hvor nyforelskede ridser hinandens navne i hjerter. Og det er på papiret spændende at sætte denne unge drengs uro i forgrunden af et større samtidsoprør mod de gamle kolonimagters fascistoide verdensorden.

De storladne ideer forbliver dog overfladiske, da forbindelsen mellem drømmesekvenserne og virkeligheden forekommer frustrerende flyvsk.

Først da ’Den røde ø’ i sine sidste minutter forlader den hvide familie til fordel for de lokale demonstranter, husker man, hvorfor ’120 slag i minuttet’ ramte som et slag i brystet fra et fragttog.

Som de aids-ramte aktivister bærer den indignerede, madagaskiske menneskemængde et instinktivt håb for fremtiden, og Campillo fremviser denne brændende passion bedre end nogen anden.

Dét er en film, jeg ville elske at se. Men sådan en film er ’Den røde ø’ desværre ikke.

---

Kort sagt:
Instruktør Robin Campillo vender tilbage til sin egen barndom og Frankrigs syndige fortid som kolonimagt i en velproduceret, men frustrerende overfladisk film, der ikke udlever sit rebelske potentiale før sine afsluttende minutter.