SERIE: VAR DET VIRKELIG SÅ DÅRLIGT? Popkulturen er det perfekte eksempel på, at historien aldrig bevæger sig lineært fremad. Her vender alting altid tilbage.
Derfor var det nærmest ikke engang en overraskelse, at 2024 skulle blive året, hvor Paris Hilton for alvor genoptog sin mere eller mindre succesfulde musikkarriere. Efter et par år, hvor kunstnere som PinkPantheress og Olivia Rodrigo har bragt en tydeligt Y2K-inspireret lyd og æstetik tilbage til toppen af hitlisterne, var det faktisk kun et spørgsmål om tid, før en af æraens sande artefakter ville melde sin genkomst.
Det skete i juni med annonceringen af albummet ‘Infinite Icon’, en titel, der ikke efterlader den mindste tvivl om Hiltons plads i poplandskabet anno 2024. Fra punchline og yndlingshadeobjekt til højtelsket popikon, et fælles referencepunkt for en hel generation.
Det er den perfekte mulighed for ikke blot at se fremad mod det nye album, men også at give det 18 år gamle debutalbum ‘Paris’ et genhør. Hvordan lyder det i 2024, hvor vi ser på Hilton med mildere øjne end nogensinde før?
Akavet og uelegant
Da ‘Paris’ udkom i 2006, var reaktionerne mildest talt blandede. Anmelderne anerkendte det solide pophåndværk fra albummets producere og sangskrivere, men kritiserede Hiltons manglende evner som vokalist.
De havde ret i begge dele. Hilton havde tydeligvis adgang til en håndfuld af branchens mest solide hitmagere, og langt hen ad vejen bragte de deres A-game. Lyden er en tidstypisk, velproduceret blanding af indsmigrende r’n’b, klubklar hiphop og eksplosiv poprock. Alle omkvæd sidder lige i skabet, og teksterne er herligt hedonistiske og ikke uden en god portion humor.
Men lad det være sagt: Paris Hilton er ikke en god sanger. »I know music, I hear it every single day«, udtalte Hilton til The Sunday Times kort inden albummets udgivelse i et forsøg på at forsvare sig mod kritikerne, og når man lytter til ‘Paris’, er det tydeligt, at den musik, der tilfældigvis var omkring hende, har formet hendes forestilling om, hvad det vil sige at synge.
Det lyder, som om hun på én gang forsøger at efterligne Gwen Stefanis rebelske bad bitch-attitude, Ashantis r’n’b-sensualitet og Britney Spears’ seksualiserede lillepige-uskyld, om end hun ikke når nogen af dem til sokkeholderne.
Hendes stemme er som sådan behagelig nok, men ofte tynd, skinger og klodset. Den fungerer udmærket i den fine, tydeligt ‘Time After Time’-inspirerede ballade ‘Heartbeat’, hvor spinkelheden i vokalen næsten kan forveksles med følelsesmæssig skrøbelighed. Og i ‘Jealousy’, en poprock-sang med underlige, klagende, klezmer-klingende violiner, hvor hun snerrer på en måde, der antyder, at hun i hvert fald har hørt (om) grunge.
Ofte fungerer det dog slet ikke. Hun synger aldrig decideret falsk, men i sange som ‘Screwed’ og ‘Not Leaving Without You’ rammer hun tonerne med samme mangel på elegance, som en fuld person med bind for øjnene rammer en piñata. Og så er der noget akavet ved måden, sangteksterne ligger i hendes mund. Nærmest som om vi hører hende læse dem højt for allerførste gang, eller som om selve det at udtale ord er nyt for hende.
Lyt blot til rapduetten ‘Fightin’ Over Me’, hvor hun overartikulerer i forsøget på at gøre »fight« til et tostavelsesord – »fi-hight« – og nærmest kløjes i mundvand, mens hun snubler over s’erne i omkvædets »so-so-so-sexy«.
En uimodståelig klassiker
Megen fuldstændig fantastisk musik er skabt af teknisk middelmådige sangere, og alt ville være tilgivet, hvis blot man kunne mærke, at der lå en eller anden form for kunstnerisk nødvendighed bag Hiltons musik.
Det kan man ikke. Hilton er en enigmatisk karakter, en nærmest alien-agtig antitese til den relaterbarhed, vi i dag forlanger af vores berømtheder, men ‘Paris’ bærer ikke synderligt præg af denne dragende mystik.
»I’m the kind of girl who likes to tell you what I want in life«, synger hun på ‘I Want You’, en bombastisk sang med et opulent blæserarrangement samplet fra Frankie Vallis ‘Grease’, men man får snarere indtryk af, at hun ikke rigtig vil noget bestemt overhovedet.
I samtidige anmeldelser af ‘Paris’ gik det igen, at albummet lød, som om Hilton blot vågnede op en morgen og tænkte, at det da ville være meget sjovt, hvis hun udover hotelarving, realitystjerne, model, skuespiller, natklubejer, forfatter, dj og parfumør også kunne skrive popstjerne på sit CV. Men det største problem er derimod, at Hilton ofte ikke lyder til at have det særligt sjovt.
Det er ikke til at sige, hvad der overhovedet er sjovt for Paris Hilton – efter sigende den første person nogensinde til at tage betaling for at møde op til fester – men ‘Paris’ virker ofte som et halvhjertet og glædesløst forsøg på at udfylde den gabende eksistentielle tomhed, der følger med aldrig at have manglet noget. At lytte til albummet er som at se Marie-Antoinette lege i sin lille, kunstigt rustikke bondehus-kulisse i Versaille-parken.
Der er dog én tydelig undtagelse. Én sang, der tårner højt over resten, og én sang, der måske mere end noget andet har været med til at cementere Hilton som et popikon. Mens albummet for de flestes vedkommende formentlig er gået i glemmebogen, har førstesinglen ‘Stars Are Blind’ nemlig helt fortjent fået noget nær klassikerstatus.
I 2009 beskrev Lady Gaga ‘Stars Are Blind’ som »one of the greatest records ever«. Måske en smule overdrevet, men ikke helt forkert. Med sit plastikagtige reggae-groove og sin døsige sommeratmosfære – den perfekte kombination af hovedkulds forelskelse og underspillet melankoli – er sangen intet mindre end uimodståelig.
»Got a heart and soul and body«, synger Hilton og lyder for første og sidste gang på albummet, som om det er sandt.
Den ægte Paris Hilton
Det offentlige billede af Paris Hilton har ændret sig markant i løbet af de sidste fem år. »I’m not a dumb blonde. I’m just really good at pretending to be one«, udtalte hun til Vogue i 2020, og i dag er det vel nærmest bredt accepteret, at Hiltons persona – inklusive den genkendelige knirkestemme – er en ekstremt succesfuld konstruktion skabt af en usædvanligt dygtig forretningskvinde.
Samtidig har Hilton i dokumentarer, biografier og interviews åbnet op for den dybt traumatiske opvækst, der har været med til at forme hende: Seksuelle overgreb og lange ophold på kultlignende genopdragelsesanstalter for problembørn – Hilton havde udiagnosticeret ADHD og svært ved at holde koncentrationen i skolen – der var præget af fysisk og verbal vold, uhørte grader af disciplin og tvangsmedicinering.
Hvis ‘Paris’ langt hen ad vejen var et ret personlighedsforladt album, er det måske ikke så mærkeligt. Set i lyset af de voldsomme historier, som Hilton de seneste år generøst har delt ud af, lyder albummets anonymitet nærmest som en forsvarsmekanisme.
Spørgsmålet er så, om ‘Infinite Icon’ bliver albummet, hvor vi endelig får lov at mærke den komplekse, sammensatte kvinde, som Paris Hilton nu har vist os, at hun er? Jeg håber det virkelig.
»I’m free to do what I want to do«, lyder omkvædet på albummets første single, ’I’m Free’. Bolden er på Hiltons banehalvdel.
‘Infinite Icon’, Paris Hiltons andet album, udkommer 6. september.