’Sex (drømme) (kærlighed)’: Fantastisk velskrevet komedie bør få flere danske øjne op for underfundig nordmand
Oppe på Oslos hustage går en skorstensfejer rundt med en ganske særlig, seksuel oplevelse i rygsækken.
Dagen inden spurgte en kunde helt spontant, om skorstensfejeren, der er gift med en kvinde, havde lyst til en omgang uforpligtende sex. Efter lidt betænkningstid svarede den smigrede skorstensfejer ja, og for første gang i sit liv havde han samleje med en person af samme køn.
»Utro? Nej, det var bare sex«, siger skorstensfejeren dagen efter i frokoststuen, da han fortæller om oplevelsen til sin undrende ven og kollega, som til gengæld kan fortælle, at han også har haft en slags seksuel vækkelse. Det skete i en sær, næsten ubehagelig drøm, hvor David Bowie så på ham, som om han var en kvinde.
Denne spøjse samtale skyder den nye norske film ’Sex ‘(drømme) (kærlighed)’ i gang. I de resterende to timer, der i øvrigt er helt uden sexscener, forsøger de to unavngivne hovedpersoner at komme til bunds i deres uvante oplevelser – og de konsekvenser, som følger med i hverdagen.
Herhjemme var instruktør og manuskriptforfatter Dag Johan Haugerud senest aktuel i 2020 med filmen ’Barn’, der handlede om både politiske yderfløje og en gruppe forældres håndtering af et tragisk dødsfald på deres børns skole. Et følelsesladet, elegant og tilmed humoristisk filmdrama, som sagtens kunne bære sine store ambitioner.
Seks spillefilm inde i karrieren synes 59-årige Haugerud stadig ærgerligt overset herhjemme. Forhåbentlig kan ’Sex’ få flere danske øjne op for den hverdagsfilosofiske og underfundige filmskabers fantastisk velskrevne realisme.
Nordmanden slår i hvert fald sine forrygende evner som dialogforfatter og personinstruktør fast med ’Sex’, der er første del af en filmtrilogi, efterfulgt af allerede optagede ’Drømme’ og ’Kærlighed’ (sidstnævnte er udtaget til hovedkonkurrencen på årets Venedig-filmfestival).
’Sex’ har en næsten episodisk opbygning, struktureret efter en række lange samtalescener om hverdagslige anliggender – med små dyk ned i dybereliggende temaer som intimitet, selvværd, livssyn, parforhold og, selvfølgelig, sex.
Tempoet er roligt og tålmodigt, og dialogscenerne er formuleret på behageligt og diplomatisk norsk. Det betyder overhovedet ikke, at filmen er kedelig. For dramaet er både medrivende, tankevækkende og morsomt, bare på en herligt underspillet facon, der passer til de milde, skandinaviske karakterers temperament.
Det norske hold af skuespillere, med Jan Gunnar Røise og Thorbjørn Harr som mændene i fokus, fremfører det velskrevne manus med forrygende komisk sans og nærvær. Mændene tør være sårbare, og filmen behandler deres skævheder, fejl og uenigheder med både satirisk bid og omsorg – og et varmt blik for den skrøbelige grænse mellem seksuel nydelse og skam.
På dramafronten står det mest alvorligt til hos skorstensfejeren, hvis hustru (meget forståeligt) er dybt såret og oprevet over mandens engangsknald. Besynderligt nok kan han ikke helt forstå, hvad han har gjort galt. I øvrigt afviser han blankt, at han skulle bære rundt på homoseksuelle tilbøjeligheder. »Kiropraktoren og frisøren rører mig jo også på en intim måde«, lyder et af hans argumenter.
Skorstensfejerens kollega er efterladt med en sælsom, men også frigørende følelse efter Bowies drømmevisit, som gentager sig flere gange. At blive begæret på en ny måde synes livsomvæltende. Det er dog, som om noget har sat sig i klemme i hans vokal, som gerne skal være i topform til hans amatørkors nærtforestående koncert.
Manuskriptet er skarpt, lige dele autentisk og absurd. Absurditeten kommer særligt, når ’Sex’, i stil med de bedste Woody Allen-film, giver plads til at bevæge sig ud ad en tangent.
Nogle emner bliver diskuteret og udpenslet i en sådan grad, at man ikke ved, om man skal grine eller græde – som da skorstensfejerens kone med tristhed i stemmen siger: »Du kan vel svare mig på, om du var øm i numsen?«.
Særligt mindeværdig er en scene hos en læge, som skal tjekke en teenagesøns forstuvede hånd. I stedet for at holde sig sagligt til konsultationen går hun i gang med en langstrakt fortælling om et forelsket par, der næsten lod en rygtatovering komme i vejen for kærligheden. Anekdoten og lægens andre ublu udtalelser fungerer nærmest som en lille sketch i filmen, endog med en kløgtig morale til sidst.
Sådan præsenterer Haugerud undervejs sit publikum for mange overraskelser og nysgerrige, ja, sågar inspirerende spørgsmål som: »Spøjst at drømme kan forandre sig, når man taler om dem«.
Den største overraskelse er måske, at fortællingen ikke følger vante skabeloner for, hvordan et drama skal forløbe.
For utroskabs- og parforholdskonflikten i ’Sex’ udfolder sig helt anderledes, end vi er vant til at se på film – både når det gælder Skandinaviens stolte tradition for intrigefyldte familiedramaer og budskabsmættet socialrealisme, og når det kommer til Hollywoods mere glatte romantiske komedier og Oscar-værdige følefilm.
’Sex’ er netop umådeligt forfriskende i kraft af sine små armbevægelser og sin retningsløse, men alligevel dybt vedkommende måde at dreje en menneskeskildring. En introspektiv udviklingsrejse, der hverken bliver for navlepillende eller spreder alt for store, højdramatiske ringe i vandet.
I stil med sin anerkendte landsmand Joachim Triers karakterer (der dog bevæger sig i mere sprælske og/eller melankolske retninger) befinder karaktererne i Haugeruds film sig i en slags eksistentiel minikrise, der går ud på noget så abstrakt og genkendeligt som at finde sig til rette i livet.
Med den gennemgående finurlige tone bliver man taget godt og grundigt på sengen, når ’Sex’ byder på ægte rørende øjeblikke. Det er hjerteskærende at overvære førnævnte teenagedreng fortælle sin far, at han ikke føler sig god nok, fordi han »bare er middelgod«.
Som toppen af kransekagen afrunder Haugerud sin ellers stilistisk tilbageholdte film med en umanerligt lækker og sensuel musik- og danseoptræden, der efterlader både skorstensfejeren og biografgængeren berørt.
Kort sagt:
Mange flere danskere bør få øjnene op for den underfundige norske filmskaber Dag Johan Haugerud, der med sin lige dele satiriske og omsorgsfulde samtalekomedie ’Sex’ excellerer som dialogforfatter og personinstruktør.