’Lisa Frankenstein’: Comeback til manusmesteren bag ’Juno’ og ’Jennifer’s Body’ savner en puls
Det er ikke mange PG-13 film, som kan bryste sig med at indeholde en scene, hvor en Oscar Wilde-citerende fuckboy får hakket pikken af med en håndøkse.
Men det er heller ikke mere end en håndfuld film, som er skrevet af den vidunderligt bramfri Diablo Cody. Den alletiders bedste manuskriptforfatter til at repræsentere mutte teenagepiger med en rapkæftet motormund har lagt pen til både Oscar-vinderen ’Juno’ og kultgyseren ’Jennifer’s Body’.
Hun har med andre ord været svært savnet, siden hun skrev Jason Reitmans hudløst ærlige ’Tully’ om moderskab og fødselsdepression helt tilbage i 2015.
Nu er hun så tilbage med den streamingaktuelle ’Lisa Frankenstein’ om en utilpasset goth-teenager, der i slut-80’ernes konservative forstadshelvede finder sig en zombiebachelor at snakke hjertesorger og onde stedmødre (spillet af en vidunderligt gemen Carla Gugino) med.
Der er utvivlsomt skrevet sirlige digtsamlinger til både ’Heathers’ og ’Edward Scissorhands’ såvel som den moderne gyserfortællings mor Mary Shelley under produktionen.
Kathryn Newton, der var en decideret åbenbaring som henholdsvis underkuet promqueen og diabolsk seriemorder i bodyswap-slasheren ’Freaky’, spiller hovedrollen med en rørende trodsighed, der i den grad passer til tiden.
Hendes dødslyst er som hentet fra en ung Winona Ryder. Den enorme 80’er-krølle er lige så prægtig som den queer-tastiske Chappell Roans frisure. Og hun deler sit inderlige behov for nærhed skjult bag giftig apati med Olivia Rodrigo.
Imens er den tavse zombie (Cole Sprouse) stylet som 90’ernes Johnny Depp med sine smukke lokker og sit sørgmodige ansigt.
Brikkerne er med andre på bordet til en decideret klassiker. Så meget desto mere er det frustrerende, at ’Lisa Frankenstein’ aldrig kommer op i tempo.
Noget af problemet kan tilskrives instruktør Zelda Williams. Hun filmer det rappe manuskript med en stiv arm, som får Codys iltre oneliner-dialog til at falde sammen. Man savner den skuespillerorienterede Reitman eller energibomben Kathryn Kusama, som gjorde kitsch coolere end cool med ’Jennifer’s Body’.
Men den største synder er faktisk at finde i manuskriptet selv. For mens dialogen rammer alle de rigtige noder på klaveret, og præmissen er lynende genial, mangler handlingsforløbet en retning og ja, en puls.
Handler den om Lisas anstrengte forhold til sin sukkersøde bonussøster og plyssede far? Fokuserer den i stedet på hendes ulmende crush på skolens smækre redaktør for litteraturbladet? Eller går den i kødet på alle de misogyne svin, som Lisa begynder at myrde for at sy sit udkårne monster sammen?
Ikke rigtigt nogen af delene, viser det sig desværre. Karakterer dukker op og forsvinder igen uden megen motivation, og det flagrende pace gør, at man skyldigt begynder at kede sig i det gode selskab.
Filmens marketing og få fans har straks kåret ’Lisa Frankenstein’ som den spirituelle efterfølger til ’Jennifer’s Body’. Da den film udkom, blev den i høj grad afskrevet af en kritikerstab og et publikum, som anså stjernen Megan Fox, forfatteren Cody og instruktøren Kusama for at være dilletanter, der lavede en bro-film til 14-årige liderkarle – og ikke en subversiv queergyser.
Så det er fristende at tænke, at tiden endnu engang ikke er moden til Codys geni. Men ’Jennifer’s Body’ havde et djævelsk glimt i øjet, som ’Lisa Frankenstein’ slet og ret mangler.
Og det ville være en forbandet bjørnetjeneste mod alle involverede at sætte de to film i samme bås.
Kort sagt:
Manuskriptforfatter Diablo Cody stiler efter at skabe en spirituel efterfølger til sin teenagegyser ’Jennifer’s Body’ med den Mary Shelley-inspirerede ’Lisa Frankenstein’, men selvom brikkerne er på bordet til endnu en kultklassiker, falder de aldrig på plads.