KOMMENTAR. Jeg kommer med en god og en dårlig nyhed efter at have lyttet til, hvilke danske serier de store streamingtjenester og kanaler har tænkt sig at lave til os de kommende år.
Under to dages Copenhagen TV Festival i København mandag og tirsdag denne uge præsenterede alle fra DR og TV 2 til Netflix, Max, Viaplay og Prime Video deres planer for originalt dansk indhold.
Det sker efter nogle mildest talt turbulente år på det danske seriemarked. Først kom guldalderen med streamingtjenesternes indtog, hvor vi i en lille årrække fik flere originale serier end nogensinde før.
Så fandt alle streamingtjenesterne ud af, at det er skidedyrt at lave fiktion, at seerne ikke nødvendigvis er interesseret, selvom der er lagt mange penge og kræfter bag, og at det både er billigere og bedre at lave reality og klassiske underholdningsformater. Oven i flere brancheudfordringer med en rettighedskrise i spidsen forvandledes guldfeberen til tørke nærmest overnight.
Det dystre kroneksempel er naturligvis Viaplay, der lavede store serier som ’Riget Exodus’ og ’Drømmeren’ om Karen Blixen og med store armbevægelser kunne fortælle, at de ville lave op mod 40 serier og 24 spillefilm om året i Skandinavien. Det lød som helt vanvittige tal og viste sig også at være det – Viaplay var et mulehår fra at gå konkurs, og i det aktuelle redningsforsøg er originale dramaserier et absolut no go, bekræftede virksomhedens programdirektør Mogens Mortensen under tv-festivalen.
»Vi kommer ikke til at producere noget selv i nærmeste fremtid«, sagde han befriende direkte.
»Det gik ikke så godt. Der blev lavet flotte ting af dygtige producenter, men vi har ikke historikken omkring det, og selvom vi over fire-fem år har investeret et stort beløb, hvis du så laver en survey af, hvad folk forbinder Viaplay med, nævner ingen danskproduceret drama. Det er sport og reality«, medgav han og kunne i stedet fortælle om Viaplays kommende helt nye og banebrydende koncepter som bolig-møder-reality-programmet ’Langt fra Bryggen’ og bolig-møder-reality-programmet ’Tobias & Patricia’.
Alle skal have en politiserie
Nå, men var det så den dårlige nyhed? Nej. Eller jo – Viaplays deroute er en forfærdelig nyhed for den danske filmbranche.
Men det var ikke den dårlige nyhed, jeg teasede for i starten. Den kommer. Den gode nyhed er, at både Netflix, Max og Prime nu sætter kul under deres danske serier igen.
Streamingkongen over alle konger, Netflix, har som klassens dydsmønster adskillige danske film og serier på vej. På seriefronten er det helt nye politiundercoverserien ’Legenden’ og Per Flys krimiserie ’Reservatet’, der følger i kølvandet på anden sæson af ’Skruk’, som lige har fået premiere, og suppleres af en ny sæson af ’Kastanjemanden’.
Prime Video kunne stolt afsløre, at de har deres første danske fiktionsserie i udvikling – en thriller/krimiserie om politienheden Uropatruljen med Pilou Asbæk i en hovedrolle. Og de er i fuld gang med at identificere flere projekter, om end disse lige så vel kan komme fra Sverige eller Norge.
Og Max – foreningen af det gamle HBO Max og Discovery+ – kunne også fortælle, at de nu vil begynde at udvikle fiktion igen, efter der ellers var trykket eftertrykkeligt på stopknappen midt i den nylige fusion og moderselskabet Warners benhårde spareøvelser. Deres første danske serier bør se dagens lys i 2026.
Ingen gider det smalle
DR fremviste klip fra Anna Emma Haudals familiedrama’ Generationer’, mens de løftede sløret for en kommende storserie af Martin Zandvliet, ’Høst’, som foregår omkring et landbrug, og at anden sæson af ’Huset’ kommer til at foregå i et kvindefængsel.
TV 2 har allerede til oktober premiere på Thomas Vinterbergs uhyre imødesete og stjernespækkede ’Familier som vores’, der er Zentropas dyreste serie nogensinde, om et Danmark ramt af klimakatastrofe, og så kunne de blandt andet vise klip fra det kommende forældreportræt i dramedy-format, ’De bedste år’ med Magnus Millang og Stephania Potalivo, anden sæson af hospitalsserien ’Dag og Nat’ og serien ’Sosu’, hvorfra vi under tv-festivalen fik den første smagsprøve på Tessas repliklevering! Det så spændende ud.
Altså: Nogle har kastet fiktionshåndklædet i ringen, men DR og TV 2 er på dupperne, og flere af de store streamingtjenester har nu igen ambitioner på området. Mange af de kommende serier har takter til at bliv både underholdende og relevante fortællinger.
Så hvad er den dårlige nyhed?
Det er, at alle som én nu tænker stort og bredt. Alle går efter at favne et stort mainstreampublikum. Nicheserierne på dansk er en stendød fisk.
»Vi har præciseret vores strategi, hvor vi går efter de store brede. Det smalle til et nichepublikum falder igennem for tiden. Vores mulighed på TV 2 er, at vi kan løfte fortællinger op ved at satse på det brede«, lød det fra TV 2’s fiktionschef Mette Nelund.
»Vi går heller ikke efter det smalle som sådan, men nogle gange kan det, der virker smalt, godt åbnes op. ’Huset’ virkede nichet, men blev bred«, sagde DR’s dramachef Henriette Marienlund.
Max’ chef for originalt indhold i Norden, Pil Gundelach Brandstrup, betonede flere gange, at deres kommende serier kun bliver lavet, hvis de er »profitable«, hvilket sikres ved et grundigt undersøgelsesarbejde, før de sættes i gang.
Hos Prime Video understregede chef for originalt indhold i Norden Karin Lindström, at en serie skal fange an inden for de første tre minutter, hvis folk ikke skal klikke væk, og mens Netflix generelt har et blik for at ramme ned i nicherne, tyder alt på, at de også bevæger sig i bredtfavnende mainstream med deres danske indhold disse år.
Halser efter gamle tendenser
Streamingtjenesternes danske serier bliver altså udviklet efter en meget mere kommercielt strømlinet tankegang, end de har været nogensinde før. Det betyder ikke, at de bliver dårlige, men det betyder, at man laver det, man har undersøgt sig til at tro, at folk gerne vil have.
Man kan indvende, at serielandskabet aldrig rigtigt har været et sted, hvor de vilde kunstneriske eksperimenter har udfoldet sig. Men serier som Triers ’Riget: Exodus’ på Viaplay, Refns ’Copenhagen Cowboy’ på Netflix, HBO Max’ ’Kamikaze’, YouSees ’Limboland’ og DR’s ’Doggystyle’ ville sandsynligvis ikke blive lavet i dag.
Apropos ’Limboland’ og ’Doggystyle’ er mit bud, at ungdomsserien får svære kår den kommende tid, selvom Prime Video udviste interesse for at lave young adult-formater. Ungdom kan meget vel være en af de nicher, det ikke kan betale sig at servicere de kommende år.
Jeg forstår godt, at streamingtjenesterne spiller sikkert efter den hektiske kamp om original fiktion, der har bragt flere af dem i knæ de seneste år. Men når man giver seerne det, de tror, de vil have, misser man sandsynligvis det, der kan pege i nye retninger og blive de nye store hits. Man halser efter gamle tendenser frem for at skabe nye.
Med streamingtjenesternes fokus på genreserier og god rendyrket underholdning hviler der et endnu større ansvar på DR og TV 2’s skuldre end i mange år. Det er herfra, de samlende og samfundsrelevante fortællinger om Danmark skal komme fra, og det virker heldigvis, som om man begge steder er bevidste om den position. Ingen andre end DR og TV 2 ville give grønt lys til en serie om landbruget eller en stor dramaserie om Danmark midt i en klimakatastrofe.
Jeg håber blot, at DR og TV 2 i jagten på det brede stadig tør tage chancer og udfordre både sig selv og publikum. Ingen havde på forhånd regnet ud, at serier som ’Squid Game’ eller ’Skam’ blev dagsordensættende hits i den udstrækning, som de gjorde. Det, der ligner en niche eller en chance, kan meget vel være det nye altomsluttende fænomen.
Én ting er sikkert: Hvis ikke DR og TV 2 tør satse på danske nicheserier de kommende år, er der ingen, der kommer til at gøre det.
Copenhagen TV Festival er arrangeret af Producentforeningen.