Diplo har det bedst på farten mellem fester i verdens hovedstader og ghettoer. Fra 1. klasse til den 3. verden. En festglobetrotter og mesterlig mikser af kulturer, referencer, drinks og beats.
Her er en af internettets forbandelser: At man ender med at interviewe musikere i mail-form. Svarene fra Thomas Wesley Pentz er for eksempel først og fremmest bare hamrende kortfattede. Og hurtigt skriblede. Men man kan alligevel skimte noget temperament og en sund humor bag ordene.
Tag for eksempel mit møjsommeligt formulerede spørgsmål i øst:
Hvordan undgår du, som en travl dj og producer så meget på turné at blive forvirret eller miste kontakten med din hjemstavn, venner, familie, dig selv?
Og så hans noget upræcise svar i vest:
»Nej, det er det, vi har iChat og Twitter til«.
Hvad med dit eget sted, hvordan er det?
»Fuld af mennesker der sover på gulvet. Huller i taget… masser af våben og biler«.
Hvor ofte er du der?
»Én gang om året«.
Hvor er det?
»I en hule«.
Nok snarere en penthouselejlighed. For hr. Pentz er en af klodens mest feterede dj’s, og den mest berømte i den nye skare af globaliseringsglade dj’s, der orienterer sig mod alle verdenshjørner, 360 grader. Han har været ambassadør for lyden af de brasilianske ghettoer. Har en succesfuld dancehall-duo med en række jamaicanske gæstestjerner. Og et pladeselskab, et studie og et koncertsted. Han har startet et projekt i Australien for mindre bemidlede, marginaliserede musikere. Og lavet en legendarisk sampling til et af 00’ernes mest markante hits. Han har produceret for Robyn, Snoop Dogg, M.I.A., Shakira og MF Doom, er måske dj-kulturens første deciderede sexsymbol og har (en måske faket) stådreng i en Die Antwoord-video.
Die Antwoord ‘Evil Boy’
Diplo lyder kunstnernavnet og varemærket, som gungrer over den ganske klode og dukker op her, der, alle vegne. Sidste gang det – og han – dukkede op i Danmark, var i København i april. Folk kravlede rundt på Kødbyens tage. Hjemmedrenge viste fuld underbuks, mens de forsøgte at bakse sig over tagkanten fra containere i forsøget på at nå en højere ekstase, end den der allerede blev pisket til skum nede i den stopfyldte asfaltfirkant. Piger pissede i garagerne, hvor kød og flæsk normalt bliver lastet. En fyr benede lykkeligt rundt i sin lille gokart, mens han bællede Red Bull. Der lå en liflig aura af gavmildt forår, rigelig øl og blid psykofarmaka over Kødbyen. Alt stod i blomst på asfalten. Og Diplo fyrede den af på sin laptop og cd-dj-stang i et sæt, som både inkluderede indie-klassikere fra Pixies, politisk rap fra Dead Prez, dubstep, dancehall og selvfølgelig ghetto-beats fra hele verden. Business as usual, hvis man skal tro aftenens midtpunkt.
»Over alt, hvor man tager hen, er der kids, der vil ud og se en spille. Kulturen omkring dem kan måske være lidt mere snerpet, men kids’ene kommer alligevel«. »Dj’s styrer showet nu. Rockbands er en eftertanke«. »Jeg var en af de første dj’s i USA, som spillede på rock-venues«.
17-timers arbejdsdage
Det startede selvfølgelig lidt mere behersket for Diplo. Hans første dj-gig foregik på et hotel i Daytona, Florida.
»Det var med de eneste ti plader, jeg ejede. Jeg var 17. Ikke specielt god. Ingen gad at høre Beastie Boys, Jimi Hendrix og Ice Cube natten lang. Det var mere et oldies/familie-sted«.
Det er det ikke længere. Det er de svedigste klubber, de særeste steder, traditionelle rockspillesteder, totaludblokkede festivalscener og celebre, stærkt indbringende events. Hans honorarer er i de sekscifrede højder. Han arbejder seks dage om ugen, og når han er on the road, så er det 16-17 timer om dagen: Står op, fanger et fly eller tog. Ankommer til soundcheck, interview, måske en studieoptræden og endelig hovedbegivenheden. Så i seng. Og så forfra igen. Og han har ikke længere ti plader. Han har internettet. Og han anser først og fremmest sig selv for at være dj – fordi han elsker ny musik.
Hvorfor begyndte du at dj’e og lave musik?
»Fordi jeg blev ved med at blive fyret«.
Hvad er din første erindring om musik?
»Godt spørgsmål. Måske at høre Air Supply (australsk softrockband fra 70’erne/80’erne, red.) i min fars bil«.
Hvad lyttede I til derhjemme, da du var barn?
»Kristen musik…«
Kommer du fra et musikalsk hjem?
»Nej. Mine forældre lever af at fiske«.
Ja, de har i hvert fald en fiskeforretning i New Smyrna Beach i Florida. Thomas Wesley Pentz blev født i Tupelo, Mississippi i 1978, og mens han voksede op, flyttede han med familien rundt i sydstaterne. Som teenager kom hormonerne i sving til genren miami bass med dens basangreb på de nedre regioner. Men han lyttede også til collegeradioers alt.rock-orienterede playlister. Og da han selv begyndte på Rollins College fik han et show på WPRK. Som 19-årig flyttede han nordpå til Philadelphia for at fortsætte sine studier inden for film og antropologi. Og så havde han jobs, som han altså blev ved med at blive fyret fra – om det så var fra en zoologisk have, som skolelærer eller fra en Subway sandwich-bar. Hans dagjobs veg først endeligt pladsen for natarbejdet i 2003.
Året før havde han dannet dj-gruppen Hollertronix sammen med Low Budget, og de var ved bide sig fast i Philly, ikke mindst ved hjælp af egne mixtapes såsom ‘Never Scared’, der hjalp til at definere deres egen sjofelt smækkende sound.
M.I.A. ‘Paper Planes’
Mødet med favelaerne
Sveden drev af væggene deroppe nordpå, og snart begyndte duoen at få besøg af mikrofontæskere som Bun B fra Texas og Spank Rock fra Baltimore. Og ikke mindst en britisk-srilankansk pige, der kaldte sig for M.I.A.. En politisk provokerende kunststuderende fra London som skulle vise sig at blive Diplos første ‘claim-to-fame’.
Det skete først med samarbejdet om det spraglede og medrivende mixtape ‘Piracy Funds Terrorism Vol. 1’ fra 2004, dernæst med Diplo som producer på tre tracks samt som medsangskriver på hittet ‘Bucky Done Gun’ fra M.I.A.’s skelsættende debutalbum ‘Arular’ fra 2005. To år senere skrev og producerede Diplo tre tracks på opfølgeren ‘Kala’, ikke mindst ‘Paper Planes’ som senere blev et af 00’ernes vigtigste hits og rummede den efterhånden legendariske sampling fra The Clashs ‘Straight to Hell’.
De to numre rummer Diplos vigtigste særkender, både som dj og som producer: ‘Paper Planes’ demonstrerer hans øre for uventede sammenhænge med samplingen af en ladning af en revolver, et skud samt den afsnuppede sampling fra ikoniske The Clash. Og ‘Bucky Done Gun’ er farvet af Diplos rejser i Brasilien, i Rio De Janeiros ghettoer, favelaerne, hvor genren baile funk eller funk carioca lyner løs. Nummeret er et fremragende eksempel på hans stadigt skalpelskarpe sans for røvrystende musik fra andre dele af verden end den vestlige.
Han rejste til Brasilien i 2004. Arbejdsløs. Dernede gad ingen lege med ham – han var jo bare en gringo. Men så var han heldig at møde baile funk-guruen DJ Marlboro og blev ført ind i favelaerne, hvor man ikke skal traske rundt på egen hånd, slet ikke som hvid. Med mindre man synes, livet er helt vildt overvurderet.
Så det var ind i helvedes forgård, hvor man fester endnu hårdere, end når den vestlige middelklasse skal flygte fra kedsomheden. Dernede flygter man fra en manglende fremtid. Som hele tiden er ved at indhente én. Diplo så 15-16-årige sniffe centimeterhøje coke-baner og flashe deres guns. Han så et vildt seksuelt drive til festerne, som blev gennemtævet af seks meter høje højtalertårne.
Og han tændte hårdt på baile funks offensive rytmik, der er inspireret af Miami bass, som Diplo selv feticherede som teenager. Og på måden de skødesløst tog en eller anden sampling fra for eksempel Morrissey og smed ind i mixet. En uhøjtidelighed og en kulturelt skizofren collagekunst han kunne nikke genkendende til fra sine egne mix og produktioner.
»Jeg er fra hiphopskolen. For mig er hele kulturen bygget på historie og på at fucke rundt med den«, skriver han i sine mailsvar.
Og Diplo tog baile funk med sig hjem til vores del af verden, hvor han nu er blevet en anerkendt budbringer af en ny verdens musik fra ghettoer i Brasilien, Argentina, Angola, Mexico, Indonesien, Los Angeles, you name it. Diplo er blevet den mest berømte af de 3. verdens-orienterede dj’s og producere, som er blevet kaldt for globalistas. Diplo, Maga Bo, Dj/rupture, Wayne&Wax, Radioclit, Gilles Peterson. Høje på global ghetto tech, et væld af fjerne traditioner samt vestlig musik i stærkt brændbare mix. Og i dette mix er Diplo den mest offensive, mest sjofle, mest populært succesfulde. Etisk balancegang
Men ikke alt er fryd og gammen. Der er en del diskussion om, hvordan disse globalistas bør begå sig over for de økonomisk mindre bemidlede musikere fra fjerne egne. Der bliver talt om neokolonisering, om at de ofte fattige musikere udnyttes til at fremme vestlige karrierer. Og nogle af dj’sene gør da også en dyd ud af at oplyse om kontekst og opfordre folk til at gå til de kilder, de suger fra.
Men ikke Diplo. Sidste år langede bysbarnet og kollegaen King Britt ud efter Diplo med følgende svada på Facebook: »En producer, som jeg virkelig har haft respekt for, afsløret som den kulturelle voldtægtsmand, du er blevet«.
Diplo er tydeligvis træt af anklagerne.
Hvordan forholder du dig til det ansvar, der følger med at spille musik fra den tredje verden?
»Det gør jeg normalt ved enten at udgive plader på Mad Decent og ved at hjælpe min nonprofit-organisation Heaps Decent. Eller ved at slås med arbejdsløse journalister, som er sure på mig på internettet, men i stedet burde arbejde for Greenpeace«, skriver han.
»Jeg gør, hvad jeg kan for kunstnerne. Det er aldrig nemt. De fleste kunstnere har ikke brug for min hjælp. Jeg er bare en dj. Jeg spiller bare musik, som jeg kan lide, og folk betaler mig for det«.
Men Diplo er ikke bare en dj. Hollertronix er vokset til et brand og et større klub-crew. Hans pladeselskab Mad Decent spiller brillant på internettets muligheder for multimedial guerillamarkedsføring, har en distributionsaftale med et major label og har udgivet musik fra Santigold, Lil’ Jon, Peter Bjorn and John, Rusko og Buraka Som Sistema. Han har lavet dokumentarfilmen ‘Favela on Blast’ om baile funk. Og i Philadelphia har han åbnet The Mausoleum, som huser ikke kun Mad Decent, men også en scene og et indspilningsstudie, hvor notabiliteter som M.I.A., Santigold, Spank Rock, Christina Aguilera og Shakira har været på besøg.
Trailer til ‘Favela on Blast’
Diplo kører showet i en jernsikker balancegang – ikke kun på globaliseringens, men også kommercialismens knivsæg. Reklamer for supermarkeder, tyrkiske teleselskaber, jamaicansk turistforening, samarbejder med Red Bull og Diesel. Og en efterhånden konsekvent apolitisk tilgang til sit virke.
Han hyldede ellers M.I.A. for det modsatte tilbage i 2004 i et interview med Stylus Magazine:
»Hun er eksplicit en smule politisk, og det er virkelig fedt – sange, der rammer og er fremsynede. Man er nødt til at sige noget nu om dage. Det er åbenbart sæson for den slags«.
I dag er han anderledes kategorisk afvisende over for politisk indhold:
»Hvis du vil have politik, så læs Howard Zinn-bøger eller gå på Ted.com. Det er et fucking langt bedre sted at få dine informationer end på M.I.A.’s album«, sagde han i 2010 til Pitchfork.
Diplo deler tingene op: Gør sit for samfundet i det små og uden for dansegulvet, mere eller mindre i civil. I maj måned tweetede han om et støtteprojekt til fordel for et af sine yndlingsdyr, søkoen. Og så har han altså også startet Heaps Decent, et projekt der hjælper marginaliserede unge musikere i Australien med at komme på fode og lave musik. Sikkert af ædle grunde, men også i egne vanligt kække ord for at holde haterne uden for skudvidde.
Alt er eksotisk
»Jeg synes det er vigtigt at anerkende, at jeg er en hvid fyr fra USA. Jeg har et pas, og jeg kan rejse en masse uden for mit land, hvilket 90 procent af verdens befolkning ikke kan. Så det er vigtigt at konfrontere den virkelighed. En masse har ikke friheden til at forlade favelaen eller bare have ideen om at forlade den i deres hoveder«, sagde han i 2008 i et videointerview i Rio med kollegaen og landsmanden Maga Bo.
»Den første gang jeg tog til Brasilien, kunne man ikke høre musikken andre steder end i Rio. Måske i São Paulo. Hvad der fik den til at vokse, var folk, der spillede den uden for Brasilien«, sagde han til Pitchfork i 2010.
»Folk i Brasilien begyndte at sige, det kan vi spille nu, det er ikke bare ghettomusik eller sort musik. Det er cool – hvide kids i Europa danser til det nu. Det fik den til at sprede sig«.
Ikke desto mindre er Diplo blevet anklaget for at udnytte ikke kun brasiliansk baile funk, men også Baltimore klubmusik og senest også den jamaicanske dancehall i duoen Major Lazer, som også fik skældud for at have inkluderet flere dokumenteret homofobiske toastere på deres debutalbum fra 2009.
»Homofobi, det dækker vi ikke på pladen«, sagde han i 2009 til radiostationen KEXP. »Vi påskønner kunstnerne for det, de laver, og så har de deres egne holdninger. Men vi er ikke interesseret i at gøre noget i den stil. Jeg har masser af fans fra det homoseksuelle miljø«.
Allerede på universitetet rendte Thomas Wesley Pentz ind i anklager om at fucke med autenticitet og ‘forkerte’ kombinationer.
»Jeg gik i skole for at gøre det, jeg gør nu. Men jeg indså, at det var den største mur, jeg overhovedet kunne rende i. Jeg forstod ikke hele ideen om, at man ikke kunne mikse kulturer, som jeg gør. Det er dét, der fascinerer mig«, fortæller han i minidokumentaren ‘Wesley Pentz’ på wn.com.
»I skolen sagde de til mig, at det var umuligt, etisk uforsvarligt. Den samme kritik, som jeg modtog, da jeg var antropologi-studerende er fortsat over i mit arbejde med musik«.
Diplo live i Miami
Men det har ikke gjort Diplos fuckfinger til autenticiteten mindre, ja, han hævder faktisk at autenticitet ikke længere eksisterer i hans ordforråd.
»Alt er eksotisk. Selv avocadoen i din deli. Verden er ét stort homogent sted fyldt med mennesker. Der er mange kulturer, helt klart. Men hvad fanden er forskellen? Vi går alle på Youtube for at se på musik gratis«, skriver han.
Hvad har ghettomusikken som den vestlige klubmusik ikke har?
»Hvad er forskellen? Det er alt sammen musik for mig. Jeg kan spille et minimalt mix og smide en reggae a cappella oveni. Jeg er ligeglad«.
Hvad kan vi lære af det?
»Ting og sager«.
Vi er alle ens, selv om vi er forskellige. Og beviset fører Diplo nat efter nat, når han viser, at de blegeste gespenster kan danse til den sorteste voodoo, at de dybt i en favela kan forelske sig i den hvideste collegerock, at de selvfølgelig kan spørge efter britisk politisk punk på Jamaica.
Et unormalt liv
På et tidspunkt ude i fremtiden, om en fem års tid, kunne Thomas Wesley Pentz godt forestille sig at slå sig ned. Nærmere bestemt i musikmekkaet New Orleans.
»Jeg ved ikke engang, hvad et normalt liv er«, siger han i minidokumentaren ‘Wesley Pentz’.
»Jeg tror det bedste, jeg kan gøre, er at dyrke det, som gør mig glad og kreativ. Mange folk, jeg kender, lider mere, end de burde. Den eneste, du kan stole på, er dig selv. Ting kan blive så rodede«.
Lige nu er han lykkeligst, når han rejser. Måske en form for fange af sin rastløshed og sin mikroskopiske attention span? I hvert fald er han ifølge sin egen diagnose en mand med seriøs Attention Deficit Hyperactivity Disorder.
Så hop ombord: Diplo er til for the kids. I alle aldre. Og han er vist selv en af dem. Og det handler om at have det sjovt, når mørket falder på. At nyde. Og det kan foregå i et mix af Paul Simon, baile funk, The Cure, Yazoo, cumbia nuevo, Outkast, Ludacris, kuduro, Cybotron, Cat Power, Aphex Twin, Le Tigre – og de brændte cd’er som lokale stikker i hænderne på ham, og som han i stigende grad er begyndt at inkorporere i sine sæt.
Smagsdommer? Mjah, snarere en smagsbefrier. En dj der har besluttet at droppe alle regler og fokusere på festens væsen.
»Jeg improviserer hver aften. Og jeg synes, at en stærk whiskybaseret drink hjælper. Helst en 18 år gammel whisky«.
Hvad er den vildeste fest, du har styret?
»Mand, det ved jeg ikke. Hver uge er der noget, der er endnu mærkeligere. Måske den puertoricanske ambassade i Cuba. Og så nogle salsa-natklubber fulde af prostituerede«.
Hvad er det sværeste publikum, du har oplevet? Og hvordan får du det til at virke?
»Jeg lader dem bare forstå, at jeg ikke har tænkt mig at gå. Det får dem normalt til at slappe af«.
Hvad har været din længst varende fest?
»Jeg har fyret nogle få sæt på over fire timer af i år. Mexico City…«
Den kedeligste?
»Jeg dj’ede til den her tennisfest i Miami under Winter Music Conference i april, og jeg spiste en hel middag under mit sæt og spillede alle pladerne i deres fulde længde«.
Den hemmeligste?
»Hmmm… Hver gang jeg har fri og nogle frister mig til at spille til en fest, så plejer jeg at hoppe på den. Sidste år havde jeg fri en dag i Kansas og kendte nogle kids, som lokkede mig til at dj’e. Jeg tweeter om det den her mandag omkring kl. 17, og politiet dukker op ved det her pakhus for at lukke festen, før den er startet! Vi flyttede den til et tag downtown i Lawrence, Kansas, og vi havde en sindssyg åben bar-fest med omkring 300 kids på en mandag in the middle of nowhere. Jeg er vild med hjemløse vagabondagtige turneer«.
Følger fester en eller form for udvikling, der er den samme fra gang til gang?
»Mand, det er altid forskelligt fra gang til gang. Nogle gange er jeg nødt til at tage et fly en time efter sættet. Nogle gange render jeg med nogle piger. Nogle gange ender jeg ved en swimmingpool og ryger DMT. Nogle gange er det studiet. Nogle gange ender jeg i et fragttog. Nogle gange i fængsel«.
»Bare en dj«… Helt sikkert. Nok nærmere en røvryster af Guds nåde.