(Spoiler alert: Slutningen på ‘The Perfect Couple’ og ‘Presumed Innocent’ antydes i det følgende)
KOMMENTAR. Det er på en måde meget passende, at ‘Never Gonna Give You Up’ ender med at stjæle scenen i de sidste par afsnit af Susanne Biers Netflix-serie ‘The Perfect Couple’.
For har man siddet gennem samtlige af krimiens omtrent seks timer med forventning om en slutning, man kan tage nogenlunde alvorligt, føles finalen faktisk lidt som at blive rickrollet. Latterliggjort for at have investeret sig i noget, der viser sig at være totalt plat.
I næstsidste afsnit af ‘The Perfect Couple’ var det den mandlige halvdel af det velhavende, men til ingens chok uperfekte Winbury-ægtepar, der i en syvhestes karaokebrandert til sin kones bogreception afslørede alle deres hemmeligheder i en stakåndet version af førnævnte Rick Astley-hit.
Efter det kunne det vel ikke blive mere crazy?
Jo. For i ‘The Perfect Couple’ er det ikke nok, at et fuckable hashhoved af en mandebaby giver et nummer. Det er ikke slut, før både den tynde og den fede dame synger.
Inden vi fik afsløret, hvem der havde begået seriens mord på brude-BFF, influencer og gravide Winbury-elskerinde Merritt Monaco, skulle tingene så langt ud på et overdrev af gak, at man endegyldigt nåede at miste interessen for det, der skulle forestille at være et opklaringsarbejde.
Punktummet var på den måde helt i ånd med serieintroens TikTok-leflende danse macabre. Anything goes.
Jeg fik til gengæld akut trang til at ryge en af de cirka firehundrede joints, Liev Schreibers karakter får inhaleret i løbet af ‘The Perfect Couple’s seks afsnit i frustration og irritation. For sidste afsnit gav mig samtidig komplet streaming-deja vu.
Det nye dyre skrald
Tidligere på sommeren var det en anden stort anlagt omgang binge-thriller, der formøblede sit heftigt opbyggede momentum. Også Jake Gyllenhaal-thrilleren ‘Presumed Innocent’ viste sig til sidst at være omtrent lige så udspekuleret som en kogt kartoffel.
Samtidig er både ‘Presumed innocent’ og ‘The Perfect Couple’ eksempler på en for tiden højt skattet type underholdning.
Selvom de på papiret ligner prestigeserier med deres enorme budgetter, stjerner og seriøse krafter bag, er de mere effektive end kunstneriske og helt bevidste om det. I modtagelsen dukker udtryk som sæbeopera og trashy op igen og igen. Men alligevel ender de tit med at sætte sig mellem den høje og den lave stol.
‘Presumed innocent’ er baseret på en 80’er-roman og en 90’er-film, og selvom man har givet både cast og slutning en sjat 2024-opdateringer, kan serien alligevel ikke løbe fra fordums fladhed. Det er især i finaleafsnittets store morderafsløring, man kan mærke konsekvenserne af de kønsmæssige krumspring, der er taget for at vige uden om klichéer som ‘den sindssyge jaloux kone’. I stedet får vi så bare en variant af morder, der nok er uforudsigelig, men også meningsløs.
I ‘The Perfect Couple’ har man også ændret slutningen fra seriens bogforlæg. Her giver tilføjelsen af en motiveret mordgerning egentlig fin mening. Det gør det sidste falske spor, der involverer Nicole Kidmans karakter, hendes hemmelige kriminelle bror, hans gæld til tyrkiske kriminelle og deres fælles fortid som tomands-escort-firma ikke.
Det står klart omkring halvejs inde i finaleafsnittet, hvor Kidman slipper ud af sin afhøring og tager hjem for at sætte ild til al den stolthed og facade, hun har kæmpet for hele serien igennem. Der er mere hovsamissil end ‘The Usual Suspects’ over dét twist, da det kun giver mening i en version af serien, hvor det, vi har siddet og ventet på at finde ud af var, hvem hendes karakter i virkeligheden er.
Ikke … hvem der har begået det mord, det hele skal forestille at handle om?
Råbe pik og skride
På den måde lader ‘Presumed Innocent’ og ‘The Perfect Couple’ til at kende deres tjubang-pladser, indtil de i sidste øjeblik prøver at bilde os ind, at de i virkeligheden er dramaer med komplekse karaktergallerier.
I stedet for at dyrke ‘hvem der gjorde det’ skal vi pludselig spadestikket dybere ned i, hvem der gjorde det.
Vi får forlorne moralske afskudssalutter, der, i stedet for ordentlige mord, udforsker tegneseriespørgsmål som ‘hvor langt vil du gå for penge?’ og ‘vil du slå ihjel for kærlighed?’
Jeg forventer ikke nødvendigvis genial forløsning a la finalerne på kritikerdarlings som ‘Succession’ eller ‘Better Call Saul’.
Men pointen med den her type bingekrimier er vel, at navnene, pengene og det påstået gode håndværk skal gøre dem til »velspillet og syndig trash-underholdning« og ikke bare menigt streamingskrald, hvor det bliver banket i med syvtommersøm, at »det hele handlede om penge«? At det ikke var så vigtigt, hvem der gjorde det, fordi alle i virkeligheden er skyldige?
Hvad er det for en gåde, hvis løsningen er at råbe pik og skride?
Ikke én der er nogens tid og penge værd.