Sidste år prægede den omfattende strejke blandt forfattere og skuespillere i Hollywood Awards Season, prissæsonen, der kulminerer med Oscar-showet.
Resultatet var blandt andet amputerede programmer på de toneangivende efterårsfestivaler (Venedig, Toronto og Telluride), der traditionelt bruges som udstillingsvindue for de store Oscartitler.
I år kunne Venedig til gengæld præsentere et overdådigt tagselvbord af stjerner fra øverste hylde. Så alting ligner vel sig selv igen – eller hvad?
Både og. Det kan godt være, at Brad Pitt og George Clooney smiler og fester sammen i Venedig, som var det 2004, men det kan ikke helt fjerne fornemmelsen af, at Hollywood og filmbranchen befinder sig i et vadested, der måske ligefrem har karakter af overlevelseskamp.
2023 stod – udover branchestrejken – i Barbenheimers tegn. Den naturstridige, men netop derfor effektive kobling mellem Nolans historiske (og meget maskuline) epos om atombombens ophavsmand og Greta Gerwigs feministiske revitalisering af Barbie-brandet fik mange til at tro, at nu var Hollywood tilbage for fulde omdrejninger.
Men 2024 har ikke været opmuntrende for hverken fans eller branche. Biograferne mangler publikum, og Oscarkapløbet synes også at gispe efter vejret. Hvor er de titler, der indlysende lader sig indskrive i kongerækken af prestigetitler med Oscar-guldstøv sprinklet over sig?
Venedig, der i tidligere årgange har præsenteret verden for senere Oscar-sværvægtere som ’Gravity’, ’Birdman’ og ’Nomadland’, leverede trods opbuddet af stjerner ikke mange overbevisende bud på Oscar-film: Titler som ’Babygirl’ og ’Queer’ vil have sine fortalere, men er næppe filmoplevelser, der kan samle bredt. Den Oscar-buzz, der omgav ’Joker: Folie á Deux’ før premieren i Venedig, blev forvandlet til buzzkill i løbet af få timer.
Det samme skete i øvrigt for Yorgos Lanthimos’ ’Poor Things ’-opfølger ’Kinds of Kindness’ og Francis Ford Coppolas hundedyre ’Megalopolis’ i Cannes i maj måned.
Sidste september lykkedes det mig at gætte alle 10 titler, der fire måneder senere høstede en nominering for bedste film, hvilket indikerer en ret forudsigelig sæson, men i år er det netop, som om krisestemningen har forplantet sig til Oscar-kapløbet, der ikke på samme måde som vanligt leverer helt oplagte udstyrsstykker eller enstemmigt kritikerroste festivaltitler med kurs mod guldet.
Noget er anderledes i år, og selvom det kan være svært at sætte fingeren på, hvad det er, og hvorfor det er sådan, så er realiteten den, at jeg for første gang i mands minde sidder med sådan en ’alt kan ske ’-fornemmelse, som er befriende og lettere angstfremkaldende på en og samme gang.
Her er derfor det første – hændervridende usikre! – bud på de 10 film, der kan gå hele vejen til en nominering for bedste film:
10. ’A Real Pain’
Sundance er ikke et oplagt sted at søsætte en Oscar-kampagne, men det hænder, at mindre film på udkig efter en distributør netop via Sundance sikrer sig en platform (og dermed nogle økonomiske muskler), der rækker ud over det, den gængse indiefilm kan præstere.
Oscar-vinderen fra 2021, ’CODA’, er naturligvis det bedste nyere eksempel, men så sent som sidste år tog også ’Past Lives’ den lange, besværlige vej fra Sundance til Oscar-nomineringer.
Dette års bedste bud på en ’fra Sundance til Oscar ’-solskinshistorie er indiekomediedramaet ’A Real Pain’, forfattet og instrueret af Jesse Eisenberg, der siden visningen på Sundance i januar 2024 har været en del af Oscar-samtalen.
En medvirkende årsag hertil er uden tvivl, at Searchlight har købt rettighederne til filmen og har kørt den i stilling til et Oscar-venligt biografpremieretidspunkt i USA, nemlig 1. november.
Kieran Culkin giver den som genstridig fætter til Eisenbergs hovedrollekarakter i ’A Real Pain’. De to beslutter sig for at tage på en dannelsesrejse til bedstemorens Polen for at komme tættere på hinanden og på deres egen (jødiske) familiehistorie. Det forløber selvsagt ikke helt efter planen. Culkin får efter sigende mulighed for at spille på nogle af de samme hysteriske og ynkeligt morsomme registre, han fremviste med knusende overlegenhed i ’Succession’. Mange eksperter nævner ham som en af favoritterne til bedste mandlige birolle.
9. ’Sing Sing’
Colman Domingo slog sit navn fast sidste år med sin Oscar-nominerede hovedrolle i det noget ferske borgerrettighedsdrama ’Rustin’.
I år ligner han i udgangspunktet en af favoritterne i samme kategori for sin indsats i ’Sing Sing’, hvor Domingo spiller en uskyldigt dømt indsat i det berygtede fængsel, der lægger navn til filmen. Her finder han mening i sin ødelagte tilværelse ved at sætte et teaterstykke op i fængslet.
Domingo er en af få professionelle skuespillere i castet (sammen med blandt andre Paul Raci, der var Oscar-nomineret for sin birolle som den døve mentorskikkelse i ’Sound of Metal’), der ellers gør brug af tidligere og nuværende indsatte i Sing Sing.
Filmen fik allerede premiere i Toronto i 2023, men var en af en lang række titler, der i strejkeåret fik skubbet sin biografpremiere til 2024. I de senere år har vi set, hvad A24, der distribuerer filmen, er i stand til – både i forhold til at skabe publikumshype og i forhold til at få dem positioneret i Oscar-sammenhæng. ’Everything Everywhere All at Once’ er naturligvis det mest prominente eksempel.
Angående publikumshype: ’Sing Sing’ har kun indspillet for lige knap tre mio. dollars i de amerikanske biografer siden premieren i juli. Det er dog næppe et stort problem: Det er ikke rigtig den type film, folk længere går i biografen for at se, og derfor vil det næppe være diskvalificerende for filmens chancer, at den ikke har præsteret på et parameter, der for bare en håndfuld år siden havde haft mere at sige.
Det kan måske snarere være en ulempe for filmen, at den ikke just har nyhedens interesse, men Domingos præstation har trods alt bidt sig fast og vil – sammen med virkelig gode anmeldelser (84 på Metacritic) – kunne fastholde en overordnet interesse for filmen.
Hvis Domingo begynder at vinde kritikerpriser i december for sin præstation, vil filmen kunne få det sidste rygstød henimod en nominering for bedste film.
8. ’September 5’
’September 5’ er instrueret af det relativt ubeskrevne blad Tim Fehlbaum, der med sine 42 år er en ren vårhare på instruktørsiden.
Filmen handler om terrorangrebet og gidseltagningen af israelske sportsfolk ved OL i München i 1972. Et scenarie, der tidligere har været genstand for filmisk opmærksomhed i Steven Spielbergs ’Munich’.
Det specielle ved fortællevinklen i ’September 5’ er, at vi følger det amerikanske tv-selskab ABC’s reportere på stedet og deres arbejde med at dække de hektiske begivenheder.
’September 5’ blev vist på Venedig-festivalen, men uden for konkurrence. Hvorfor så tro på, at filmen, hvis mest kendte navn på skuespillersiden er Peter Sarsgaard, kan gøre sig i Oscar-kapløbet? To ting er værd at nævne – udover den obligatoriske, nemlig gode anmeldelser:
’September 5’ er Paramounts tilsyneladende eneste oplagte kandidat i årets kapløb. Nu står det ikke skrevet nogen steder, at Paramount partout skal være repræsenteret i Oscar-feltet hvert eneste år, men man kan godt regne med, at selskabet vil smide mange penge efter at blande sig. Kampagnemusklerne vil altså ikke mangle noget for Fehlbaums film.
Den anden grund er lidt mere prosaisk: Hollywood Reporters rutinerede Oscar-ekspert Scott Feinberg mener at vide, at ’September 5’ ligger meget lunt i svinget, når talen falder på de film, brancheinsidere lige nu holder mest øje med.
Feinberg plejer at have noget nær unik adgang til og næse for, hvad der rører sig i branchen og i Akademiet. Så lad os give ham den anerkendelse at hoppe med på vognen, selvom ’September 5’ endnu mangler at møde publikum og toneangivende kritikeres dom samt at stå i konkurrence med andre film.
7. ’Gladiator II’
Vi har i tidligere årgange placeret Ridley Scott-film højt, alene fordi det er Ridley Scott-film, og fordi Scott i sin høje alder konsekvent laver storfilm.
Hvem er ikke bare lidt nostalgisk efter den type film, vi ved, at Scott er (var?) i stand til at lave?
Med sidste års ’Napoleon’ var jeg for første gang realistisk i min tilgang til Scotts dagsform og udelod ham fra min liste – med god grund, skulle det vise sig (selvom ’Napoleon’ så langt fra er den værste nyere Scott-titel). Med ’Gladiator II’ må jeg tage den realisme op til revurdering. For kan der tænkes noget mere Oscar-egnet end et genbesøg til den fortælling, der gav instruktøren Oscar-guld for mere end to årtier siden?
Man kan ikke just sige, at sandal-og-sværd-genren har kronede dage i 2024, men det havde den såmænd heller ikke i 2000. Hvad der derimod taler for, at ’Gladiator II’ vil bjergtage filmpublikum i 2024 på en måde, som en Scott-film ikke har kunnet længe, er et simpelt blik på castet: Nej, Russell Crowe vender ikke tilbage fra de døde i rollen som Maximus Decimus, og Joaquin Phoenix, der oplevede et kommercielt gennembrud (og sin første Oscar-nominering) for rollen som Commodus, er heller ikke at finde i 2024-opfølgeren (det er til gengæld Connie Nielsen!).
Men der er gladiatorbøffer på rad og række i form af Denzel Washington, Pedro Pascal og Paul Mescal, et triumvirat, der udover at kunne appellere til både fædre og sønners længsel efter at spille med musklerne nok også vil få både mødre og deres døtre til at sende længselsfulde blikke op mod lærredet.
Det er ikke frygtelig meget, vi ved om plottet i ’Gladiator II’, men vi ved, at Russell Crowe og Ridley Scott – to af planetens mest konfrontationslystne filmpersonligheder – er røget i totterne på hinanden. Crowe mener ikke, at man kan genbesøge fortællingen uden den figur, han udødeliggjorde i 2000. Og Scott? Han mener, at Crowe skal holde sin kæft.
Jeg vil sige det sådan: Hvis ’Gladiator II’ indeholder bare halvdelen af den fyrighed og energi, der fortsat kendetegner dens aldrende ankermand, er der noget spektakulært i vente!
6. ’Dune: Part Two’
Der har været en begyndende trend i de senere år til, at publikumsbaskere inviteres med ind i Oscar-varmen også i bedste film-kategorien. Det er nok tiltrængt, hvis Oscar skal overleve som en kulturelt samlende begivenhed.
Hvis vi nu – sight unseen – forestiller os, at ’Gladiator II’ bliver en stor biografsucces, skulle det ikke være til hinder for, at også ’Dune: Part Two’ – den mere vellykkede opfølger til den noget træge etter – kan gøre den selskab (undervurder i den forbindelse heller ikke årets største biografhit, ’Inside Out 2’, der også er alvorligt i spil til en nominering).
Hvis ’Dune: Part Two’ tager sig af en håndfuld tekniske priser – ligesom ved 2021-ceremonien –er den godt positioneret til også at opnå en nominering for bedste film. Den har næppe vinderchancer, men hvis Denis Villeneuve har blikket stift rettet mod den endelige konklusion i en treer, kan han jo håbe på, at han kan gøre Peter Jacksons bedrift med ’Ringenes Herre’ efter. Her blev treeren (’Kongen vender tilbage’) jo overøst med Oscar-statuetter, herunder den vigtigste, den for bedste film.
5. ’The Brutalist’
Jeg var i starten inde på, at Venedig ikke rigtigt bød på det forventede antal Oscar-kandidater i år, men undtagelsen er måske ’The Brutalist’, hvis 3,5 timer lange spilletid næsten har formået at overdøve de roser, som er regnet over ikke mindst instruktør Brady Corbet og hovedrolleindehaver Adrien Brody.
’The Brutalist’ ligner et godt bud på dette års ’Killers of the Flower Moon’, en stort anlagt og meget lang film om et overset hjørne af amerikansk historie, der med produktionsflair og visuel panache overbeviser dele af Akademiet om, at det her er filmens svar på ’The Great American Novel’.
Ligesom adskillige af de store amerikanske romaner fra det 20. århundrede er ’The Brutalist’ en immigrantfortælling. Brody – der for første gang er tilbage i Oscar-varmen siden sin Oscar for ’The Pianist’ for mere end to årtier siden – spiller László Tóth, en jødisk-ungarsk arkitekt, der overlever Holocaust (parallellen til ’The Pianist’ er til at få øje på) og siden emigrerer til USA, hvor han forfølger den amerikanske drøm. Guy Pearce spiller Harrison Lee Van Buren, en hovedrig forretningsmand, der bliver Tóths vigtigste klient i det amerikanske eksil.
Bliv ikke overrasket, hvis Pearce og Brody bliver nomineret for henholdsvis birolle og hovedrolle.
’The Brutalist’ ligner i det hele taget A24’s store satsning i år – førnævnte ’Sing Sing’ (nr. 9) og Luca Guadagninos ’Queer’ (med Daniel Craig) er også i spil for selskabet.
Spørgsmålet er om ’The Brutalist’ er for lang og tung en filmoplevelse til at ramme bredt i Akademiet? Selveste Martin Scorsese er med sine seneste to indsatser kommet til kort: ’Killers of the Flower Moon’ og ’The Irishman’ – der begge var over tre timer lange – hentede 0 Oscars på i alt 21 nomineringer. Det er næppe den bedrift, Corbet og A24 ønsker at efterligne.
4. ’Blitz’
’Blitz’ skiller sig ud på listen ved at være den eneste af filmene, der endnu ikke har haft premiere ved en festival i foråret eller efteråret.
Filmen vises for første gang på hjemmebane ved London-filmfestivalen 9. oktober, og først da er vi klogere på, om tidligere Oscar-vinder Steve McQueen står med en potentiel ny vinder i hænderne.
’Blitz’ ligner umiddelbart McQueens bedste bud på en Oscar-hardhitter siden triumfen i 2013 med ’12 Years a Slave’). Det er en storfilm, der tackler det tyske luftvåbens angreb på London under Anden Verdenskrig, den såkaldte ’blitz’. Hvor stor en rolle selve angrebene på London spiller i filmen, ved vi ikke. Det kan selvfølgelig gøre en forskel for filmens karakter af storfilm, om McQueen forsøger at genskabe ’blitzen’, eller om han mere bruger bombningen af London som et bagtæppe for at fortælle en karakterbåret historie.
Uanset hvad vil et cast bestående af Saoirse Ronan (der også er i Oscar-varmen for sin hovedrolle i ’The Outrun’) og Harris Dickinson (der synes at stå foran sit store gennembrud med tanke på rollen her og hans store birolle som Nicole Kidmans elsker i ’Babygirl’) næppe forringe filmens Oscar-muligheder.
Det er Apple+, der har erhvervet sig rettighederne til filmen. Dermed kan vi forvente en relativt kortvarig fremvisning i biograferne efterfulgt af en verdenspremiere på streaminggiganten i november måned.
Apple havde succes med sin kampagne for ’CODA’ for to år siden. Umiddelbart har streaming af storfilm haft det sværere med Oscar, da det ligger dybt indlejret i branchen (og i Akademimedlemmerne, må man formode), at en storfilm skal have mulighed for at vise sig frem i biografen, og hvis den ikke gives den mulighed, så er det nok ikke en ’rigtig’ storfilm.
Men vi står med en branche i opbrud, så måske streamingløsningen virker for ’Blitz’?
3. ’Emilia Pérez’
Ligesom Venedig kæmpede Cannes i maj med at præsentere de helt åbenlyse amerikanske Oscar-favoritter. Men hvad gør det, når favoritterne kommer fra en uventet kant?
Jacques Audiard (’Profeten’, ’Smagen af rust og ben’) er nok et stort instruktørnavn, men det har alligevel været overraskende, i hvor høj grad der er passion for hans stærkt idiosynkratiske blanding af krimikomedie, drama og musical, og hvor meget omtale den fik og fortsat får på den anden side af Atlanten, hvor det ikke så meget er et spørgsmål, om den får Oscar-nomineringer, men om den har vindermuligheder.
Det skader selvfølgelig ikke, at Audiard gør brug af to unge kvindelige amerikanske stjerner, nemlig Selena Gomez og Zoe Saldana. Særligt sidstnævnte står stærkt i kampen om en birollenominering. Hvis Karla Sofía Gascón, der spiller filmens titelkarakter, opnår en nominering for sin hovedrolle, vil hun være den første transkvinde, der nomineres til en Oscar for skuespil.
Frankrig har indstillet ’Emilia Pérez’ som landets kandidat til bedste internationale film, hvilket gør Audiard til Oscar-favorit på den front. Den franske indstillingskomite har dermed tilsyneladende lært lektien fra sidste år, hvor man på ret besynderlig vis undgik at indstille vinderen af Guldpalmen i Cannes, ’Anatomy of a Fall’. Det fik franskmændene til at se lidt dumme ud, i og med ’Anatomy of a Fall’ gik sin sejrsgang gennem Awards Season og blandt andet vandt Oscaren for bedste originalmanuskript.
’Emilia Pérez’ ser pt. ud til at stå med gode muligheder for måske endda at forbedre den franske Oscar-høst fra sidste år.
2. ’Anora’
Sean Bakers karriere vidner om, at vejen fra små indiefilm til bredere opmærksomhed og de helt tunge festivalpriser ikke behøver at være en dagdrøm, men at man med talent og dedikation kan tage springet på relativt kort tid.
Baker markerede sig først for alvor med ’Tangerine’ i 2015, men fik et internationalt gennembrud med ’The Florida Project’ i 2017, der blandt sine mange priser også scorede en dansk Bodil for årets bedste amerikanske film. Ved Oscar-uddelingen var det kun filmens eneste stjerne, Willem Dafoe, der opnåede en nominering, men kimen til noget stort var sået.
Med ’Anora’ synes stjernerne at stå helt rigtigt for Baker. Filmen vandt selveste Guldpalmen i Cannes som den første amerikanske film siden ’The Tree of Life’ i 2011. Siden ’The Tree of Life’ har Cannes-vindere som ’Amour’, ’Adeles liv’, ’Shoplifters’, ’Parasite’, ’The Triangle of Sadness’ og ’Anatomy of a Fall’ gået på yderligere sejrstogt gennem Awards Season og i tilfældet ’Parasite’ sågar vundet Oscaren for bedste film.
Når det endelig igen er blevet tid til en amerikansk vinder i Cannes, vil det være besynderligt, hvis den ikke samtidig finder solidt fodfæste i Oscar-kapløbet. En overvældende kritikermodtagelse – 90 på Metacritic – skader bestemt ikke. Tidspunktet synes helt rigtigt for Baker: Folk i branchen ved, hvem han er, og hvad han står for – nu skal der høstes!
’Anora’ følger titelfiguren (spillet af Mikey Madison fra ’Better Things’), der en munter aften i Las Vegas gifter sig med en ung mand. Det viser sig at være en blandet velsignelse, da den unge mand er søn af en rig russisk oligark med tvivlsomme forbindelser. Snart indleder oligarkens familie en jagt på det unge par.
Det uafhængige produktionsselskab Neon har gjort det til sit speciale at snuppe Cannes-vindere og køre kampagne for dem i Oscar-sammenhæng. Det lykkedes fortrinligt i tilfældet ’Parasite’, men medførte også Oscar-nomineringer til ’Triangle of Sadness’ og ’Anatomy of a Fall’. Mon ikke Neon har lige netop den knowhow, der skal til for at fiske mange stemmer i Oscar-akademiet?
1. ’Conclave’
Jeg vil gerne minde om, at min rangering ikke er en vurdering af styrkeforholdet med henblik på at vinde Oscar’en for bedste film i marts næste år. Det er en rangering, der bunder i sandsynligheden for, at en film opnår en nominering.
Om ’Conclave’ kan man måske sige, at den er lige lovlig publikumsleflende i den forstand, at den er baseret på en populær Robert Harris-krimi, men uanset hvor den er blevet vist, er den blevet mødt med begejstring. Det er en film, der helt sikkert vil blive nomineret til flere Oscars, men som også har andet og mere end ’god underholdningsfilm’ kørende for sig. Om den er ’fin’ nok til at vinde en Oscar for bedste film? Det er nok mere tvivlsomt.
Filmen er instrueret af Edward Berger, den tyske instruktør, der scorede sensationelt mange BAFTA- og Oscar-nomineringer forrige år for Netflix-filmen ’Intet nyt ved Vestfronten’. Det virker mere end oplagt, at Berger med sin første engelsksprogede produktion vil erobre endnu mere land.
At ’Conclave’, der handler om magtkampe i den katolske kirke i forbindelse med valget af en ny pave, har sammensat et cast, der i den grad også er Oscar-venligt, skader ikke: Ralph Fiennes, der spiller hovedrollen som den kardinal, der bliver udpeget til at stå for organiseringen af valget af ny pave, må være en af de mest Oscar-overdue skuespillere overhovedet. Man kan snildt se for sig, at Fiennes laver en ’Gary Oldman’ eller ’Brad Pitt’ og vinder en Oscar i karrierens sensommer, fordi ’Conclave’ er dét lykkelige sammentræf, hvor rolle, historik og timing bare matcher.
Birollecastet udgøres af andre gode, rutinerede kræfter som John Lithgow, Stanley Tucci og Isabella Rosselini. Der kunne snildt gemme sig en eller to birollenomineringer til den trio. Det er 40 år siden, den ellers meget aktive og profilerede Lithgow fik sin seneste nominering, og Rosselini (der efterhånden er blevet 72 år) har aldrig været Oscar-nomineret – nej, heller ikke for ’Blue Velvet’ – så mon ikke det er på tide at gøre noget ved det, Jamie Lee Curtis-style?
I det hele taget synes ’Conclave’ at være årets bedste bud på en frydefuld guilty pleasure.
—
Som sagt er det en uforudsigelig og tætpakket årgang, så lad mig slutte med 10 film, der også bejler til en nominering:
‘A Complete Unknown’
‘Babygirl’
‘Hard Truths’
‘His Three Daughters’
‘Here’
‘Nickel Boys’
‘Dídi’
‘I’m Still Here’
‘The Room Next Door’
’Inside Out 2’
Skuespilfavoritterne her og nu
Bedste mandlige hovedrolle:
1. Ralph Fiennes, ’Conclave’
2. Colman Domingo, ‘Sing Sing’
3. Adrien Brody, ‘The Brutalist’
4. Timothée Chalamet, ‘A Complete Unknown’
5. Harris Dickinson, ’Blitz’
Bedste kvindelige hovedrolle:
1. Angelina Jolie, ’Maria’
2. Nicole Kidman, ‘Babygirl’
3. Mikey Madison, ‘Anora’
4. Karla Sofía Gascón, ’Emilia Pérez’
5. Tilda Swinton, ‘The Room Next Door’
Bedste mandlige birolle:
1. Kieran Culkin, ‘A Real Pain’
2. Peter Sarsgaard, ‘September 5’
3. Stanley Tucci, ‘Conclave’
4. Guy Pearce, ‘The Brutalist’
5. Jeremy Strong, ‘The Apprentice’
Bedste kvindelige birolle:
1. Danielle Deadwyler, ‘The Piano Lesson’
2. Zoe Saldana, ‘Emilia Pérez’
3. Isabella Rosselini, ‘Conclave’
4. Saoirse Ronan, ‘Blitz’
5. Joan Chen, ‘Dídi’