KOMMENTAR. De er stenrige, overfladiske, entitled, forkælede, arrogante, narcissistiske, ja, helt igennem uudholdelige.
Og de er hovedpersonerne i en lang række af tidens mest populære film og serier.
Overklassen er rykket ind i billedfortællingerne som sjældent set før. For blot et par uger siden hed Netflix’ top 3 i Danmark ’The Perfect Couple’, ’Emily in Paris’ og ’Milliardærøen’, mens ’Selling Sunset’ kom efter på sjettepladsen for at sætte en tyk streg under, at vores fascination af de rige og deres laster er i højere kurs end Novo-aktien.
Den Susanne Bier-instruerede whodunnit ’The Perfect Couple’ er det perfekte eksempel: En slibrig mordsag indpakket i østers og hvide sandstrande på Nantucket, der bygger videre på den tendens, ’Big Little Lies’ trailblazede fornemt i 2017. Her var et mystisk mord omdrejningspunktet for en eksplosiv overklassefremstilling med ridser i lakken i form af en mindre bemidlet alenemors outsider-blik på de himmelråbende privilegier.
Siden har ’The Undoing’ og ’Nine Perfect Strangers’ (Susanne Bier, Nicole Kidman, serieskaber David E. Kelley og forfatter Liane Moriarty er tydeligvis bannerførere i genren) opereret i samme farvand, mens the one percent tillige har fået med den skarpslebne økse i alt fra ’Succession’ til ’The White Lotus’, ’Exit’ og ’A Man in Full’ og, på deres egen (a)historiske måde, ’Bridgerton’ og ’Decameron’.
På filmfronten har en række veritable perler satiriseret over de rige vesterlændinges blinde vinkler i blandt andet Ruben Östlunds ’Triangle of Sadness’, madsatiren ’The Menu’, whodunnit-mysteriet ’Knives Out’ og Zoe Kravitz’ magt- og sexisme-thriller ’Blink Twice’.
Fra skrot til slot
Mange af dem har været knivskarpe destilleringer af verdens urimelighed og den finansielle overklasses skrupelløshed – og det har været tiltrængt, at populærkulturen har turdet give sig i kast med klodens strukturelle dårligdomme.
Men nu er vi også ved at være nået dertil, hvor det forargeligt latterliggørende blik på overklassen begynder at ligne en strategi.
I kølvandet på MeToo har en velkommen refleksion over, hvem der må fortælle hvilke historier, indfundet sig i filmbranchen, hvor mange af de etablerede stemmer selv er så langt afkoblet fra almindelige hverdagsliv, som Katherine Diez er fra realitetssans.
Det kan hurtigt komme til at klinge hult, når millionindbringende instruktører og skuespillere foregiver at tale under- eller middelklassens sag – endsige gør grin med dem – men eliten må alle og enhver lave sjov med ud fra devisen, at det er bedre at sparke op af, og at de jo alligevel græder hele vejen til banken.
Ondt skal man da heller ikke ligefrem have af mennesker, hvis sværeste eksistentielle livsvalg er, hvilket af deres sommerhuse de skal tilbringe weekenden i, men derfor er det stadig på sin plads at pointere det efterhånden lovlig belejlige i lade alle de velpolstrerede være genstand for satiren (og mordmysterierne) igen og igen ud fra en skinhellig formålserklæring om at ville sætte fokus på den globale ulighed.
Især fordi man nogle gange mistænker, at der er andre dagsordener, som er lige så styrende for valget af miljø og hovedkarakterer som en idealistisk samfundskommentar.
For eksempel en formentlig korrekt forestilling om, at seerne er mere tilbøjelige til at indtage streamingkalorierne, hvis der er sol, varme og lækre mennesker på skærmen frem for proletarliv i grå murstensblokke – selv Ryan Murphys slibrige aktuelle ’Monsters’-serie er rykket fra skrot til slot fra første til anden sæson.
Tilsvarende kan man forestille sig, at Hollywood-stjernerne synes, det er markant mere attraktivt at tilbringe et par måneders optagelser på et Four Season’s-hotel på Hawaii end i en ghetto i Antwerpen. Hvorfor ikke have det lidt rart, når man sætter fokus på verdens uretfærdighed?
Fetichering forklædt som samfundsbevidsthed
På samme måde er man også næsten garanteret sympatiserende nik fra anmelderne, når man udstiller elitens afstumpede livsstil, for den pointe vil de fleste repræsentanter fra den kulturelle middelklasse per automatik klappe indigneret over.
Jeg har da også selv sat stor pris på de mere karikerede versioner af overklassen i alt fra ’Succession’ til ’Triangle of Sadness’, der tjener samme ventilerende funktion som hofnarrens latterliggørelse af kongedømmet. Misundelse holdt i ave af vores fælles middelklasseforståelse af, at store penge er lig med stor ulykke.
Men det nærmer sig også en slet skjult fetichering, når vi på den ene side selvretfærdigt elsker at se millionærerne og milliardærerne udstillet for deres mangel på (med)menneskelighed og på den anden side slubrer den livsstil og materielle overflod i os, som fortællingerne også er åbenlyst fascineret af.
Nogle af de mest substantielt interessante klasseskildringer i de senere år har været Bong Joon-hos Oscar-vinder ’Parasite’ og Lee Sung Jins Netflix-serie ’Beef’, fordi de handler om klassesammenstød på en måde, hvor man kommer helt ind under huden på friktionerne i forholdet mellem dem, der har, og dem der ikke har. Frem for blot at skøjte i champagneflaskernes overfladeskum.
Selvfølgelig skal populærkulturen fortsat bide eliten kritisk og satirisk i haserne, men vi har set det så mange gange nu, at der må fornyet saft og kraft i bidet, før vi kan købe ind på, at det er dybfølt samfundskommentar og ikke bare nem richsploitation.
Et mordmysterium i millionvillaernes azurblå swimmingpools handler efterhånden mere om wellness for filmholdet end kampen for social retfærdighed.