’I Saw the TV Glow’: Når hypet emogyser er bedst, vækker den minder om David Lynch
Hvis man ser fjernsyn længe nok, får man firkantede øjne. Sådan lød det ofte fra de voksne, da jeg var barn.
Denne talemåde er selvfølgelig lige så sandfærdig som Julemandens flyvende rensdyr, men indkapsler til gengæld ret godt den stemning, som hviler over indiefilminstruktør Jane Schoenbruns hypede gyserværker.
Den amerikanske filmskaber spillefilmdebuterede i 2018 med dokumentaren ’A Self-Induced Hallucination’, der udelukkende består af Youtube-videoer. Gennem 72 minutter dykker filmen længere og længere ned i et kaninhul af true crime-mimende creepypasta-fanfiction omhandlende internetmyten om det langlemmede, ansigtsløse skikkelse monster Slender Man.
Schoenbruns gennembrud kom med deres første fiktionsfilm, ’We’re All Going to the World’s Fair’, der ligeledes tematiserer over internettets gyserfællesskaber, denne gang set gennem et halvtragisk coming of age-perspektiv. Den psykologiske horrorfilm planter en subtil følelse af gru i publikum, mens vi følger den ensomme teenager Casey, som bliver opslugt af et onlinerollespil og begynder at blande fantasi og virkelighed sammen.
Nu er Schoenbruns anden fiktionsfilm, ’I Saw the TV Glow’, kommet til Danmark. Her bygger instruktøren videre på tematikken om unge menneskers selvisolation, identitetsforvirring og realitetsforvrængende fordybelse i fiktionsverdenen bag skærmen.
Instruktøren placerer nu handlingen i 90’erne, lige før internettets udbredelse. Her finder den introverte enspænder Owen (Justice Smith) et nichefællesskab, da den lidt ældre pige Maddy (Brigette Lundy-Paine) introducerer ham til tv-serien ’The Pink Opaque’.
»Er det ikke en børneserie?«, spørger Owen først, hvortil Maddy fnyser. Der er nemlig meget mere uhygge og mening skjult under overfladen, end man først skulle tro, forklarer hun. Og der går ikke længe, før hele Owens hverdag drejer sig om det overnaturlige univers, hvor to piger med matchende nakketatoveringer skal forsøge at overvinde den måneformede skurk Mr. Melancholy.
En dag forsvinder Maddy, og kort efter bliver ’The Pink Opaque’ aflyst. Owen begynder at lege med tanken om, at hun bogstaveligt talt er blevet opslugt af seriens univers. Det skal vise sig at være en farlig vej at gå ned ad.
Man mærker tydeligt, at Schoenbrun, nu med A24 i ryggen, har fået et noget større budget at lege med end tidligere. De flotte, neonfarvede billeder og lejlighedsvise visuelle effekter springer i øjnene, og soundtracket er spækket med smagfuld emorock og indiepop fra folk som Caroline Polachek, Yeule, King Woman, Sloppy Jane og Phoebe Bridgers.
De tre sidstnævnte medvirker undervejs i længere koncertscener, der i stil med David Lynch-klassikere som ’Twin Peaks’, ’Blue Velvet’ og ’Eraserhead’ forstærker filmens surrealistiske skær.
Den særlige mareridtsstemning er den største kvalitet ved Schoenbruns nye emogyser, der tager galskaben en hel del længere ud, end tilfældet var med ’We’re All Going to the World’s Fair’. Ubehaget sniger sig ind på én – ligesom det gjorde, da jeg så ’Paranormal Activity’ for første gang til en gyserfilmaften i folkeskolen. Man kan sagtens forestille sig en gruppe teenagere have en lignende intens filmoplevelse med ’I Saw the TV Glow’ på et mørkt værelse i de sene nattetimer.
Desværre forsvinder lidt af magien undervejs, da den mutte Owen-karakter selv overforklarer handlingen til publikum, med blikket rettet direkte mod kameralinsen. Man savner en smule mere tvetydighed i grænselandet mellem virkeligheds.
Det hjælper ikke, at Justice Smith og Brigette Lundy-Paines repliklevering, i kontrast til debutanten Anna Cobbs autentiske skuespilpræstation i filmforgængeren, er temmelig stiv.
Mindre kejtet og mere interessant er den underliggende allegori om kønslig transition – og ubehaget ved ikke at udleve sin sande, inderste identitet. Schoenbrun, der selv er nonbinær, har placeret et par korte flashbacks med Owen iført en rød kjole. De kan både være fantasier og virkelige minder i karakterens halvt hallucinerende tankestrøm.
’I Saw the TV Glow’ blev rost til skyerne af de amerikanske anmeldere, da filmen fik premiere på Sundance-festivalen. »Et nyt arthouse-mesterværk«, lød det blandt andet fra Mashable. Jeg forstår godt hypen, men mener dog, at Schoenbrun stadig har sit første mesterværk til gode.
Særegne ’I Saw the TV Glow’ er et lovende skridt på vejen dertil.
Kort sagt:
Den hypede indieinstruktør Jane Schoenbruns nye A24-film er en stemningsfuld, surrealistisk og lidt for overforklaret gyser om ensomhed, skærmbesættelse og transition.