Lava-drengene er på tour for tiden, og spiller i november en række koncerter i Jylland. Vi fik en snak med dem om rockdrømme, sammenhold og D-A-D’s Jesper Binzer.
Der er to slags jyder, der flytter til København for at blive noget ved musikken. Der er de misforståede poeter, der har kæmpet sig gennem teenageårene i en undertrykkende provinsby og flygter til den mytiske storby for at finde ligesindede, og som helst bare vil glemme, hvor de kom fra. Og så er der dem, der indtager hovedstaden som et helt naturligt næste skridt på vej til gennembruddet og bærer deres jyske herkomst som et imaginært badge på denimjakken, der fungerer som en kæk fuckfinger til branchens til tider anstrengende københavner-coolness.
The Floor Is Made of Lava hører til sidste kategori. De er fra Esbjerg (en enkelt fra Haderslev) og kan lide øl og rockmusik, og de har aldrig lagt skjul på nogen af delene. Jeg ankommer til deres øvelokale på Islands Brygge samtidig med otte kasser Maribo-pilsnere til bandets bar. Solen skinner, den nye single ‘Lost in the Woods’ fra den kommende tredje plade har været P3’s Uundgåelige, og de er næsten lige kommet hjem fra et dobbeltjob på de tyske festivaler Hurricane og Southside. En lang og strabadserende køretur for bare to koncerter, men et vigtigt skridt i retningen af det gennembrud syd for grænsen, som helt tydeligt er en af ambitionerne for bandet. Koncerterne var ganske velbesøgte, og publikum var godt med, så man kunne godt tro, at de fire havde brændt den godt og grundigt af bagefter, men faktisk kørte de bare hjem igen. Lige med undtagelse af guitarist Lars Rock.
»Jeg var fuldstændigt blæst til den der Hurricane-festival. Jeg blev dernede, da de andre tog hjem, og så kom min kæreste derned. På et tidspunkt troede hun, jeg havde taget stoffer, men jeg var bare så glad, fordi det var gået godt. Og når vi bliver udsat for festivaler og fri bar, kan der godt gå ungdomssvin i den. Så får den noget peber«.
Et gulv af knust glas
‘Max Peber’ er navnet på bandets øvelokale-fælleskab men samtidig et slags kampråb. Lars Rock fortæller, at det var hans ven, den ærkejyske Pede, der fandt på det.
»Han er verdensmester i dumme kommentarer. Når vi skal i byen, siger han: »Så skal den satme have noget peber««, forklarer han og kværner løs med en imaginær peberkværn.
Men de seneste par år har The Floor Is Made of Lava ifølge både Lars Rock og forsanger Tobias Kippenberger skruet ned for peberet i forhold til især de vilde år omkring debutpladen ‘All Juice No Fruit’. Lars Rock husker, at når han og Tobias var i byen, havde de en regel om, at de skulle smadre glasset på gulvet, før de bestilte en ny øl. Så de skabte tit en kæmpe bunke glasskår, som aftenen skred frem.
»Det var sgu for dumt, men det er ikke noget, jeg skammer mig over. Dengang boede mig og Asbjørn sammen, jeg var 23 år, og det handlede bare om at komme ud og drikke nogle bajere og spille noget rock, og så engang imellem kom der nogle penge ind på kontoen, og så var det fint«, forklarer guitaristen. Han mener, at det er nu eller aldrig, hvis de skal have det gennembrud, som han synes, de har arbejdet hårdt nok til at fortjene. Ikke en klagesang, understreger den 28-årige guitarist.
»Jeg synes, vi har opnået meget. Men jeg ville da gerne kunne sige mit job som lærer op og stå op hver dag og øve og indspille numre«.
Den Asbjørn, som Lars Rock nævner, hedder Nørgaard til efternavn, bliver kaldet Ace og spiller trommer i bandet. Han bryder sig ikke rigtigt om at snakke med journalister.
»Det er nok det der med at blive udspurgt. Og så passer jeg lidt min egen butik. Og når de andre tre dér kommer i gang, så kan det være lidt svært at komme ind i samtalen, hvis man er lidt mere tilbageholdende«.
Agerer gerne galionsfigur
Og det er da også en af grundene til, at Floor Is Made of Lava foretrækker at blive interviewet én ad gangen. Den anden er en let irritation over forslaget om, at frontmanden Tobias skal interviewes solo.
»Det ramte lidt et soft spot, tror jeg«, siger han senere, da han som sidste mand sætter sig til rette i solen, til det en af bandmedlemmerne jokende sammenligner med en lærer-elev-samtale. »Det er bare lidt underligt, når man nu har lavet noget, som man føler, at alle har en lige stor andel i«, forklarer han.
Et udslag af bandets stærke og meget Roskilde-lejr-med-gymnasiedrengene-agtige kammeratskab. Men Tobias indrømmer, at det er naturligt nok, at han som medievant frontmand får størstedelen af opmærksomheden. Og det er også den vestjyske forsanger, der med sin imponerende hulemandsvokal, solbriller og Nikolaj Coster-Waldau-ansigt udadtil har virket som den største eksponent for bandets demonstrative rock’n’roll-image. Ikke mindst på grund af den famøse Sambuca-episode, hvor en leg med ild og sprut på den københavnske bar Isola førte til alvorlige forbrændinger i halsen på forsangeren. En episode som han har skullet fortælle om rigtigt mange gange, og som er blevet mindst lige så meget en del af historien om The Floor is Made of Lava som singler, guldplade og festivalkoncerter. Og det har han sådan set ikke noget imod.
»Jeg kan godt se, at der ikke er så mange ambassadører for rock herhjemme, og jeg agerer gerne galionsfigur på baggrund af den ene crazy historie. Men det kunne nu lige så godt ske i dag. Det var jo ikke sådan, at vi havde siddet og taget snitter i fem dage. Det var bare et spektakulært uheld, der blev en sjov historie«.
Og der er lidt en sjov tvetydighed at spore hos de fire, når man snakker om deres mere eller mindre fortjente image som rock’n’roll-kraftkarle, for på den ene side siger de alle sammen, at de går mindre i byen og drikker mindre, men når de uddyber udsagnet, modificerer de det også alle sammen til, at de måske bare drikker på en anden måde.
»Jeg er nok tættere på at være full-blown alkoholiker i dag. Dengang drak jeg en masse to-tre dage om ugen, nu drikker jeg hver dag men med måde«, forklarer Tobias med et grin. Og det hele handler nok i virkeligheden mest af alt om at blive ældre.
For vild i skoven
Og det er også et gennemgående tema for det nye album, hvor forsangerens ret eftertænksomme tekster generelt viser en noget mere reflekteret side af ham og bandet, end man hørte på den festhektiske debut eller på den stilrene rockopfølger. Singlen ‘Lost in the Woods’ er en melankolsk rockhymne om den lidt resignerede følelse af at miste barndommen og ungdommens uovervindelighed, frygtløshed og eventyrlyst. Udgangspunktet for sangen er en historie fra Tobias’ barndom, hvor han og en jævnaldrende fætter som femårige for vild i en skov – et billede på trangen til at afsøge grænser, som i en senere alder kom til udtryk gennem knust glas og brændende sprut i Københavns natteliv.
»Jeg kom til at tænke på historien om min fætter og jeg og syntes egentlig, at det var et ret flot billede på det her med, at man bare turde sætte det hele på spil, da man var yngre, også selv om man måske ikke var så bevidst om, hvad det egentlig var, man satte på spil«.
Hvor meget The Floor is Made of Lava sætter på spil med deres tredje plade, har de lidt svært ved at vurdere. Lars Rock er »dødsensangst« for, hvordan folk tager imod den. Mest af alt fordi den stikker i mange forskellige retninger i forhold til de stilrene forgængere. Men egentlig skulle man synes, at der ikke kan være noget at frygte for et band, der allerede har foretaget et af de mere drastiske stilskift i nyere dansk rockhistorie.
Debutpladen ‘All Juice No Fruit’ fra 2007 var minimalistisk og festlig postpunk, der blev betragtet som det danske bud på den tidstypiske dansable indierock, og som da også indbød til at hoppe op og ned og spilde fadøl på dansegulvet. Der var Soundvenue-turné med Turboweekend og masser af snak om, at rockbands var de nye dj’s, men inden i de fire jyder var der et urklassisk rockskrald, der tiggede om at komme ud. Og det gjorde det i den grad på ‘Howl at the Moon’, hvor decideret Led Zeppelin-tunge riff og Oasis-catchy omkvæd i skøn forening forvandlede drengene til rockhelte. Et hamskifte, der nok kun fungerede, fordi man kunne mærke, at det egentlig passede dem væsentligt bedre.
»Vi havde jo aldrig neontøj på eller noget«, bemærker bassist Simon Visti lidt tørt. Han tror aldrig, at den for tiden dominerende synthlyd som flere af de bands, der kom frem på samme tid som The Floor Is Made of Lava, dyrker, vil finde vej ind i deres univers.
»Vi har aldrig brugt keyboards eller samples, og jeg tror heller ikke rigtigt, at der er nogen af os, der lytter til den slags. Måske lidt New Order omkring den første plade«.
Ingen genreboks, tak!
Simon mener i øvrigt heller ikke, at debutpladen havde særligt meget til fælles med Arctic Monkeys eller Franz Ferdinand, som flere anmeldere ellers påpegede, udover at være forholdsvist dansabelt. Ifølge ham gik det nærmest kollektivt op for bandet efter at have spillet en masse koncerter, at det var den mere traditionelle rockvej, de skulle gå på ‘Howl at the Moon’.
»Skabelonen på den første var så stram, med de dogmer vi satte op om, at guitaren eksempelvis kun måtte spilles på en streng, at vi havde et behov for at brede lyden ud«, siger han og erkender, at der var en smule betænkeligheder over pludselig at give folk noget helt andet, end det de kunne lide én for. Men at det ikke kan være meningen, at det er sådan, man skal tænke.
»Der er nok, man giver afkald på, bare ved at skulle blive enige i bandet«.
Er der en rockstjernekliché, som The Floor Is Made of Lava i hvert fald kan ticke af, så er det modstanden mod at blive sat i en genremæssig bås.
»Man ved jo tit på forhånd, hvad det er, man bliver skudt i skoene. Men man kan ikke gøre noget ved det, så det nytter ikke rigtigt noget at græde salte tårer over det, selv om ens forfængelighed ikke altid kan holde til det«, siger Simon, der mener, at musikmedier generelt har en tendens til at beskylde danske bands for at efterligne udenlandske, som så får at vide, at de stjæler fra rockhistorien.
»Og på et eller andet plan efterligner vi alle sammen. Mere kompliceret er det ikke«.
Og er der noget gennemgående i de fires karakteristik af den nye plade, er det, at den ikke rigtigt lader sig karakterisere. Her er folk, klassisk amerikansk rock og pop. Simon frygter ikke, at de skræmmer nogen væk med de nye forskelligartede sange. Faktisk lyder det mere, som om han frygter det modsatte.
»Jeg kunne godt tænke mig. at vi engang lavede en plade, der var mærkelig, men det vil vores manager og koner nok ikke bryde sig om, når der ikke var noget at komme i køleskabet«, forklarer han grinende.
Når det kommer til kroner og ører, virker det ikke som om, Simon er den mest ambitiøse på bandets vegne, og han siger da også, at han ikke har behov for et ekstra lag af berømmelse, selv om det ligesom så meget andet, er et dilemma.
»Hvis man spiller det, man gerne vil, kan det være lige meget, men hvis man så lægger så mange timer i det, at man ikke rigtigt kan have et job ved siden af, må man jo tænke på det«. Han mener, det vigtigste er, at det er de fire nede i øvelokalet, der afgør, hvordan musikken lyder.
Femte koncert var Roskilde
Hvad fremtiden skal bringe karrieremæssigt, virker det ikke til, at nogen af de fire er hverken enige eller vildt bevidste om. Og det må da også være en speciel følelse at blive voksen med noget så useriøst som et rockband, der har rødder helt tilbage til musikalske eksperimenter til morgensamlinger på gymnasiet i Esbjerg, hvor Tobias, Asbjørn og Lars Rock gik. Siden fulgte en masse rodede konstellationer med mere eller mindre useriøse udskiftninger.
»Jeg røg ud af et band, fordi de hellere ville have en anden trommeslager. Men det passede ikke, de ville bare have ham til at indspille en demo for dem«, forklarer Asbjørn med et skævt smil.
Men da Asbjørn, Tobias og Simon så fandt sammen, gik det ret hurtigt, og gennembrudshittet ‘Told Her I’m From Compton’ materialiserede sig selv allerede anden gang, de øvede sammen. De ramte som nævnt noget i tidsånden, og de havde heller ikke spillet mere end en håndfuld koncerter, før de debuterede på Roskilde Festival – en oplevelse der dog overraskende nok ikke har lejret sig særlig kraftigt i Asbjørns hukommelse. Den kan han ikke rigtigt huske noget fra, udover at der var mange mennesker, og han ikke var særligt nervøs. Og ifølge trommeslageren er der ikke så meget, der har ændret sig siden dengang, når det kommer til bandets sammenhold – et sammenhold som fra en udefrakommende virker til at være en af deres allerstørste forcer.
»Jeg føler egentlig ikke, at vi er hverken mere eller mindre professionelle, end vi var dengang. Der er stadig den samme energi, masser af morskab og en god hård tone«, fortæller Asbjørn.
Jeg vil ikke være Jesper Binzer
Forsanger Tobias’ syn på fremtiden som rockband ændrede sig på en turné med D-A-D i foråret.
»De her mænd har stået på den scene i 30 år, og de er ikke ligefrem på en opadgående kurve og har ikke været det i en del år. Hver gang de laver en plade nu, så må det være med hjertet i halsen, og de må tænke »bliver vi sablet ned i pressen? Udvandrer folk fra vores koncert?« Det kan være slut i morgen«.
Synet af det rutinerede band, hvis medlemmer har baseret hele deres liv på at spille musik og turnere, fik Tobias til at stille sig selv spørgsmålet »måske har jeg slet ikke lyst til det her? Måske er det en fejlagtig opfattelse, at alle altid snakker om, at de gerne vil leve af at spille musik?« For som han siger, gider han ikke leve af at spille musik, hvis det skal være med hjertet i halsen, for det indebærer også risikoen for, at man spiller det sikre kort og gentager sig selv af frygt for at skubbe publikum væk.
»Jeg gider ikke være Jesper Binzer om 20 år, det må simpelthen være for hårdt et pres«.
Men igen viser ambivalensen sit forvirrende ansigt, for måske kan de ikke sige sig fri for at have det en lille smule på samme måde som de lettere falmede kendisser i D-A-D. For The Floor Is Made of Lava har også en fanbase og ‘en pris på vores hoveder’«, som Tobias formulerer det. Mest af alt handler bandet om friheden til at leve drømmen ud og lave lige præcis den musik, de vil. Frihed, fuckfingre og max peber.