’Daylight’: Østen orkestrerer psykisk sårbarhed med større patos end en Spielberg-blockbuster
Tag et kig på coveret til Østens debutalbum, ’Daylight’. Hvad er det, der skinner UV-koldt i mørket? Det kunne godt ligne et røntgenbillede af en hjørnetand. Eller måske et alien-æg fra en fjern fremtid.
Faktisk er det en særlig lysterapilampe, der imiterer solens stråler og kan mindske eller forebygge depression. Lampen har fulgt Østen hele hans liv og »har lyst, når der ikke var andet, der gjorde«, som han skriver i bookletten.
Udover lampens lindrende lys er mit gæt, at også musikken fungerer som en form for terapi for den aarhusianske sanger og producer. På albummet synger han hudløst om de regnvåde tanker, der hjemsøger hans sind. Om følelsen af at sidde fast, lysten til at give op og de komplicerede relationer, han er rundet af.
På den måde lander Østen lige midt i en verserende tendens til at skrive psykiske sårbarheder og personlige relationer helt frem i musikken. Tænk mandlige artister som Tobias Rahim, D1ma, Guldimund og August Høyen.
Men Østen er sin egen, og det lyder ikke som noget, jeg har hørt før i en dansk kontekst. De introspektive tekster bliver ført ind i et symfonisk drama, som giver albummet en særlig cinematisk effekt. Forestil dig, at Hans Zimmer lavede soundtracket til dagbogen med dine allermørkeste tanker.
Åbneren ’Sang til min mor’ lyder umiskendeligt som introsekvensen til en barsk dramaserie med sin pulserende og uforløste energi, hvor angsten kommer snigende i en lavfrekvent elektronisk sværm. Østen og co-produceren Frederik Thaae ved noget om suspense, og det ekstremt gennemarbejdede albumværk er en opvisning i, hvordan man trækker musikalske spændingskurver med millimeterpræcision.
De sorte skyer, der former sig i starten, bliver hængende over hele albummet. Som gråvejret rundt om de eftertænksomme stunder med fingerspillet sovekammerguitar på ’Uden dig’, ’Se mig før jeg glemmer hvem jeg er’ og ’Nu hvor jeg’. Men også som det bibelske tordenvejr, der rammer lytteren på ’Alt jeg ikke vil være’ og til sidst på ’Koldt vand’, der lukker albummet med større patos end en Spielberg-blockbuster.
Det er på mange måder et beundringsværdigt og dragende album, Østen har begået. Man fornemmer en proces, hvor more is more, og det er ikke tit, danske artister giver sig selv lov til at forfølge det instinkt.
Alligevel føles det til tider, som om produktionerne bliver et gemmested for de ekstremt personlige tekster. Tag et nummer som ’Sang til min far’. »Jeg håber, at du brænder op i dine tanker, når du går i seng«, lyder det i omkvædet. Temmelig voldsomt. Men aggressionen bliver amputeret af den sært listende bossanova-vibe, som præger nummeret. Der opstår en ironisk distance, som ikke klæder Østens udtryk.
Og det er en distance, der forplanter sig i indtrykket af albummet som helhed. Måske bliver det alligevel for overproduceret. Måske er autotune-effekten unødvendig. Det er svært rigtigt at trænge igennem til det, Østen så generøst deler med os.
Det ændrer dog ikke på, at ’Daylight’ står tilbage som et modigt og luksuriøst vellydende album. Må vi komme endnu tættere på?
Kort sagt:
På Østens ambitiøse debutalbum bliver psykiske sårbarheder orkestreret med en patos, man sjældent ser i Danmark. ’Daylight’ er rundet af en knugende selvterapi og en beundringsværdig opvisning i musikalsk suspense.