1. I en omskiftelig verden er der noget trygt ved, at Robert Smith altid er den samme
Det store hår, det sorte tøj, eyelineren, den udtværede røde læbestift. Få figurer i popmusikken er blevet mere synonyme med deres look end The Cures forsanger Robert Smith. Selv nu, som 65-årig, holder han stædigt fast i det.
Nogle ville kalde det en form for Peter Pan-syndrom. Rockstjernen, der aldrig voksede op og vaskede ungdommens makeup af sit ansigt. Ligesom bandet The Cure ofte er blevet affærdiget som et bundt evige teenagere, der med stor patos klynger sig til et udtryk, der for nogle er uforeneligt med det at blive voksen.
For mig som The Cure-elsker siger det dog noget andet om Robert Smith. Det giver mig en følelse af, at han er en mand uden for tid. Upåvirket af tiden og verden omkring ham.
I en omskiftelig verden, der for tiden føles mere usikker end den har gjort længe, er der noget trygt ved, at Robert Smith altid er den samme.
2. Robert Smith har undgået den hårde skæbne, der har ramt samtidskollegaer
Robert Smith er en atypisk anti-rockstjerne. Han dukker frem fra sit skjul, når The Cure spiller koncerter, men han ser hverken ud til at nyde eller svælge i spotlyset, når først han er trådt af scenen.
I stedet har han de sidste 35 år levet et stille liv på den engelske sydkyst langt væk fra rampelyset med sin kone Mary, som han har været sammen med, siden de begge var teenagere.
Han har derved undgået den offentlige deroute, der har ramt visse musikalske samtidskollegaer. Tag bare The Smiths-rivalen fra 80’erne, Morrissey. Han har de sidste ti år har fået mere opmærksomhed for sin flirten med højrenationalisme end hans musikalske output. En skæbne, Robert Smith og The Cure har styret elegant udenom.
3. Hans autenticitet er mere tiltrængt end nogensinde
Robert Smiths liv står i åbenlys modsætning til tidens overfladeprægede influencerkultur.
Det er perfekt opsummeret i Smiths møde med en lidt for entusiastisk interviewer kort inden The Cure blev indlemmet i Rock & Roll Hall of Fame i 2019. »Er du ligeså begejstret, som jeg er?« får journalisten nærmest råbe-spurgt en tydeligt akavet Robert Smith, der lakonisk svarer: »Det lyder det ikke til, nej«.
Sekvensen med Smiths sjove og skarpe svar gik straks viralt. Jeg tror ikke, svaret kom fra et ondskabsfuldt sted. I stedet så jeg en mand, der er nået til et punkt i sit liv og karriere, hvor han ikke længere gider at foregive begejstring, hvor den ikke er til stede.
På den måde er der intet performativt over Robert Smiths persona – på trods af eyelineren og den udtværede læbestift. Han virker fuldkommen autentisk. Det samme kan siges om The Cures musik, der måske netop af den grund bliver ved med at finde nye tilhængere.
4. Cures mørke taler til nye generationer
En af The Cures helt store styrker, er hvordan Robert Smith snart 50 år inde i karrieren stadig synger sine sange med samme smerte, nærvær og oprigtighed, som da han var ung.
Under The Cures seneste tour var det ikke et uvant syn at se Smith synge både gamle og nye sange med tårerne løbende ned af sine kinder. Det er den rå emotionelle ærlighed, der gør, at The Cures musik og al den weltschmerz, den indeholder, har talt til ensomme og ængstelige teenagere gennem flere generationer.
Jeg var selv en af slagsen, da jeg forelskede mig i bandet for snart 20 år siden. Deres sange om tab, ensomhed, sorg og fremmedgørelse, fik mig til at føle mig lidt mindre alene i en verden, som jeg ikke altid kunne finde hoved og hale i. The Cure tog alle de grimme følelser i mit kaotiske indre og forvandlede dem til noget stort og smukt. Noget betydningsfuldt.
Jeg tror, det er derfor The Cure stadig taler til og resonerer med ungdommen i dag. I en ungdomsgeneration præget af angst for fremtiden og med mere fokus på mentalt helbred end nogensinde før, tilbyder The Cures musikalske univers i høj grad stadig noget, man kan spejle sig i.
5. The Cure sætter deres fans over kolde kontanter
Selvom The Cures seneste USA-tour var deres mest indbringende nogensinde, så har Robert Smith været meget klar i sin holdning til billetpriserne, som han aktivt har forsøgt at holde så lave som muligt med priser helt ned til 20 dollar – cirka 140 kroner.
For, som han udtalte han for nylig i et interview med The Times: »Vi behøver ikke tjene alle disse penge«.
Smith har senest også udtalt sig om Ticketmasters såkaldte ‘dynamiske prissætning’, der senest fik negativ opmærksomhed under salget af billetter til Oasis’ comebacktour. En model, hvor markedet dikterer prisen, hvilket som oftest fører til dyrere billetpriser, når større bands som Oasis, Bruce Springsteen – eller The Cure – giver koncert.
»Vi tillod ikke dynamisk prisfastsættelse, fordi det er et fupnummer, der ville forsvinde, hvis alle kunstnere sagde: ’Det vil jeg ikke have!’ De fleste kunstnere gemmer sig bag deres management. ’Åh, det vidste vi ikke’, siger de. De ved det alle sammen. Hvis de siger, at de ikke gør det, er de enten fucking dumme eller også lyver de, og er drevet af grådighed«, sagde Smith i The Times.
The Cure sætter punkånd over profit, og Robert Smith viser, at han i modsætning til mange andre rockstjerner ikke er blevet for stor til at kæmpe for den unge musikfan, som han selv var engang. En forfriskende aktiv stillingtagen i en verden, hvor kun få ikke bliver til netop dét, de gjorde oprør mod som unge.
The Cure udgiver albummet ‘Songs of a Lost World’ på fredag den 1. november.