’Traumebingo’: Anna Juuls nye samtalebog er dårlig med vilje

SAMTALEBOG. Jeg tror faktisk, at jeg gør det, der er allerbedst for ’Traumebingo’, når jeg giver den en sløj anmeldelse. Det virker næsten som om, at den fisker efter det.

Det er nemlig en bog med en mission.

Den vil udstille mediedanmark som det blodtørstige bæst, det er. Journalisterne skal sættes i gabestok, fordi de kan vampyrisere enhver. De dræner deres ofre for traumatiske historier og spytter det ud som content, der skal klikke med en splittestet overskrift og et kreativ af en grædende interviewperson.

Missionen er glimrende. Det er metoden til gengæld ikke. Jeg er aldrig kommet igennem så læserfjendsk en bog før.

Hør bare Anna Juul forklare bogens why:

»Jeg skriver en samtalebog af samme årsag, som alle andre skriver en samtalebog: for at tjene penge og få taletid i den offentlige debat.«

Okay, indrømmet det er måske lidt sjovt på hendes kronisk ironiske facon. Jeg grinede også lidt for mig selv, da jeg læste det, men så fortsætter det:

»Præcis hvorfor Kristoffer Lind og et forlag synes, at der skal skrives en samtalebog mellem lige præcis mig og ham, det aner jeg ikke, for vi har intet til fælles«.

Stadig lidt sjovt, når du er syv sider inde i bogen, men når du har læst det hele og opdager, at de aldrig rigtig fik talt sammen – og slet ikke om noget væsentligt, er der kun et stort brændende spørgsmål tilbage: Hvorfor?

Hvorfor er det egentlig lige de to, der skriver den her? Hvorfor har de skrevet den samtalebog, når de ikke kan snakke sammen og ikke har noget at snakke om?!

De bruger al spaltepladsen på at samtale om vejret, tv-serier og det de ser, når de kigger ud af togvinduet: Sæler eller skyer eksempelvis. Traumesnakken bliver ved at Anna Juul ikke vil snakke om traumer og at Kristoffer Lind gerne vil.

Og er det hele ikke enormt genkendeligt? Smager det ikke bittert af deja-vu?

For R8dio-lyttere gør det grangiveligt.

Store dele af bogen er nemlig transskriptioner af podcasten ’I Norge er der også en dag’, hvor Kristoffer Lind og Anna Juul i skikkelse af karakteren Anja Zophia Jackson Winther-Jensen vil skrive en samtalebog.

Det hele smager af reused assets, som forlaget Grønningen 1 sikkert har rost dem for, men som de fleste andre vil blive slemt skuffede over.

Et eller andet sted er nogen blevet enige om, at det var en god idé at slå to fluer med ét smæk. Både at skrive bogen og lave podcasten. Det var det ikke.

Det er helt grundlæggende noget rod. Anna Juul spiller en karakter i de optagelser, der har lagt grund for samtalebogen. Det giver underlige problemer som i bogens start, hvor Anna Juul fortæller om sin familie:

Her vrøvler hun om sin far Peter Jackson, der er denimekspert og sine fire søskende, der hedder Mikael Jackson, Jeanett Jackson … Fortsæt til du har talt til Jackson Five.

Det er karakteren Anja Zophia Jackson Winther-Jensens familie. Ikke Anna Juuls familie. Metalaget bliver italesat her, men det gør langt størstedelen af bogens citater fra ’i Norge er der også en dag’ ikke.

Lagene mellem virkelighed og fiktion bliver endda endnu tyndere, da Anna Juuls tidligste claim-to-bogudgivelse digter-aliasset Veronika Katinka Martzen også genopstår i et lettere interessant, men formålsløst mellemspil.

Hele læsningen føles som at blive trollet. Ingen siger, hvad de mener. Der er intet reelt grundlag for at skrive bogen. Det er bare et overdrev af subversive taktikker og ironi.

Når de første par smågrin har fortaget sig, og bogen for alvor kommer til at sidde fast i sin rille, sætter kedsomheden ind. Lige da jeg var blevet meget træt af rants om hårdkogte/blødkogte æg i hotelmorgenmadsbuffeter, lader ’Traumebingo’ som om den er mægtig klog.

Redaktøren ringer nemlig til Kristoffer Lind, og siger hans udkast til bogen handler for meget om hotelæg. Bogen forudser simpelthen læserens kedsomhed, men i stedet for at slette vrøvlet om de forbandende hønseovaler, så går Juul & Lind kvit eller dobbelt ved at lade en hele metadiskussion om det med redaktøren indgå.

De ved altså, at det er ligegyldigt, kedsommeligt og tåbeligt, men forsøger at smyge sig udenom ved at gøre det skødesløst med-vilje-dårligt.

Men med-vilje-dårligt er stadig bare dårligt. Hvis du ved, at en del af din bog ikke fungerer, skal den redigeres ud. Den bliver ikke god, fordi du selv siger, at du godt ved, den er dårlig. Heller ikke hvis det er med et sarkastisk glimt i øjet.

Det er synd, det hele ender i gimmicks og fiktionsforvirring for Anna Juul skriver fremragende prosa. Hun har muligvis Danmarks mest distinkte tone-of-voice. Læs tre vilkårlige linjer af Anna Juul og du er ikke i tvivl om, at det er hende, der har skrevet dem.

De har big brat energy. Ironiske, meme-mimende, henkastet lunefuldt fuldendte.

Derfor gør det også ondt, når man opdager at størstedelen af romanen ikke er skrevet af hende, men af Kristoffer Lind. Han skriver ikke dårligt. Han skriver bare som en journalist – og det er der jo sådan set så mange, der gør – alle journalister for eksempel.

For så længe Anna Juul skriver, er man trods alt underholdt af sproget, men når Kristoffer Lind er bag tastaturet, bliver manglen på substans uoverkommelig.

Forsvaret lyder:

»Livet er jo som oftest dødssygt. Det vil mange læsere kunne spejle sig i.«

Ja, det er da enkelt at spejle sig i, men det gør ikke bogen mindre dødssyg.

Og dermed gik anmelderen lige i den store fælde. Jeg klandrer den traumeløse traumebog for at være uvedkommende og snik-snakkende causerier.

Der mangler noget udkrænget sjæleguf at mæske sig i. Jeg er en af de sultne medieblodhunde, der længes efter at få hele pladen fuld med traumebingo.

---

Kort sagt:
Anna Juul og Kristoffer Lind har skrevet en kedsommelig samtalebog uden meningsfulde samtaler, der går kold i sine egne gimmicks, fiktionslag og ironi.