Han var gøgler, maler, gadekunstner, musiker, cykelsportsentusiast, historiefortæller, Sydhavns- og Vesterbro-legende, skuespiller og instruktør.
Nu er Erik Clausen død, 82 år gammel.
Selvom han for mange står som en af mest markante skikkelser i dansk film de seneste 40 år, er hans plads i bevidstheden hos en yngre generation måske mindre. Hans hovedværker – som ’Cirkus Casablanca’ og ’De frigjorte’ – har ikke levet videre i filmopdragelsen på samme måde som for eksempel børne- og ungdomsfilmene fra 70’erne, og symptomatisk nok er det måske ’Tarzan Mama Mia’ med Kim Larsens sangklassiker, der i dag huskes af de fleste.
Det ændrer imidlertid ikke på, at karismatiske Clausen står tilbage som en ener i dansk film. Hans film var lige dele empatiske, humoristiske og (slum)romantiske portrætter af mennesker fra samfundets bund, ofte lige så båret af indignation som en legende og lun tone.
Og faktisk er der stadig en hel del at hente i hans virke for en ung generation af danske instruktører. Mange af hans dyder er nemlig en sjældenhed blandt de nye filmkuld.
Her er fire ting, som fremtidens danske filmskabere bør arve fra Erik Clausen.
1. Interesser dig for folket
Erik Clausen var en mand af og for folket, en kunstner i dyb sympati med den gammeldags arbejderklasse, tordnende venstreorienteret og antiautoritær af den klassiske 70’er-skole.
Som mange kunstnere var han ganske vist mere selvoptaget, end han måske lige ville være ved – han spillede for eksempel hovedrollen i de fleste af sine egne film – men han demonstrerede, at et stort ego ikke behøver stå i vejen for en grundfæstet forståelse for helt almindelige mennesker uden for samfundets mest privilegerede lag.
I en tid, hvor der er en risiko for, at den kulturelle klasse afkobles fra de dilemmaer og temaer, almindelige danskere kan relatere sig til, er Erik Clausen et glimrende eksempel på, at man både kan være navlepillende og skue ud over sin egen næsetip på samme tid.
2. Lad indignationen drive dig
Hvad pisser dig virkelig af, hvad vil du ændre i samfundet, hvor er der en uretfærdighed, som får raseriet til at bruse op i dig?
Erik Clausen var dybt indigneret over behandlingen af mennesker på samfundets bund, og hans projekt var i høj grad at pille tøjet af magthaverne og den selvtilfredse elite og udstille deres latterlighed. Hans politik, menneskesyn og kunstneriske virke gik hånd i hånd, ikke (altid) som løftede pegefingre, men som empatiske portrætter af de mennesker, der bliver til overs i kapitalismens tunnelsyn.
Instruktører i dag behøver for min skyld hverken være venstreorienterede eller specielt optagede af den gamle arbejderklasse, men Erik Clausen viste, at indigneret harme kan være et ganske udmærket sted at starte, når man vil røre folk med sine fortællinger.
3. Det er ok at fylde
Erik Clausen var både det ene og andet, han skreg og skabte sig, han revsede både kulturelite og kapitalister, han stillede gladelig op til debat, og han var både simpel og ligetil og noget helt specielt. Hans person og persona var uadskillelige fra hans film og hans roller, og det er selvfølgelig et kunststykke, der er svært at tillære sig, hvis man ikke som Clausen er den fødte gøgler.
Men man kan godt tillade sig at savne karismatiske og kulørte yngre instruktører, der ikke insisterer på så mange nuancer, at pointen tabes på gulvet, men tør slå et slag i bolledejen og skabe lidt ballade i kunstens tjeneste.
Dansk film af i dag er meget pæn. Alene af den grund vil Erik Clausen efterlade et tomrum.
4. Sig det med humor
Erik Clausen kunne slippe afsted med sine svadaer, provokationer og stikpiller, fordi han hverken var højtidelig eller selvhøjtidelig i sine politiske paroler om skrankepaver og slipsedyr.
Erik Clausen var sjov! Underholdende! En flab! Han var politik og showbizz, han vidste, at en kritik af verdens urimeligheder glider bedre ned med et gran salt.
Kanter kan bedre accepteres, hvis de opblødes med selvironi og humor, og det var Erik Clausen en fortrinlig bannerfører for. Det er kvaliteter, der meget gerne må flyde ned gennem den nye generation. Som en gammel rød 70’er-ræv har Clausen måske virket umoderne i de seneste årtier, men med kulturens nye fokus på klasse og magtforhold kunne man håbe, at en ny generation vil genopdage ham og videreføre de bedste elementer af hans arv.
Der er i hvert fald masser at lade sig inspirere af.