‘Songs of a Lost World’: Robert Smith stirrer sin egen dødelighed dybt i øjnene på The Cures første album i 16 år
Frontmand og sangskriver Robert Smith har i årevis op til ‘Songs of a Lost World’ lovet, at The Cures næste udgivelse ville være mørk og præget af doom and gloom. Et løfte, som bandet holder på deres første album i 16 år, hvor Smith stirrer tidens gang og ikke mindst sin egen dødelighed dybt i øjnene.
Det betyder også, at The Cure noget atypisk har skrevet et album uden en eneste af de åbenlyse popsange, der næsten altid har stået side om side med det ellers altomsluttende mørke i bandets univers. Selv depressionsmesterværket ‘Disintegration’ fra 1989 havde den melankolske, men også tindrende smukke ‘Lovesong’ som en lille brændende flamme i mørket.
I stedet har de skabt en støjende og melankolsk skumringsmeditation, hvor Smith på et backdrop af Simon Gallups jordskælvstunge bas og Reeves Gabrels’ skærebrænderguitar forsøger at finde mening med tidens ubønhørlige gang.
Det er ikke, fordi det er nye temaer for Robert Smith, der selv i sin ungdom altid mere end nogen anden var tunet ind på det forfald, der er alderens naturlige følgesvend. Frygten for tidens gang og dens uundgåelige konsekvenser har altid ulmet i The Cures musik.
»Yesterday I got so old / It made me want to cry«, sang Smith på popperlen ‘Inbetween Days’ allerede tilbage i 1985, mens førnævnte ‘Disintegration’ og dens intense mørke i høj grad var en reaktion på Smiths personlige krise over hans kommende 30-års fødselsdag. For bare at nævne nogle få eksempler.
Men det er en tematik, der får en ekstra gravitas her i 2024, hvor den frygt er mere håndgribelig for Robert Smith end nogensinde før i en alder af 65 år.
»Remembering the hopes and dreams I had / All I had to do / And wondering what became of that boy / And the world he called his own / And I’m outside in the dark / Wondering how I got so old«, synger han fuld af vemodig fortrydelse på albumlukkeren ‘Endsong’, der fortsætter: »It’s all gone, it’s all gone / Nothing left of all I loved / It all feels wrong«.
For når titlen alluderer til en tabt verden, er det ikke svært at sætte den i forbindelse med alt det, som tiden har taget fra Robert Smith. I perioden, hvor albummet er skrevet og indspillet, har han mistet både sine forældre og ikke mindst sin elskede storebror Richard. Et tab, der kommer til udtryk på ‘I Can Never Say Goodbye’, hvor Smith synger om netop brorens død, og hans ord er mere direkte og uden nogen form for lyrisk omsvøb end nogensinde før:
»Something wicked this way comes / From out the cool November night / Something wicked this way comes / To steal away my brother’s life«.
I et interview med NME omkring albummet har Robert Smith blandt andet snakket om, hvordan man – når man er yngre – har en tendens til at romantisere døden, men at det ændrer sig, når døden pludselig begynder at komme efter ens tætte venner og familie.
Den ændring kan også mærkes på ‘Songs of a Lost World’, hvor sangene leveres med en brændende intensitet og et fokus, der giver The Cure en fornyet nødvendighed. For selvom flere af sangene er mere end seks minutter lange med flere minutters dronende introer, før Robert Smith begynder at synge, så føles intet på albummet overflødigt.
Begrænsningens kunst har ikke altid været Robert Smiths stærkeste side, og det har betydet rodede album, der flagrer i alt for mange retninger og ikke helt ved, hvad de vil være. Men det problem har ‘Songs of a Lost World’ ikke.
Det er et fokuseret, personligt og smukt værk om alle de ting, tiden ubarmhjertigt tager fra os alle.
Kort sagt:
På The Cures første album i 16 år stirrer Robert Smith tidens gang og ikke mindst sin egen dødelighed dybt i øjnene. Tematikkerne om tab og mørke er ikke nye for bandet, men de føles mere håndgribelige og leveres med en brændende intensitet og et fokus, der giver The Cure en fornyet nødvendighed.