»Stop med at lade som om vi er venner«. Young Thug og Gunna er tilsyneladende ikke besties længere

»Stop med at lade som om vi er venner«. Young Thug og Gunna er tilsyneladende ikke besties længere
Young Thug og Gunna. (Foto: Prince Williams/Wireimage)

De har lavet utallige sange sammen, men nu lader det til, at Young Thug og Gunna ikke er på god fod længere.

Young Thug blev i slutningen af oktober løsladt efter mere end 900 dages varetægtsfængsling, og modtog i samme ombæring en betinget dom, der blandt andet betyder, at han ikke måtte kontakte medlemmer fra hiphopkollektivet YSL, som anklagerne hævdede var en bande.

Det er dog med undtagelse af Gunna, der også er tilknyttet YSL. Men selvom de to rappere har rettens tilladelse til at samarbejde, lader det ikke til at de kommer til at udnytte den mulighed.

I et nu slettet opslag på X har Young Thug nemlig skrevet følgende:

»Gunna, stop med at lade som om vi er venner på internettet. Jeg kender dig ikke, my guy«.

Young Thug og Gunna har tidligere samarbejdet på sange som ‘Hot’, ‘Pushin P’ og ‘Dollaz On My Head’.

Young Thug var oprindelig en slags mentor for Gunna, og hjalp denne med at få gang i rapkarrieren. Siden er Gunna blevet en af trapscenens største stjerner i egen ret.

Der har dog været mange rygter om uvenskab mellem Gunna og Young Thug efter den store retssag, hvor de i første omgang begge var anklaget. Gunna lavede i den forbindelse en aftale med myndighederne, som visse i hiphopmiljøet har betragtet som et brud på hans loyalitet mod Thug.

En anden af Young Thug og Gunnas hyppige samarbejdspartnere, Lil Baby, har eksempelvis kaldt Gunna for en »rotte« – et nedsættende ord for én, der samarbejder med politiet.

Den nyligt afsluttede retssag mod Young Thug var den længste i staten Georgias historie, hvor den 33-årige rapper var anklaget sammen med Gunna og 26 andre fra hans YSL-foretagende for at være en kriminel »gadebande«.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af