’Gladiator II’: Ridley Scott leverer et så underholdende spektakel, at man næsten glemmer historiens huller
Vi befinder os i det herrens år 211, og det romerske kejserdømme bliver styret med hård hånd af brødrene Geta og Caracalla … Eller, nej – hvis ’Gladiator’ fandt sted i år 180, og Lucius nu er 28, så må vi vel befinde os i det herrens år 196. Men der var Decimus Albinus jo kejser. Og han blev efterfulgt af Geta og Caracallas far Severus …
Ridley Scott er nok mere sproglig end matematisk, så lad os starte på en anden måde:
Der er gået 16 år, siden folkehelten Maximus kæmpede og døde for kejser Marcus Aurelius’ drøm om et bedre Romerrige – et Romerrige, som Lincoln nok ville have formuleret det, for folket og af folket.
Den drøm er nu en saga blot, og verdens mægtigste imperium er atter på tærsklen til at implodere under sit eget storhedsvanvid. Drengen Lucius (Paul Mescal), der efter Commodus’ død var den klare arving til tronen, er flygtet til Africa Nova, hvor han har brugt de seneste mange år på at fostre et indædt had til sit hjemland.
Men da hans nye hjem bliver invaderet af det evigt ekspanderede Rom, under ledelse af Pedro Pascals general Acacius, og Lucius (også kaldt Hanno, men lad os holde os til førstnævnte for klarhedens skyld) både mister sin store kærlighed og bliver taget til fange på samme dag, indynder kejserriget sig ikke ligefrem yderligere hos den emigrerede prins.
Der går ikke længe, før den tilfangetagne Lucius får imponeret forretningsmanden Macrinus (Denzel Washington) med sin kampfærdighed og vrede, så han straks bliver købt med henblik til at være gladiatorisk rambuk, så Macrinus kan nå til tops i Roms politiske morads.
Men Macrinus er langt fra den eneste med en agenda. General Acacius og hans kone Lucilla (Connie Nielsen) er begyndt at lægge farlige planer med senatet, Geta og Caracalla nærer ambitioner om at erobre østen, og gladiatoren Lucius – han vil bare gerne se Rom brænde.
Således er der lagt op til to og en halv times sværd og sandal-underholdning fra mesterinstruktøren Ridley Scott, der knap 25 år senere endelig fortæller videre på historien fra en af sine til dato højst-agtede film.
Jeg bruger ordet ’endelig’, vel vidende at det bestemt ikke er alle, der har bedt om den her fortsættelse. Der er nok mange, der helst så, at Scott bare lod succesen hvile i fred på sin trone, mens andre måske havde foretrukket Nick Caves fantasifulde opfølger, men personligt beder jeg gerne om flere bloddryppende klinger, magtbegærlige kejsere og episke slag.
Og man kan sige meget om ’Gladiator II’, men lige præcis dét leverer den i høj grad på.
For filmen er på alle mulige måder bombastisk. Den er storladen, prægtig, overvældende, og det er på mange måder et fornøjeligt gensyn med en genre, der med film som ’Troy’, ’300’ og ’Kingdom of Heaven’ havde sin (seneste) storhedstid i 00’erne.
Der er ikke blevet sparet på noget. Tusindvis af statister render rundt på kulisser, der af filmens production designer Arthur Max beskrives som »Gladiator på steroider«, Numidiens kystliggende fæstning ramponeres af en kæmpemæssig flåde, Colosseum bliver oversvømmet for at iscenesætte Slaget ved Salamis, og Lucius må blandt andet bekæmpe en næsehornsridende gladiator og aber, der kunne ligne skrinlagte karaktermodeller fra ’I Am Legend’.
Men det er ikke kun i spektaklet, at man kan ane, hvor meget energi der er blevet lagt i det her projekt. Det er også i de små ting, de måske for nogle ligegyldige eller oversete detaljer: busterne, der er farvelagt, som de rent faktisk var dengang, Lucillas duftekvist, der agerer værn mod den generelt ildelugtende storby, Denzel Washingtons selvgjorte magnat Macrinus, der konstant retter på sin beklædning, som om han stadig ikke er helt vant til den aristokratiske pomp og pragt.
Man fristes næsten til at tro, at den minutiøse detaljegrad, der er at finde i visse dele af filmen, er Ridley Scotts måde at råde bod på, at han roder rundt i kronologien på historiske begivenheder.
Russel Crowe kaster en umådeligt lang skygge med sin Oscar-vindende præstation fra 2000, men Paul Mescal er dog en imponerende afløser. Ud over at være fysisk utrolig i rollen (der bliver ikke klippet nær så febrilsk i actionsekvenserne som i 1’eren, så man kan rent faktisk nå at se, hvad der foregår), så lykkes det ham også at forsyne en ellers skræmmende underfortalt karakter med nok charme til, at man holder med ham – selv om man egentlig ikke helt ved, hvad det er, man hepper på.
Men der må ikke herske nogen tvivl: Denzel Washington er filmens ubestridte scenestjæler.
Det er lysende klart, at han hygger sig noget så gevaldigt i sin rolle, og i hver eneste af sine scener stråler han af main character energy. Man kunne godt have frygtet, at han ville gå planken ud i et forsøg på at overgå Joaquin Phoenix’ Commodus, men Washington finder sig til rette på sin helt egen, særprægede måde i filmens skurkerolle. Giv for guds skyld den mand six seasons and a movie.
Både på mikro- og makroplan er ’Gladiator II’ så gennemført, at man næsten, næsten, ikke lægger mærke til, hvor meget selve historien halter.
Filmens næsten 150 minutters spilletid er åbenbart bare ikke nok minutter for Scott og hans manuskriptforfatter David Scarpa (som også, quelle surprise, skrev ’Napoleon’), der lider af en meget simpel brist: De kan ikke fatte sig i korthed.
’Gladiator II’ kan konsekvent ikke finde ud af at fortælle sin historie eller udvikle sine karakterer koncist eller elegant. Lucius – må vi gang på gang forstå – har en exceptionel arrigskab inde i sig, men ud over et enkelt tilfælde, hvor han skriger dyrisk af ’I Am Legend’-aben, kunne jeg slet ikke fornemme den vrede, eller hvad der ligger til grund for den.
Ligeledes er der et begyndende subplot omkring Lucius’ forældreskab (er han søn af Commodus eller Maximus?), der umiddelbart kridter banen op for et interessant eksistentialistisk dilemma, som desværre bliver glemt på vejen.
Det står selvfølgelig grellest til for Lucius, da han er vores hovedperson, men også kejserne Geta og Caracallas tager på et tidspunkt et logisk kvantespring, der bringer traumatiske mindelser om sidste sæson af ’Game of Thrones’.
Ridley Scott forsøger at favne bredere, end hvad filmen kan tåle, så den aldrig rigtigt får hjertet med i fortællingen. Vi mangler en Marcus Aurelius, der havde en spinkel drøm om et Romerrige for og af folket, og vi mangler en Maximus, der med styrke og ære kæmper for noget, der er større end ham selv, som vi emotionelt og implicit forstår.
’Gladiator II’ fortæller os hele tiden, hvad folk vil, men giver os aldrig rigtigt mulighed for selv at føle det.
Kort sagt:
’Gladiator II’ er et episk spektakel med fantastisk underholdende kampsekvenser, der næsten får en til at glemme, at historien mangler forgængerens hjerte, og at mange af karaktererne mangler dybde.