’Bytte bytte barn’: Netflix-opfølger til forældreskabskomedie er let og plat feelgood
Det er – som Lars Ranthes karakter præciserer det – en smule kompliceret:
To par blev fortalt, at deres fertilitetsklinik havde byttet rundt på både æg og sæd, hvorved de altså var blevet gravide med hinandens børn. Trods en deciliter skepsis besluttede de, at babyerne efter fødsel skulle lægges i armene på deres biologiske forældre.
Men ved et lægeligt toårstjek finder de så pludselig ud af, at der slet ikke var tale om forbytning alligevel (blot ualmindeligt dårlige arbejdsforhold for sygeplejersker, men det er en helt anden historie), og at kvinderne faktisk bar eget kød og blod.
De har med andre ord givet deres rollinger væk til hinanden.
Så hvad fanden gør man i sådan en forkludret lortesituation? Bytter man bare børnene tilbage igen? Nej, man laver da et kollektiv, så alle fire forældre kan nyde godt af begge unger – og omvendt.
Det er i al fald logikken i Barbara Topsøe-Rothenborgs ’Bytte bytte barn’ (opfølgeren til ’Bytte bytte baby’), når det midaldrende jakkesætspar Cecilie (Mille Dinesen) og Andreas (Lars Ranthe) slår pjalter og bopæl sammen med de unge bohemer, Liv (Katinka Lærke Petersen) og Malthe (Kasper Dalsgaard).
Ja, det lyder – og er – på mange måder optimalt og skidehyggeligt. Men de stereotypiske pars meget karikerede forskelligheder (særligt deres modsatrettede opdragelsesmetoder) bliver nok engang kimen til utallige konflikter.
Der battles i legetøj og livssyn, og i det fælles hjem – hvor Holmegaard-vaser og Y-stole nu står side om side med marokkopuder og urtelugtende mormødre, der prædiker om udrenselsesprocesser og orgasmisk forløsning – diskuterer kontrolfreaken Cecilie og den selvbetitlede (men måske forlorne?) go with the flow-dame Liv, hvorvidt iPad eller fanatisk veganisme er barndommens største sundhedstrussel… Imidlertid er der dog ingen af dem, der stopper et vuggestuebarn fra at hoppe uregerligt rundt på en trampolin med en slikkepind i munden.
Nuvel, man kan jo heller ikke have styr på alt og alle hele tiden. Det er dog en erkendelse, de fire hovedkarakterer kæmper med at internalisere, som de skøjter sig igennem den moderne selvrealiseringsæra og småbarnslivet anno 2024.
Netop filmens blik på forventningspres og den til tider uopnåelige work/life-balance – for såvel de frustrerende puttesituationer og daginstitutionsstress – vil være vedkommende for mange publikummer. Det samme vil berøringen af tungere tematikker muligvis.
For præcis som dramaet ’Ønskebarn’, Netflix-serien ’Skruk’ og denne films eget forlæg har ’Bytte bytte barn’ et skærpet fokus på forældreskab og fertilitet – eller mangel på samme – og Topsøe-Rothenborg (gen)stiller blandt andet spørgsmålet:
Hvad afgør, om et barn er ens barn? Dna, efternavn, betingelsesløs kærlighed?
Med denne undren skildrer Netflix-filmen alternativ familieførelse og udforsker, hvordan henholdsvis arv og miljø danner mennesker. Uagtet at skaberkræfterne ihærdigt forsøger at tilgå dette komplekse emne med dybde og nuancer – og uagtet at der fint gribes om tematikker såsom ikke at connecte med sin tumling og om at ville mere end moderskabet – skæmmes relationsportrætterne desværre flere steder af (naive) klicher og kønsfordomme.
Men nu er denne to’er jo også primært en let og semiplat feelgood-komedie, hvor særligt Mille Dinesen er leveringsdygtig i gode grin. Med funny bones og store armbevægelser fører hun en neurotisk krig mod gedemælk og munkemusik, og i et skønt sammenspil med krammefarmanden Lars Ranthe bliver parfoldet post baby sjovt, ærligt og genkendeligt skildret.
De unge kombucha-typer er da også meget søde, men deres interne kemi – og sommetider også deres replikføring – virker en smule akavet og forceret. Sammen med deres nye velfriserede roomies lykkes de dog slutteligt med at udfordre forestillinger om skarpt opstillede dikotomier, når de fremlægger en af filmens hovedpointer:
Fuck om du er til farverige striktrøjer eller skjorter i fifty shades of beige! Alle forældre har (samme) problemer, og vi er måske slet ikke så langt fra hinanden som vi går rundt og tror.
Man kan derfor snildt dele både børn og kærlighed – men ikke nødvendigvis køkken og toiletspand.
Kort sagt:
Trods forsøg på at udfolde nogle af familielivets tungeste gåder er ’Bytte bytte barn’ primært en let og semiplat feelgood-komedie.