Roskilde Festival har netop annonceret hele 25 nye navne til næste års musikprogram, og der er nogle sværvægtere iblandt.
Det største navn blandt dagens annonceringer er den amerikanske popstjerne Olivia Rodrigo, der lige nu har medvind som få andre artister.
»Hun er en stemme af tiden, og vi er meget stolte af, at Olivia Rodrigo har valgt Roskilde Festival som sin eneste skandinaviske optræden i 2025. Koncerten bliver en manifestation, der kommer til at skrive sig ind i historiebøgerne«, udtaler Roskilde Festivals musikchef, Thomas Sønderby Jepsen.
Olivia Rodrigo har senest været på en verdensturné for sit andet album, ‘Guts’, der besøgte Royal Arena tidligere i år.
»Olivia Rodrigo lukkede sin første koncert på dansk grund med et større brag, end de fleste rockbands kan prale af, men hun fandt også plads til sine hjerteknuste ballader, der stedvist efterlod Royal Arena i tårer«, skrev Soundvenues anmelder ved den lejlighed.
Se vores syv favoritter fra dagens musikpakke HER.
Derudover har Roskilde Festival annonceret flere store internationale navne som Jamie xx, Deftones og A.G. Cook.
Jamie xx har i år udgivet den længe ventede opfølger til den ni år gamle nyklassiker ‘In Colour’, og det bliver sandsynligvis noget af en nattefest på Orange Scene.
Og apropos Orange Scene: Roskilde Festival har også annonceret, at danske Artigeardit får lov til at spille på scenen i 2025.
Det markerer tredje år i træk, at en stor, dansk samtidsrapper får en plads på Orange – i 2023 fik Kesi æren, og i 2024 var det Gilli.
Roskilde Festival har før offentliggjort hovednavnet Stormzy samt 27 andre navne, og med dagens annonceringer er der nu i alt 53 artister på plakaten.
Roskilde Festival 2025 finder sted fra den 28. juni til den 5. juli. Billetsalget er begyndt.
Alle dagens 25 nye annonceringer til Roskilde Festival:
Olivia Rodrigo (US)
Artigeardit (DK)
Deftones (US)
Jamie xx (UK)
A. G. Cook (UK)
Anoushka Shankar (INT)
Saint Levant (PS)
Alice Longyu Gao (CN)
Baloji (BE)
Bedouin Burger (LB)
Body Void (US)
Dayyani (DK)
Flock (INT)
Hitech (US)
Horsegiirl (DE)
Jinjer (UA)
Kwashibu Area Band (INT)
Lambrini Girls (UK)
Landless (IE)
The Mary Wallopers (IE)
MC Dricka (BR)
Nadah El Shazly (EG)
Nala Sinephro (BE)
School of X (DK)
Still House Plants (UK)