KOMMENTAR. Skal man nævne én konstant i Hollywoods seneste 70 meget omskiftelige år, fristes man til at sige Clint Eastwood.
Siden han var 25 år, har den nu 94-årige instruktør haft sin gang i Hollywood – først som skuespiller og fra 1971 også som instruktør, for det meste for filmstudiet Warner Bros., som kun er syv år ældre end ham selv.
Han har set det gamle studiesystem kollapse, han har set New Hollywood-bølgen skylle ind over den amerikanske filmbranche for efter få år at blive afløst af blockbuster-æraen, af digitale visuelle effekter, af indiefilm, af superhelte i spandex, og over det seneste årti har han set streaming blive den nye normal.
Hans western-elegi ’Cry Macho’ udkom samtidig i biograferne og på HBO Max under corona som led i den udskældte og nu annullerede Warner Bros.-strategi, som Denis Villeneuve rasede mod, og som fik Christopher Nolan til at smække med dørene og afbryde sit mangeårige samarbejde med studiet, som efter Nolans udsagn engang havde været verdens bedste.
Men selv det kunne næppe have forberedt Eastwood på den stedmoderlige behandling, hans nyeste film ’Juror #2’ har fået. Trods et stjernespækket cast, en stærk kritikermodtagelse og en pirrende kioskbasker-præmis om et jurymedlem, der erfarer, at han måske selv er skyldig i den forbrydelse, han skal dømme, har studiet valgt at begrave filmen.
I USA er den kun udsendt i 50 biografer (’Gladiator II’ fik til sammenligning premiere i op mod 3500 biografer), og Warner har nægtet at indrapportere biograftal, hvilket ellers er kutyme.
Herhjemme får filmen premiere direkte på streaming, til trods for at den i andre europæiske lande har klaret sig så solidt, at den internationalt har indtjent halvdelen af sit budget, endda helt uden at have en nævneværdige marketingfanfare i ryggen.
Hvad skete der?
»It’s not show friends, it’s show business«
Warner Bros. siger selv, at det altid har været planen, at ’Juror #2’ skulle udkomme på streaming, og at den kun har fået biografvisninger for at kvalificere sig til Oscar-nomineringer. En belejlig forklaring, der synes at være rystet ud af ærmet som et hurtigt modsvar på det ramaskrig, beslutningen har affødt i den amerikanske filmbranche.
Vi ved nemlig, at hovedfirmaet Warner Discoverys relativt nye direktør, David Zaslav, har været mere end kritisk over for, at filmdivisionen indtil for få år siden har stået last og brast med deres største instruktør ud af loyalitet og respekt for hans mangeårige tro tjeneste.
Ifølge en Wall Street Journal-artikel skulle Zaslav have citeret den øretæveindbydende skurk i Tom Cruise-filmen ’Jerry Maguire’, da han revsede sine medarbejdere for at give grønt lys til ’Cry Macho’, der kun indtjente halvdelen af sit budget. Som han sagde: »It’s not show friends, it’s show business«.
Så kan det være lige meget, at Eastwoods film for Warner gennem tiden har omsat for op mod ni milliarder dollars (justeret for inflation) – et så højt tal, at IndieWire kalder Eastwood studiets absolut største aktiv og foreslår dem at lade sig omdøbe i hans navn.
Det er desværre ikke helt overraskende, at det skulle være Eastwood, der blev offer for den nådesløse kynisme fra Zaslav, der blev øverste chef, da Discovery – mest kendt for deres fastfood-tv ud i reality- og true crime-genrerne – fusionerede med Warner.
For mens alt omkring ham har forandret sig, står Eastwood fast og laver den slags film, han altid har lavet. Mellemstore produktioner, der fortolker den amerikanske folkesjæl, ofte med brug af klassiske genrer som western, krigsfilm, sportsfilm, biopic, musikfilm og nu et retssalsdrama i form af ’Juror #2’.
I de senere år er hans film blevet mere og mere undseelige. De er direkte og økonomiske i deres formsprog, hvilket fejlagtigt har fået nogle til at se dem som venstrehåndsarbejde.
Mange skuespillere fortæller om deres overraskelse, når de træder ind på et Eastwood-filmset: Han optager kun hver indstilling ganske få gange, og han har ikke tid til skuespillere, der gerne vil forfine deres præstation foran kameraet. Matt Damon har i interviews fortalt, at han under optagelserne til ’Invictus’ spurgte, om han måtte få et par ekstra takes, hvortil Eastwood lakonisk svarede:
»Hvorfor? Vil du gerne spilde alles tid?«
En mand af i går
Eastwood er på den måde skåret ud af traditionen fra det gamle studiesystem, hvor man mødte på arbejde, lavede sin film, overholdt budgettet og tidsplanen og tog hjem igen. Han er en arbejder, hvilket står i skærende kontrast til de larmende, selverklærede mesterinstruktører af i dag, der ynder at bruge 50-100 takes for at opnå perfektion.
Eastwood forgiver ikke at skabe det perfekte. Hans sene værker er asymmetriske og livlige. De er anakronismer i en filmbranche, hvor more is more og mellembudgetfilmene for længst er blevet ofret på skafottet til fordel for det larmende og det højstemte.
Men under de spartanske digitale overfladebilleder er Eastwood stadig den fremmeste kronikør af et USA og en filmbranche i evig forandring.
Næsten alle hans film handler om, hvad det vil sige at blive gjort til en legende eller en myte, omsat til billeder og foreviget for eftertiden.
Der er filmene, der behandler hans egen myte (’Unforgiven’, ’Gran Torino’, ’The Mule’, ’Cry Macho’), filmene, der behandler den amerikanske grundmyte (’Million Dollar Baby’, ’J. Edgar’, ’Flags of Our Fathers’ og ’American Sniper’) og filmene, der behandler virkelige mennesker, der bliver til legender (flere af førnævnte samt ’Richard Jewell’, ’Jersey Boys’, ’Sully’, ’15:17 to Paris’, ’Changeling’ og så videre) og film som ’Bridges of Madison County’, der gør en spinkel romance til et mytisk kærlighedsdrama af episke dimensioner.
Eastwood ophøjer ikke sine karakterer til helte, men viser den mudrede proces, hvormed nogle bliver til ikoner, andre kan projicere billeder af den amerikanske selvfremstilling over på, så de virkelige personer til sidst bliver del af det mytiske.
Ligesom sine karakterer er Eastwood for længst blevet en legendefigur, som man livligt kan forestille sig vandre rundt på Warner-grunden til evig tid (han har et beskedent fast kontor i studierne), uanset hvor dårlig ledelsen måtte være.
Men han er ikke interesseret i kanonisering, hvilket hans tavshed om Zaslavs forsøg på at begrave ’Juror #2’ tydeligt viser. Han er bare interesseret i at lave sin næste film og fortsætte med at behandle de levende billeder, han har dedikeret størstedelen af sit liv til. Det er en stor skam, at den slags dedikation fra en sand mester ikke længere honoreres.
Hvis rygterne taler sandt, arbejder Eastwood dog allerede på en ny film, og det er der forhåbentlig ingen kyniske topchefer, der kan forhindre.
’Juror #2’ kan ses på blandt andet Blockbuster fra 3. december og får premiere på Max 20. december.