’Missionary’: Snoop Dogg og Dr. Dre er langt fra fordums storhedstid på første fællesalbum i 31 år
31 år og 21 dage. Præcis så lang tid er der gået, siden Snoop Dogg albumdebuterede med den Dr. Dre-producerede klassiker ’Doggystyle’ i 1993. I denne periode, særligt i de seneste 20, har han på albumfronten udviklet sig til lidt af et paradoks.
Den 53-årige rapveteran er nemlig umanerligt produktiv som albumartist. Dugfriske ’Missionary’ er Snoops 20. (!) soloalbum.
Men samtidig er han mest kendt for sine hitsingler og sine gæsteoptrædener på særligt Dres sange. De færreste vil nok kunne nævne titlerne på rapperens 12 udgivelser siden mundrette ’R&G (Rhythm & Gangsta): The Masterpiece’ fra 2004, som indeholdt kæmpehittet ’Drop It Like It’s Hot’ – og som var sidste gang, han gik platin med et album.
’Missionary’ er Snoops mest imødesete album i årevis, fordi Dre for første gang siden ’Doggystyle’ er tilbage som hovedproducer. De to kumpaners nye plade er dog et godt stykke fra fordums storhedstid.
Modsat de gennemførte 90’er-hovedværker ’The Chronic’, ’Doggystyle’ og ’2001’, der formede og videreudviklede den feststemte hiphopundergenre g-funk, er ’Missionary’ stilmæssigt en anderledes rodet affære. Dres produktioner stikker i mange forskellige og undertiden spøjse retninger i stedet for at dyrke et sammenhængende udtryk.
Efter to introsange smadrer ’Outta da Blue’ for eksempel igennem med et aldeles hektisk beat bestående af messende stemmesamples og koklokker. Snoop og Dre rapper på skift, indtil omkvædet (et ikke særligt vellykket cover af M.I.A.’s ’Paper Planes’) rammer.
Senere rækker reggaesangen ’Fire’ tilbage mod Snoop Lion-æraen. Jelly Roll-gæstede ’Last Dance with Mary Jane’ sampler akustisk guitar, mundharmonika og en svævende vokal fra Tom Pettys 90’er-sang ’Mary Jane’s Last Dance’.
Singlen ’Another Part of Me’ er bygget op omkring de hurtige guitarriffs fra The Police-hittet ’Message in a Bottle’ – med ingen ringere end Sting på andet vers.
Blandt albummets 16 numre er der selvfølgelig også mere klassiske rapsange. Her er uptempo ’Thank You’ den mest medrivende på grund af et drilsk guitar-loop og bombastiske trommer, der minder lidt om Dres produktioner på Eminems ’Relapse’ (det er ment som en kompliment).
Et andet solidt nummer er Method Man-gæstede ’Skyscrapers’, der har et lige dele storladent og jazzet blæserunderlæg. ’Gunz n Smoke’ med de gamle Dr. Dre-protegéer Eminem og 50 Cent er til gengæld en påfaldende anonym omgang.
Forventeligt bringer Snoop Dogg ikke noget nyt til bordet som lyriker. Hans rapbars handler stadig i store træk om at tjene penge, være en stjerne, score damer og, selvfølgelig, ryge pinde. Linjen »Higher than Wiz Khalifa« på ’The Negotiator’ er et tydeligt eksempel på, at alt er som det plejer.
Dybe tekster har da heller aldrig været Snoops force. Det er snarere hans tilbagelænede, men alligevel sikre flow, som han også lever fint op til på ’Missionary’.
Når Snoop og Dre er bedst sammen, plejer de også at kunne levere nogle catchy bangers. Dem må man dog lede længe efter på det nye album, som har en akut mangel på ørehængere.
Jhené Aiko og BJ The Chicago Kid udlåner eksempelvis deres fløjlsbløde vokaler til omkvædene på henholdsvis ’Gorgeous’ og ’Now or Never’, men det gør ikke den store forskel, når melodierne ikke fænger.
»My story can’t be erased«, rapper Dre på netop ‘Now or Never’. Og det er rigtigt. Han og Snoop Dogg er legender i hiphophistorien og kommer helt sikkert til at blive husket i eftertiden.
Men de bliver nok ikke husket for ‘Missionary’.
Kort sagt:
Snoop Dogg lyder som han plejer på sit nye album, hvor Dr. Dres produktioner til gengæld stikker i alle mulige retninger. Resultatet er langt fra lige så mindeværdigt som de to kunstners tidligere samarbejder.