’No Good Good Deed’: Løgn, manipulation og kampen om drømmehuset driver gennem lidt for poleret Netflix-serie
Hvad der ikke udspiller sig bag lukkede døre i de smukke kvarterer i Los Angeles, hvor polerede forhaver og facader kan narre enhver til at tro, at husene er befolket af velfungerende familier.
Sådan går klichéen i hvert fald, og det er den, ’No Good Deed’ bygger på.
I Netflix-serien er omdrejningspunktet ægteparret Paul og Lydia (Ray Romano og Lisa Kudrow), som er økonomisk pressede af lån og Lydias arbejdsløshed. Hun er egentlig pianist, men siden parrets søn døde, har hendes hænders rysten gjort hende ude af stand til at spille. Derfor er de nødt til at sælge deres smukke hus med ovenlys, indbygget bar, mosaikglas og andre buzzwords, som er vigtige for en kæk LA-ejendomsmægler.
I seriens åbningsafsnit er der åbent hus, hvor vi møder de interesserede købere: et nygift par med baby på vej og svigermor på slæb, et kvindeligt par der bakser med at blive gravide, en snobbet og nysgerrig nabo og en sæbeopera-skuespiller, der gemmer sin fallerede stjernestatus bag hat og solbriller.
Sammen med Paul og Lydia er det disse ambitiøse og rige kæmpeløgnere, vi skal engagere os i over otte afsnit.
Bag serien står Liz Feldman, som efter tre sæsoner med den Emmy-nominerede ’Dead to Me’ har fået en flerårig, eksklusiv kontrakt med Netflix. Og det virker til, at Feldman har lagt sig fast på en formel:
Et dødsfald omgærdet af mystik og en flok hovedpersoner, som har en hang til løgn og manipulation, er i centrum. Derpå følger en lang række overraskelser og afsløringer, hvor dem, vi troede var uskyldige, viser sig ikke at være det, og alle disse twists på vej mod en forventet forløsning er seriernes primære drivkraft.
I den fremragende ‘Dead to Me’ er præmissen, at den ene kvinde holder hemmeligt, at hun dræbte den andens mand. Det fungerer, fordi det er troværdigt, at hvis man har oplevet dødsfald og mord, opfører man sig lettere sindssygt.
I ’No Good Deed’ er de bare sådan.
Tag bare parret Leslie og Sarah. Ikke nok med, at deres forsøg på at blive gravide selvfølgelig er omgærdet af løgne, de er også i et af seriens første afsnit klar til at snige sig op til deres drømmehus om natten og kigge ind ad vinduet. Her ser de Paul gemme en meget mystisk pistol, som måske har noget at gøre med hans søns død, i Lydias klaver.
Imens ovre hos det gravide par viser det sig, at kvinden, Carla, lyver om sin families status i samfundet, og manden, Dennis, lyver om sin kommende bogs status, og de er begge ude af stand til at tale om, hvilken rolle den påtrængende svigermor skal spille i deres liv.
Mængden af forviklinger er så enorm, at man skal holde øjne og øre åbne for at forstå dem og deres forbindelse til det hus, de alle gerne vil have fingrene i. Det niveau af koncentration havde jeg til tider svært ved at mønstre, fordi jeg ikke rigtigt var engageret i, om deres løgne blev afsløret eller ej. Mængden af hovedpersoner gør det svært for serien at nå at give hver af dem en baggrund, et motiv eller en eller anden form for følelsesmæssig forståelse for, hvorfor de handler, som de gør.
Selvfølgelig er håbet med serien også, at noget af underholdningsværdien ligger i det overdrevne og fjollede i de mange twists i stil med ’Desperate Housewives’. Men der er ’No Good Deed’ alligevel for poleret. Måske det kunne have gavnet at kaste et overraskende element ind i formatet i stil med ’Desperate Housewives’ ikoniske voiceover.
Enderne bliver forbundet i en form for løs knude i slutningen af ’No Good Deed’. Der er potentiale i form af for eksempel Paul og Lydias vaklende ægteskab, som har været udsat for et traume, og som de skal se, om de kan reparere.
Men jeg var aldrig revet med af dette drama om retten til at købe et hus.
Kort sagt:
’Dead to Me’-skaber står bag denne polerede version af ’Desperate Housewives’, hvor mængden af karakterer og forviklinger gør det svært for alvor at engagere sig i nogen af delene.