Dansk producer lokkede så mange mennesker til Søpavillonen, at politiet måtte rykke ud

Dansk producer lokkede så mange mennesker til Søpavillonen, at politiet måtte rykke ud
Anton Westerlin. (Foto: Oliver Zaza)

Det gik vildt for sig, da den danske producer Anton Westerlin torsdag aften inviterede til fest på Søpavillonen i København.

Ekstra Bladet har blandt andet delt en video, der viser, at op mod 15 politibiler og en ambulance var til stede foran restauranten og natklubben, hvor Westerlin stod for torsdagsarrangementet Moon Club.

Mediet har desuden været i kontakt med en vagtchef, der bekræfter, at Københavns Politi var til stede på Søpavillonen, navnligt for at assistere dørmændene, fordi der var så mange mennesker ude foran.

Ifølge Ekstra Bladet rykkede politiet ud omkring klokken 21 og spærrede vejen, så ingen kom til skade. Der er ikke foretaget nogen anholdelser.

Den danske producer har selv delt historien i sin Instagram-story, mens Moon Club i deres story skriver følgende: »Vi stod over for nogle udfordringer tidligere, men nu er vi oppe at køre igen. Tak for jeres tålmodighed!«.

Westerlin er især kendt for sit tætte samarbejde med rapstjerner som Artigeardit og Lamin og står desuden bag YouTube-serien ‘Bag gardinerne’. Tidligere i år hittede han og Lamin stort med sangen ‘Chanel Freestyle’.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af