’Dahomey’: Med et vellykket greb bliver Guldbjørn-vindende film umådeligt stor
»Afskåret fra mit fædreland, som om jeg var død«, lyder en monstrøs stemme i starten af den yderst vellykkede dokumentarfilm ’Dahomey’.
Stemmen er faktisk det eneste, men også mest fremtrædende element i filmen, der ikke er direkte dokumentarisk. Den tilhører nemlig en gammel afrikansk statue, placeret på et parisisk museum, der i virkelighedens verden selvfølgelig er helt og aldeles stum.
Dermed går det blot 68 minutter lange filmeksperiment, der vandt Guldbjørnen på Berlinalen sidste år, godt i spænd med resten af bagkataloget hos den franskfødte instruktør Mati Diop, som i sit virke særligt har udforsket sin fars senegalesiske rødder. Hendes mest kendte filmværker handler således om den afrikanske virkelighed før og nu, tilsat et overnaturligt eller drømmerisk element.
’A Thousand Suns’ fra 2013 er for eksempel en længselsfuld hyldest til den aldrende mand Magaye Niang, der spillede den ene hovedrolle i Djibril Diop Mambétys (Mati Diops onkel) senegalesiske 70’er-klassiker ’Touki Bouki’. Ligesom filmkarakteren har han aldrig forladt hjembyen Dakar, selvom han fik mulighed for det som ung. I sin mulige fortrydelse bliver han til karakteren og drømmer sig væk.
Mati Diops Cannes-hædrede fiktionsfilm ’Atlantique’ fra 2019 handler ligeledes om længsel og fortrydelse. Filmen følger den unge kvinde Ada, der skal giftes væk til en rigmand, men hellere vil være sammen med en fattig bygningsarbejder. Da sidstnævnte i frustration rejser med en båd ud på Atlanten for at finde lykken i Spanien, dør han og resten af besætningen. Men de vender alligevel tilbage til hjembyen – nu som spøgelser.
I ’Dahomey’ besjæler Diop altså nu et gammelt artefakt for at skildre en vigtig begivenhed i nyere afrikansk historie. I 2021 leverede Frankrig 26 kongelige skatte tilbage til det vestafrikanske land Benin (tidligere kongeriget Dahomey, heraf titlen), som blev plyndret af kolonimagten tilbage i 1800-tallet.
Filmen dokumenterer artefakternes lange rejse fra Paris til hovedstaden Porto-Novo i den tidligere franske koloni, hvor de bliver modtaget med begejstring og fest, hvorefter de pakkes nænsomt ud og udstilles i det kongelige palads.
Sideløbende med de observerende optagelser af museumsfolkenes grundige arbejde klipper filmen flere gange til en sort skærm, hvor hovedpersonen, som franskmændene blot kalder »nummer 26«, sætter ord på sine følelser i en voiceover.
Statuen er forvirret, vildfaren og fremmedgjort over at have været væk fra sit hjem i så mange år. Og da den ankommer til Benin, kan den ikke længere kende sit land. Noget er gået tabt på rejsen frem og tilbage.
I stil med ’Atlantique’ har Diop tilsat nærmest hypnotiserende elektronisk musik til sine oftest statiske og altid smukke billeder, som giver både menneskeskabte bygninger og beplantede haver samt varige naturfænomener som havet og himlen et magisk, spirituelt skær.
»Jeg kan stadig smage havet«, siger skulpturen undervejs. Havet er netop et tilbagevendende motiv hos Diop, der i ’Atlantique’ rummer drømme om et bedre liv i Europa og i ’Dahomey’ vækker smertefulde minder om den grufulde slavetids mange ofre.
’Dahomey’ er en både enkel og kort film, men de velvalgte fiktionsgreb gør den også umådeligt stor. For de levendegjorte statuer breder perspektivet ud og understreger, at de bærer på en betydningsfuld kraft – selve det beninske folks arv og identitet. De kommunikerer også det store sorgfulde sår, som kolonimagten Frankrig har påført dem. Et sår, der stadig ikke er helet.
Det store emne om kolonitidens konsekvenser og efterspil bliver også helt konkret diskuteret af en gruppe unge beninere i en dokumentarisk scene mod slut. Skiftevis griber de unge mennesker mikrofonen for at udtrykke både glæde og vrede.
Glæde over endelig at have fået disse artefakter hjem og følelsen af at blive genforenet med en del af sig selv, som man ikke vidste, man manglede.
Vrede over, at kun 26 skatte (angiveligt ud af 7000) er blevet leveret tilbage. Vrede over, at efterspillet stadig sker på kolonimagtens præmisser. Vrede over den åbenlyse konsekvens af kolonitiden, at selve denne diskussion udspiller sig på fransk.
Scenen bryder voldsomt og virkningsfuldt med ’Dahomey’s indtil da næsten meditative tempo og stemning og sætter gang i mange interessante pointer, man som publikum kan brygge videre på efter rulleteksterne. Særligt når man også som dansker i høj grad skal tage stilling til kolonitidens konsekvenser og retfærdighedsspørgsmål i dag.
Kort sagt:
Den fransk-senegalesiske festivaldarling Mati Diop giver i det vellykkede dokumentareksperiment ’Dahomey’ en gammel beninsk statue en stemme – og skyder en interessant og højaktuel diskussion om kolonitidens efterspil i gang.