MENNESKET VS. NATUREN. Bavianer kan ikke bevæge sig i grupper, der er større end 44. De er nødt til at se deres leder. Hvis de ikke kan se deres leder, går de i stå.
Mennesket har det samme behov for at følge en leder, men i modsætning til bavianerne er vi i besiddelse af en forestillingsevne, der gør det muligt for os at løfte lederen op i symboler: et fælles princip, som vi kan navigere kollektivt efter, så vi kan have forskellige erhverv og være fysisk adskilte, så længe vi er forbundne under symbolets værdier.
Kronen på kongens hoved. Jesus på korset. Nationalflaget. Og i dag først og fremmest: penge.
Penges faktiske værdi er ligegyldig. Det er deres symbolske værdi, der gør dem gangbare, så længe den henviser til enigheden om ’det gode’: Retten til fri ytring, kritisk tanke, uddannelse, forsamlingsfrihed, privatlivets fred, mad, husly, lægehjælp. Pligten til at være arbejdsom, lovlydig, videbegærlig, deltagende, venlig og frem for alt ærlig.
Men hvad sker der, når aftalen går i stykker? Når den form for handling, der bliver belønnet med penge, ikke længere følger de regler, vi blev enige om? Hvad sker der, når belønningen tilfalder det udspekulerede, forlorne og grådige?
Så falder samfundet fra hinanden, uden at bryde sammen. Facaderne forbliver, men løgnen sætter sig som råd i væggene. Nu kan man gøre tre ting: 1. Forskanse sig i det nære, tænde for Bagedysten og passe sine petuniaer. 2. Tage kampen mod overmagten og formentlig blive kvast eller 3. Gøre som topstudenten og atleten Christopher Johnson McCandless og afskrive civilisationen, donere alle sine penge til velgørenhed og bevæge sig ’Into the Wild’.
Baseret på en rigtig historie
Sean Penns biografiske film fra 2007 er baseret på den rigtige historie om en ung mand, der tomlede sig hele vejen til Alaska, hvor han endte sine dage i en forladt bus, død af sult eller madforgiftning i 1992 – 24 år gammel.
McCandless (Emile Hirsch) længes efter det enkle. Han vil væk fra det materielle og performative og tilbage til det oprindelige, som ikke kan bedrage: verden som den er.
Almindelige mennesker gør »sådan og sådan«. Det kan McCandless ikke holde ud. Han har oplevet sviget for tæt på, hvordan faren råbte og slog moren, regerede huset som tyran, og samtidig hvordan forældrene trak i deres fine gevandter, smilede til naboerne og var velsete udadtil. Råddet gør ham syg. Kuren er naturen.
’Into The Wild’ er en klassisk roadmovie. McCandless bevæger sig igennem Amerika og møder et kartotek af forskellige mennesker og livsanskuelser, men i modsætning til den normale roadmovie bliver hovedpersonen ikke formet undervejs. Uanset hvor meget verden rækker ud, vrister han sig fri og fortsætter mod Alaska, hvor han bare ’kan være’ i guds skaberværk, det evige og ubedrageriske ’nu’.
Forestillingen om naturens uspolerede i-sig-selv-væren som en frelse fra systemets forvrængede troldspejl er en klassisk modstilling. Naturens aflad er tostrenget – på den ene side håndgribeligt konkret som en aflastning fra de evindelige ord og på den anden side knusende stort, som en påmindelse om ordenes ligegyldighed.
Intetsteds glemmer man begreber som ’agilitet’, som når man kigger på Vesterhavets knejsende bølger.
De uendelige afgrunde
McCandless vil være et med ’det reelle’, et begreb som filosoffen Jacques Lacan har defineret som »det manglende«, hvor virkeligheden binder en knude på sig selv. At udholde det reelle er at kunne leve med døden.
For Karl Ove Knausgård hed det »verdenshumør«, for Jean-Jacques Rousseau »naturtilstanden« og for Thomas Vinterbergs karakterer i ’Druk’ var det »funktionspromille«. Der, hvor iscenesættelsen fordufter, og glasvæggen mellem indre og ydre smelter ned for at tillade en gennemstrømning af total tilstedeværelse: at føle sig vægtløs.
Af samme grund handler den proces ofte om at smide sin ballast. I ’Fight Club’ brænder Tyler Durden lejligheden ned, flytter ind i et faldefærdigt hus og lever for den naturlige adrenalin ved kampsport i kolde kældre. I ’American Beauty’ forkaster Kevin Spacey voksenlivets spændetrøje, siger sin velbetalte stilling op, tager et simpelt burgerjob og laver bænkpres i garagen, mens han ryger hash gennem cigaretpapir.
For McCandless er ballasten også formelle strukturer + ting og sager. Men det er også relationer. Han skærer alle forbindelser.
Sean Penn – der selv er en hyppig systemkritiker – viser gennem filmen en stor indsigt i de tilsyneladende små sprækker, der åbner sig som uendelige afgrunde, når man trækker sløret til side. Afgrunde, som risikerer at plante deres tomhed i beskueren.
Når enigheden bag den kollektive løgn opløses, bliver den styrende orden bare en almindelig løgn, der kan manipuleres og malkes. Man forstår McCandless’ trang til at ville adskille sig fra klovnekapitalismen og bedraget, der vel kun er blevet værre siden 1992 med bitcoins, SoMe og influencermarketing.
Naturen kan ikke lyve. Men vi kan besjæle den med fortællinger. For den nordiske tro var Jorden skabt af kæmpejætten Ymers krop. Blodet blev til elve, kødet til muld og benene til fjeld. For den græske filosof Anaximander foregår verden i et uforanderligt og oprindeligt urstof kaldet Apeiron. Naturen er æteren og den knyttede næve. Den var der, før vi kom, og forbliver, når vi er væk.
Af samme grund risikerer naturen også at blive en illusorisk flugt fra det illusoriske i sig selv. Vi dyrker ’Alene i Vildmarken’, tager på shelterture og laver tangbed, mens samfundet higer efter deltagelse, oprør og sande menneskelige forbindelser.
Hjerteskærende våde øjne
Den store tragedie i ’Into The Wild’ er, at McCandless hele tiden møder antitesen til den løgnagtighed, han sætter lig med civilisationen.
Han møder mennesker, som holder af ham og vil ham, uden bagtanker eller skjulte dagsordener. Fra Vince Vaughns jordbundne arbejder til en nøgen og frigjort Thure Lindhardt. I virkeligheden er problemet ikke systemet, »Society, society, society«, som Emile Hirsch råber på en bar og Eddie Vedder synger på soundtracket, men forældrenes bedrag, der har sat sig i McCandless som et uhelbredeligt hulsår.
Et sår, der gør ham blind for det gode, som findes i mennesket og vores relationer til hinanden. De gode fællesskaber findes overalt. De kræver bare, at man tør udsætte sig selv for sviget.
Af samme grund er den stærkeste scene en kort monolog fra den ældre Ron Franz (en hjerteskærende Hal Halbrook), der trods sin fremskredne alder bestiger et lille bjerg efter at være blevet ægget af den livskraftige McCandless. Han sætter sig forpustet ned og taler om det væsentlige: McCandless’ forhold til forældrene.
»There is some kind of bigger thing, that we can all appreciate. And it sounds like you don’t mind calling it God. But when you forgive… you love. And when you love, God’s light shines on you«.
Før han sætter McCandless af på den sidste tur væk fra civilisationen, hvor den unge mand ender sine dage, får Franz en idé.
»What do you say… You let me adopt you? I… I could be, say… your grandfather«.
Men McCandless svarer:
»Can we talk about this, when I get back from Alaska? Would that be okay?«
»We can do that, yeah«.
Og Halbrooks øjne bliver våde, for det er, som om han ved, at McCandless vil dø alene i en natur, som er stor og fantastisk, men ikke ejer medlidenhed. En ubedragerisk, men også ubarmhjertig verden, der dræber uden lidenskab og fremtvinger McCandless sidste erkendelse, som han nedfælder med en sprittusch over siderne på sine bøger om ensomhedens storhed.
»Happiness Only Real When Shared«.
’Into the Wild’ kan ses på Blockbuster, Grand Hjemmebio og Apple TV.