‘Mo’ sæson 2: Netflix-serien er en stille revolution forklædt som dramakomedie
Mens Trumps MAGA-tsunami igen skyller ind over USA og udvisker alt, der ikke rimer på den hvide heteroseksuelle mand i sin Tesla, lander anden og sidste sæson af den A24-producerede Netflix-serie ’Mo’ med det, der føles som et højdepunkt for repræsentation.
Tænk Lena Durhams ‘Girls’, men med en palæstinensisk mandlig pendant og uden de hvide privilegieblinde vinkler. En nærmest umulig drøm og en kærkommen modgift i en tid, hvor den Oscar-vindende dokumentar ‘No Other Land’ og mangfoldighed generelt oplever en blød censur og decideret udviskning.
Serien følger Mo Najjar, den palæstinensisk-amerikanske asylansøger, hvis historie er løst baseret på komiker og serieskaber Mohammed Amers eget liv i Texas.
Vi finder Mo strandet i Mexico efter et fejlslået forsøg på at opspore nogle oliventræstyve. Her har han de sidste seks måneder overlevet ved at sælge falafel-tacos med ekskærestens tanter, arbejdet som lucha libre-bryder og spillet i et mariachi-band.
Alt sammen i håb om at få et nødpas fra den amerikanske ambassade, så han kan vende hjem til Houston og deltage i den afgørende retssag om familiens asyl efter 22 års ventetid. En deadline, han gør alt for at nå, hvilket afføder en kædereaktion af komiske, bizarre og hårdtslående situationer.
Et af sæsonens mest seværdige øjeblikke er Mos ophold i et texansk immigrantfængsel. Han bliver sat i et koldt, overfyldt bur uden sollys, med et toilet i hjørnet til åbent skue. Det er en håbløs, ydmygende situation, hvor enhver menneskelig værdighed er fjernet. Men selv i dette klaustrofobiske helvede finder Mo et afvæbnende smil, håb og sammenhold i et stemningsskift, der bizart nok fungerer.
Mo er en fejlbehæftet ulykkesfugl. Hans stædige principfasthed og impulsive temperament får ham gang på gang til at krakelere under pres, og han sårer både sig selv og sine nærmeste.
Som når han ryger i karambolage med sin ekskærestes nye israelske kæreste over hans kulturel appropriation af hummus, hvilket eskalerer til en viral TikTok-video, hvor hummus kædes sammen med Hamas og sætter en bremseklods i familiens olivenolie-forretning. Det er dumt og klodset – og føles virkeligt.
Eller i hvert fald virkeligt i en virkelighed, hvor minoriteter endelig får lov at være lige så fejlbehæftede som deres hvide modstykker, uden at det bliver deres endeligt. En modig og sjælden menneskeliggørelse.
Sådan en originalitet og et mod er serien generelt præget af. På billedsiden leger den med et magisk realistisk drømmelag, hvor Mos slægtshjem, som familien blev fordrevet fra, hjemsøger ham. En nøgle overleveret af hans bedstefar bliver et symbol på den uudslettelige forbindelse til en historie, der nægter at forsvinde.
I Mos familie brydes tabuer om mental sundhed og terapi. Storebroren Sameer (Omar Elba) konfronterer familien og hans egne usagte begrænsninger efter pres fra søsteren Nadia (Cherien Dabis). Og så er der de komiske genistreger fra Moayad Alnefaie som den ultra-patriotiske og våbenglade kammerat Hameed, som leverer et af seriens største grin med sine fejlslagne forsøg på et arrangerede ægteskab mellem Mo og hans svigerinde.
Sæsonens ubetingede højdepunkt er finalen ‘A Call from God’, der samler trådene i Mos generationslange traume og skildrer palæstinensisk liv på Vestbredden, som vi sjældent får lov til at se på mainstreamorienterede Netflix. Efter 22 års adskillelse griner og spiser familien sammen, og det føles, som om den tabte tid genfindes og genfyldes. Man ser familier høste oliven og drive deres landbrug, der peger bagud i flere generationer og forbinder dem med verden omkring sig på godt og ondt.
Man skal ikke tage humor for givet, slet ikke i krisetider. Et godt grin er måske endda nødvendigt for at overleve det absurd urimelige. Som politisk flygtning, der selv har måttet bevæge sig ud i verden med et gråt fremmedpas, der stemplede mig som statsløs, genkender jeg mig selv i Mo.
Det handler om at kæmpe for at blive et sted, hvor man er uønsket. At leve med prædefinerede grænser, der adskiller dig fra dine venner og kollegaer. Som sådan lyder det ikke ligefrem som opskriften på den perfekte dramakomedie.
Men Mo er noget særligt, fordi den forstår, at dem, der griner og spiser sammen, bliver sammen. Serien føles netop som at sætte sig til bords med en familie: Man griner, man græder, man skændes, man forenes.
Kort sagt:
Netflix-serien ’Mo’er en stille revolution forklædt som dramakomedie. Den rummer hele den menneskelige kompleksitet i at være migrant, flygtning, mand, søn og partner i en verden, der gør alt for at underkende én.