‘O’Dessa’: ‘Stranger Things’-stjerne har en fin sangstemme – men hold op hvor er hendes hovedperson irriterende
Efter Millie Bobby Browns vej fra ’Stranger Things’-gennembrudstalent til foretrukken Netflix-stjerne får en række af de andre ungdomsskuespillere fra fantasy-hittet i disse år deres chance som hovedrolleindehavere i film rettet mod en ung målgruppe.
Men som med Bobby Browns kvalitative fusere som ’Damsel’ og ’Enola Holmes’ er det svært at genoplive ’Stranger Things’-magien. Nu også for Sadie Sink, bedre kendt som den hårdføre rødhårede Max fra de senere sæsoner af Netflix-serien.
I den postapokalyptiske (folk)rockopera ’O’Dessa’ befinder vi os i de sidste rester af en anden verdens civilisation. Plazma, en meget brændbar, magmalignende substans i psykedeliske farvemønstre, har været skyld i altings ødelæggelse. Her møder vi Sadie Sinks hovedperson O’Dessa, den sidste vandrer, som også kaldes Den Syvende Søn, selvom man aldrig rigtigt finder ud af, hvad det så skal betyde. Men det lyder da skæbnetungt.
Efter hendes mor dør af en – plazmainduceret? – sygdom, klipper O’Dessa sine lange fletninger af og graver sin fars guitar, som hun kalder Willa, op af jorden (efter farens død begravede hun og moren guitaren – ja, bare lad være at tænke mere over dét). Med guitaren over skulderen breder O’Dessa en ring af plazma om sin mors lig, stikker ild til sit barndomshjem og begynder at vandre.
Og så går det ellers hurtigt. O’Dessa får stjålet sin guitar og ankommer til Satylite City, den sidste tilbageværende by, hvor hun finder musikinstrumentet hos en pantelåner. Hun stiller op i en talentkonkurrence i håbet om at vinde penge, men i stedet løber hun ind i Euri (Kelvin Harrison Jr), der (meget) hurtigt viser sig at være hendes livs kærlighed. Han ser umiddelbart en del ældre ud end O’Dessa, som kun er 19 år. Derfor kommer det mere som et chok end en glædelig overraskelse, da de kysser, og det kommer til at blive et problem senere, når deres kærlighed skal redde verden.
Euri er i kløerne på Neon Dion, håndlanger til den onde talentshowvært/diktator Plutonovich, uengageret spillet af MurrayBartlett. Han ejer en hel masse plazma og har indtaget rollen som byens leder, men er desværre en djævelsk sadist, som nådesløst giver deltagere i sit show facejobs: et indgreb, der forvandler dem til en slags plazmazombier for underholdningens skyld. Når nogen modsætter sig hans vilje, bliver de sendt til Onederland – »et sted, man ikke vil hen, fordi man ikke kommer tilbage«.
Adspurgt af O’Dessa om, hvorfor folket dog bakker Plutonovich op, svarer Euri: »De synes vel, han er… underholdende?«
Lidt som når man prøver at beskrive et mareridt og hele tiden fornemmer, at der er noget, man har glemt, er det svært at gengive handlingen på en forståelig måde, fordi der er så mange uforklarlige detaljer på så kort tid, og det mest centrale spørgsmål presser sig på: Hvorfor?
Det virker, som om filmen forsøger at være en slags ’Black Mirror’-lignende dystopi-analogi for tingenes tilstand rettet mod et yngre publikum. Plazma er måske en metafor for olie, og talentshowet fra helvede en metafor for letkøbt TikTok- og reality-eskapisme. Samtidig følger fortællingen en klassisk fantasymodel, hvor en enkelt person med særlig adgang til at facilitere en kosmisk kærlighed kommer til at redde verden. I O’Dessas tilfælde gennem musikken, hendes selvopofrende forhold til Euri og hendes »mighty guitar«.
Musikken er ikke bemærkelsesværdig, men heller ikke skrækkelig. Sadie Sink har en flot sangstemme, og det er klart der, hun gør det bedst. Dog er alle sangene meget korte og afbrydes, så snart de er gået i gang. Filmen føles hektisk, og mens musikdelen er overtydelig og undervældende, er dialogscenerne decideret dårlige med vulgære replikker og så overdrevent infernalske idéer, at det bliver ufrivilligt komiske.
Men det største problem i filmen er faktisk O’Dessa. For når menneskehedens skæbne hviler på én udvalgt persons skuldre, virker det vigtigt, at man grundlæggende godt kan lide denne udvalgte. Men O’Dessa er desværre virkelig irriterende. Hendes livs kærlighed Euri beskriver hende som en mærkelig, smuk, lille fugl, og det er hun vel også, men hendes mærkværdighed virker påtaget og performativ.
O’Dessa er, ligesom filmen i sin helhed, helt enkelt svær at tro på.
Kort sagt:
’O’Dessa’ med Sadie Sink er en hektisk, forvirrende og ufrivilligt komisk filmoplevelse – som et mareridt, der ikke lader sig genfortælle.