Shia LaBeouf støtter dokumentar, der viser hans aggressive udbrud

Shia LaBeouf støtter dokumentar, der viser hans aggressive udbrud
Shia LaBeouf. (Foto: John Phillips/Getty Images)

I 2018 ønskede Shia LeBeouf at »ændre verden« ved at starte teaterskolen Slauson Rec i Los Angeles, der var gratis og åben for alle.

Det projekt følger man i en kommende dokumentar af samme navn, der dog ikke mindst afslører, hvordan projektet sluttede på grund af Shia LaBeoufs aggresive adfærd, der siden har slået skår i hans karriere og rygte.

Den er skabt af Leo Lewis O’Neill, der var del af skuespilprojektet og blev opfordret af LaBeouf selv til at filme.

I klip fra filmen, som er offentliggjort hos Vanity Fair, ser man LaBeouf smadre en havestol mod en mur og hamre sin næve ned, mens han skælder voldsomt ud på de medvirkende.

Shia LaBeouf er bekendt med offentliggørelsen af ‘Slauson Rec.’-dokumentaren og har ingen problemer med den.

»Jeg gav Leo det her kamera og opfordrede ham til at dele sin vision og sin personlige oplevelse uden redigering. Jeg er opmærksom på dokumentaren og støtter fuldt ud, at den bliver offentliggjort. Mine undervisningsmetoder kan muligvis være ukonventionelle for nogle, men jeg er stolt af de utrolige bedrifter, som de her unge opnåede. Sammen forvandlede vi en dramatime til et skuespilkompagni. Jeg ønsker kun gode ting for Leo og alle, der var en del af The Slauson Rec Company«, lyder hans udtalelse til Vanity Fair.

Slauson Rec-projektet lukkede ned i forbindelse med coronapandemien, hvor Shia LaBeoufs opførsel blev værre og planlagte optrædener blev umuliggjort af sygdommen.

I 2020 blev skuespilleren sagsøgt af ekskæresten FKA Twigs for mishandlende adfærd som psykisk vold. Han har nægtet sig skyldig i anklagerne, men undskyldt for dele af sin opførsel i et interview med The New York Times.

Shia LaBeoufs karriere har siden været begrænset, selvom han medvirkede i Francis Ford Coppolas omdiskuterede storværk ‘Megalopolis‘ sidste år.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af