I ‘Marie-Antoinette’ lader overflodsdronningen sig ikke stoppe af forhudsforsnævring
TEATER. I teaterkredse lyder det fra kritiske røster, at teater er blevet kedeligt og forudsigeligt. Det siges, at det er lutter genopsætninger og genfortolkninger af allerede gennemtrævlede værker. Det siges, at dramatikerne hviler deres talent og lader andres ord tale.
Lad det vides, at det ikke er sandt! I hvert fald ikke i disse uger på en af landets fineste scener.
’Marie-Antoinette’ på Det Kongelige Teater er nemlig langt fra en klassisk historietime om 1700-tallet med støvede malerier og pudderparykker, men en humoristisk, skarp og visuelt bombastisk forestilling til tiden om identitet og privilegier (ikke mindst blindheden overfor selv samme). Og selvom hovedpersonen er verdenskendt, er der endda tale om nyskrevet dansk dramatik.
Med instruktør Anna Balslev i førersædet og skuespillere fra det scenekunsteriske kollektiv Regimentet på scenen, får den tragiske fortælling om den sidste franske dronning nyt liv i et hvidkalket univers, der bliver et spejl for vores egen tid, når barok møder beats.
Som kun 14-årig bliver østrigske Maria Antonia gift med den franske tronarving Louis 16. som et led i en politisk alliance mellem de to lande. I Versailles bliver både hun og hendes navn frankiseret og forvandlet til hende, vi i dag kender som Marie-Antoinette.
Fortællingen legemliggøres af seks unge skuespiltalenter, som er en del af den scenekunsteriske gruppe Regimentet. Heriblandt Nanna Skaarup Voss, Mathias Bøgelund og Freja Klint Sandberg, der skinner igennem i forestillingens mest betydningsfulde roller.
Vi følger de historiske linjer, der dog undervejs bliver flettet sammen med overraskende detaljer. Da jeg satte mig på stolerækkerne, havde jeg i hvert fald ikke regnet med, at forsnævret forhud ville blive så betydningsfuld en del af fortællingen.
Alas! Det synes at briste for Marie-Antoinette, thi ægteskabet, som skulle være en frugtbar alliance, er i fare for at gå i stykker af netop den årsag.
Et drømmesyn i marengs
Den ulykkelige situation reddes ikke kun af et kirurgisk indgreb, men også af en affære mellem Marie-Antoinette (Nanna Skaarup Voss) og den svenske greve Axel von Fersen (Alexander Bryld Obaze). De to mødes i en dragende elskovsscene, hvor scenerummets dynamiske lyssætning bliver varm og omslutter de to, der omfavner hinanden, mens alt omkring dem forsvinder.
Det er i scener som denne, forestillingen virkelig viser sig fra sin bedste side, idet scenografi og lysdesign elegant understøtter øjeblikkets følelsesmæssige dybde – selvfølgelig også hjulpet godt på vej af skuespillernes overbevisende præstation.
At dette smukke moment afløses af et sølle og nødvendigt samleje med den nu kampdygtige (og ynkeligt stønnende) Louis den 16. understreger iscenesættelsens tragicomédie.
Scenograf og kostumedesigner Laura Løwe har også virkelig spillet med musklerne i denne forestilling, hvor æstetikken og scenerummets mange funktioner arbejder meningsfuldt sammen fra start til slut. Dog kommer det ikke som den store overraskelse, for Løwe har flere gange vist sig som et kæmpe talent med blandt andet ’Stolthed og fordom’ på Betty Nansen Teatret, der vandt Reumert-prisen som årets forestilling i 2022, og ’Grimm’ på Østerbro Teater sidste år.
I kostumer, der ligner at være formet i svævende, bævende marengs, glider skuespillerne elegant over scenegulvet. Særligt samspillet mellem de seks spillere på scenen udmærker sig. Man fornemmer, at det er mennesker, der er trygge ved hinanden, og det giver alle præstationer en smittende naturlighed og legesyg energi. Jeg tog endda mig selv i at sidde at smile tilbage til dem, når de smilte ud til os.
Særligt Mathias Bøgelund brillerede som den håbløse og barnagtige Louis 16., der med en urovækkende fascination af nøgler og dertilhørende huller paradoksalt agerer aftenens hofnar.
Madame Statsgæld
Den kridhvide scene minder med sin kantede fordybning om en porcelænshåndvask og fungerer da også delvist ligesådan.
Overfloden som det franske hof mæsker sig i alt imens folket sulter under den omfattende økonomiske krise i Frankrig (som senere fører til den franske revolution) manifesterer sig fysisk i et springvand, der pludseligt skyder op af scenegulvet og gennemvæder hoffet.
Det er heller ikke uden grund Marie-Antoinette blev kaldt Madame Déficit (Madame Statsgæld om man vil) af den franske befolkning. Mens der var underskud i statskassen, udlevede hun sin egen cottage core-drøm og fik opført et idyllisk landsted udenfor Versailles, fordi hun ønskede at leve et mere simpelt liv væk fra hoffets strenge regler.
Som forestillingen skrider frem, er det umuligt ikke at drage referencer til de kriser, der hærger i vores samtid, og hvordan vi som privilegerede vesterlændinge vælger at prioritere vores eget ve og vel frem for fællesskabets. Eller at vi i hvert fald er blevet ufatteligt gode til at lukke øjnene for den uoverskuelige dårligdom i verden, der kan være svær at regne ud, hvordan man skal gøre noget ved – og at vi derfor bare lader være.
Det er nemt at reducere Marie-Antoinette som historisk karakter til en privilegieblind og grisk overklasse-bitch. Men jeg blev positivt overrasket over den måde, manuskriptforfatter Sonja Ferdinand har skrevet hende frem som en mangefacettet og relaterbar anti-heltinde. For det er jo en anerkendt sandhed, at vi alle godt kan lide ting.
At forestillingen fremstår todelt, som et før og et efter de seksuelle forhindringer, ender med at være årsagen til, at vi faktisk holder med hovedrollen langt hen ad vejen.
’Marie-Antoinette’ er en teksttung forestilling, nok lidt for teksttung til 1 time og 40 minutter uden pause, når den fortrinsvis er fortalt i et smukt, men litterært gammeldags sprog. Heldigvis bliver det sommetider brudt af humoristiske indspark med en skarp og ung tone, som giver både teksten og os i publikum fornyet energi.
Hele forestillingen akkompagneres af smuk musik af Viktor Dahl, der ikke kun formår musikalsk at tage os med til hoffet i Versailles, men også lægger an til dansefest til sin version af Madonnas ’Material Girl’.
Det hele kulminerer som forventet (hvis man kender til historien om Marie-Antoinette), men dog med en overraskelse, der sætter vores forhold til velkendte historiske begivenheder – og hvad vi kan lære af dem – i perspektiv.
Men den del, synes jeg, ville være synd at spoile.
Lad det fra i dag være kendt, at ’Marie-Antoinette’ på Det Kongelige Teater er værd at se!
Kort sagt:
‘Marie-Antoinette’ på Det Kongelige Teater er en humoristisk og visuelt imponerende forestilling, der blander 1700-tals dekadence med nutidig privilegieblindhed. Selvom den sommetider er tung i spyttet, er det en forestilling til tiden.