Charli XCX fik som bekendt overordentligt vind i sejlene med sit limegrønne popfænomen ‘Brat’ fra sidste år. Nu har de tilstrømmende fans også kastet sig over en fem år gammel sang, der har opnået nyfunden viralitet.
Her er tale om ‘Party 4 U’ fra 2020-albummet ‘How I’m Feeling Now’, som blev til under corona-pandemien.
Charli XCX fejrer nu det virale fænomen ved at genudgive ‘How I’m Feeling Now’ på vinyl og lancere en musikvideo til ‘Party 4 U’, skriver NME.
»Vi lavede den her video på bare fire dage, kun for jer«, skriver den britiske popstjerne på Instagram. »Jeg elsker den her sang, og jeg kan ikke fatte, at dette sker så mange år senere. Tak«
Videoen afspejler teksten om at holde fest med tanke på en person, der aldrig dukker op. Vi ser nemlig Charli forlade et festhærget hus en morgen for at gå ud i solskinnet i en afsidesliggende by, hvor hun efterhånden tager sine sko og sin kjole af. Til sidst sætter hun ild til et stort billboard med sit eget ansigt på.
‘Party 4 U’ bliver forhåbentlig en del af sætlisten, når hun til sommer gentager sidste års umanerligt velbesøgte Roskilde Festival-koncert, denne gang på Orance Scene.
